En Overkomplet

Splittelsen mellem flid og drømmeri, pligt og lyst, borgerlig orden og personlig frihed, som allerede prægede Palnatoke Olsen, er hovedtemaet i Drachmanns første roman En Overkomplet (1876). Den 16-17-årige Erik har svært ved at underordne sig sin faders strenge krav om regelmæssig livsførelse og vedholdende skolearbejde. I sommerferien, som tilbringes i Fredensborg, vil han hellere strejfe om i den nordsjællandske natur end repetere latinske forfattere fra gymnasiets pensum. Dagen lang hengiver han sig til drømmerier i slotsparkens lindealleer mellem de mytologiske og allegoriske statuer og mindesmærker, sejler på Esrom Sø eller vandrer til Gurre og Hornbæk. Ved synet af vennen Adolfs uhæmmede dyrkelse af vinens og erotikkens fornøjelser, lægger han imidlertid sin livsstil om og udvikler sig til en pligtopfyldende akademiker. Adolf er overkomplet, „vaklende, drømmende, villieløs, bevæget hid og did af ethvert Indtryks Strømning“, fordi han lever alene uden faderlig vejledning med sin smukke og eftergivende mor, som både Erik og hans fader forelsker sig i. Erik anerkender faderens fortrinsret og afvikler dermed sit ødipuskompleks. Mens han studerer og arbejder i udlandet, dør begge forældrene. Adolf forfalder til druk og udsvævelser og synker socialt, men reddes af kærlighed til en ung opvarterske i et værtshus, en pige af folket hvis jævne baggrund opvejes af hendes rene jomfruelighed. Hun er den første udgave af det kvindeideal, som Drachmann siden forfulgte og færdigudviklede med Edith-figuren i hovedværket Forskrevet – (1890). Da Adolf og pigen gifter sig, bliver han komplet, og de kan udvandre til USA. På skibet rager parret op over mængden, „fast omslyngede, store, stærke, naive Skikkelser.“

Kompositionen er dannelsesromanens. Den følger Eriks udvikling fra fantast til realist med Adolfs afvisning af at disciplinere sin natur som negativ kontrast, men den er løs og usammenhængende. Undervejs forskydes sympatien, så Adolfs oprør bliver den sunde modstand mod det moderne samfunds snævre nyttehensyn. Den overkomplette Adolf kaldes af sin skolelærer for en „Luxusskabning“, der ligesom fuldblodsheste og ægte hunde får alt for megen opmærksomhed, skønt de kun egner sig til væddeløb og pynt. „Intet burde roses og fremhjælpes, uden hvad der befordrer Nytten og derved Lykken i Livet“, mener læreren. Men i Erik, der følger hans principper, bliver der „øde og tomt“, mens Adolf til slut er fuld af livsmod. Han får tre sønner i det nye land, Erik får ingen familie. Adolfs brev fra USA, som slutter bogen, fortæller ikke om slidsomt landbrugsarbejde, men om spændende kampe med indianerne. Han ender som en helt i de drengebøger af Kaptajn Marryat, der var meget læst i samtiden, og som også er blandt Eriks drengelekture. En anden inspiration var måske Turgenjevs fortælling Et overflødigt Menneskes Dagbog (1850, da. 1873).

Den fordoblede hovedperson var Drachmanns forsøg på at forene sin egen Aladdin- og Noureddinnatur. Brandes havde i sin indledningsforelæsning til Hovedstrømningerne kritiseret Aladdinfigurens betydning i dansk litteratur og selvforståelse og understreget, at geniet ikke er „den geniale Lediggjænger, men den geniale Arbeider“. Erik begynder som naturens muntre søn, der får alle livets goder forærende og ender som en fantasiløs arbejder. Adolf bevarer derimod sin Aladdin-natur, men kun ved at emigrere til den jomfruelige amerikanske vildmark. Tilsammen udgør de Drachmanns mandlige helt. Også i den forstand er Adolf en overkomplet, han kompletterer den arbejdsomme Erik.