Rimkrøniken

Eftersom Saxos Gesta Danorum sluttede allerede i 1185, opstod der i århundrederne derefter behov for fortsættelser, men også for forkortelser. Meget populært var derfor Compendium Saxonis, en slags læse-let-udgave af Saxos store værk. Fra o. 1340 eksisterer der en fortsættelse heraf, den latinske Jyske Krønike. Til glæde for de ikke-latinkyndige var Gesta Danorum paa danskæ blevet til i Lund engang i 1300-tallet. Men skabelsen af Kalmarunionen 1397 nødvendiggjorde en historieskrivning, der lagde vægten på en stærk kongemagt og understøttede unionstanken.

Et sådant værk fik den danske litteratur med Den danske Krønike eller den såkaldte Rimkrønike. Den adskiller sig fra de fleste af de tidligere 'historiebøger' ved dels at være på dansk og dels at være på vers. Inspirationen til versformen kan forfatteren – eller forfatterne – have hentet i tyske verskrøniker eller i den svenske Erikskrönikan fra 1320'erne. Men derudover er synsvinklen speciel, i og med at krøniken er så fast bygget op om de enkelte konger som kompositionelt element, at hver konge har sin egen monolog, hvori han træder frem og beretter om sit liv og gerninger. Gode og onde konger afløser hinanden. Jegformen har også paralleller i den svenske Lilla Rimkrönikan fra o. 1450. Monologformen er så udbygget, at kongen ikke holder sig tilbage fra at berette om sin egen død og vurdere sit liv moralsk – heller ikke, hvis han har været en dårlig konge. Som der står i fortalen (moderniseret): „Ere de onde, man må dem fly [flygte fra] / Ere de gode, man må dem ty [ty til]“.

Der er et fast skema for monologerne, selv om de kan være af meget varieret længde, fra en enkelt linie ved sagnkongen Hunding, konge af Sjælland, til 5-6 sider som ved Svend Tveskæg. Ofte begyndes med et ordsprog eller bonmot, herpå følger oplysninger om omstændigheder omkring fødslen eller landets situation på fødselstidspunktet. Derefter kommer resten af kongens levned og en vurdering af, om det har været godt eller dårligt ud fra et kristeligt-moralsk synspunkt. Eventuelle krige vurderes i forhold til Guds planer eller som en straf for landets eller kongens ugudelige levned. Endelig kommer døden, men også den kan indgå i en større sammenhæng og eventuelt tidsfæstes med et årstal i relation til Kristi fødsel: „Tha skreffues then store prophetis aar / sex hundride och firesindstiuæ / Och sex ther offuer som scriffuet staar / ieg wil thet ickæ lywæ“ [„Da skreves den store profetes år / seks hundrede og firesindstyve / Og seks der over som skrevet står / jeg vil det ikke lyve“], hedder det ved sagnkongen, kong Snø. Også begravelsen kan måske omtales og følges op af endnu et ordsprog. Det er nærliggende at se monologformen som en form for fiktivt skriftemål.

Som hos Saxo føres historien langt tilbage i en fjern fortid, som der kun er ringe historisk belæg for. Kongerækken begynder ved Humble og Dan og ender ved Christian 1. (konge fra 1448). Værket består af over 5100 verslinier fordelt på 115 konger. Gorm den Gamle, som i andre sammenhænge regnes for den første 'danske' konge, begynder sin monolog omkring linie 2909, hvilket viser den store vægt, der er lagt på sagnhistorien. Kilderne har formentlig været den sønderjyske og meget antityske Annales Ryenses (Rydårbogen) sammen med Compendium Saxonis og dennes fortsættelse Jyske Krønike. Således bliver Saxos kongerække endnu en gang den officielle danske. Enkelte passager findes også i Annales Lundenses (Lundeårbogen). Hertil kommer et samtidigt, eventuelt mundtligt materiale og traditioner, som vi ikke længere kender, heriblandt formentlig nogle krønikeviser.

Det er påfaldende, at rim om grænsedragningen mellem Danmark og Sverige bringes allerede i forbindelse med Svend Tveskæg (konge 985-1014). Det kunne se ud, som om omsorgen for det danske riges truede yderpositioner på tilblivelsestidspunktet ytrer sig i et forsøg på historisk hævd. Det vækker i alt fald mistanke om, at hentydningerne er dikteret af den aktuelle situation.

Trods Rimkrønikens meget kongevenlige og antisvenske holdning ved man imidlertid ikke, om initiativet til at skrive den er udgået fra kongeligt hold. Det står dog fast, at der er tale om et klosterarbejde, formentlig fra Sorø, hvor der var et cistercienserkloster. Fortalen må under alle omstændigheder dateres til et sted mellem 1460 og 1474, på hvilket tidspunkt man derfor må antage, at de fleste af rimene forelå. Andre dateringsforsøg peger på 1478, året for tronarvingen Hans' bryllup, som er noget af det sidst nævnte i Christian 1.s monolog:

Da sendte jeg bud til Mitzerland [Meissen]hr. Hans min søn en jomfru at bedeHertug Arst hed hendes fader kærJomfru Christina monne man hende kaldeAf slægt og ære både mægtig og værdDejlig er hun med alleDeres bryllup gjorde jeg på Købmandhavnmed højelig pris og ære.

Med kongerne som centrum er holdningen langt fra Saxos aristokratiske, stilen er folkelig og til tider naiv.