En fornyer af dansk lyrik

Bedst i En Overkomplet er den poetiske skildring af den unge mands vågnende selvbevidsthed, hans erotiske betagelse af vennens mor og scenerne fra livet i det nordsjællandske sommerlandskab. De heri indlagte digte, særlig „Sakuntala“ og „Vug, o Vove, med varsom Haand“, indgik i det store lyriske forfatterskab, Drachmann skabte fra 1875 til 1879, og som med sin maleriske og musikalske sprogkunst grundlæggende fornyede dansk lyrik.

I „Vug, o Vove“ sidder jeget på en båd i den lyse sommernat lige betaget af de blide bølger, der vugger båden, og af de erotiske længsler, den unge kvindes nynnen vækker i ham, og hvis kinder han gerne ville klappe, ligesom vandet stryger bådens sider. Stemningsfylden, som Drachmann nuancerer endnu finere end Aarestrup og Christian Winther, spejles i vokalernes og allitterationernes bølgende bevægelse, der indrammes af den faste rimstruktur.

Vug, o Vove, med varsom Haand Baaden, hvori vi glider, Stryg den, Strømme, med kælen Haand Over de buttede Sider; Kunde jeg selv Klappe den Glut, Som sidder paa Toften og nynner, Over Kindernes Hvælv Blot et flygtig Minut, Jeg arme, forelskede Synder:O, da skulde min Stemmes Klang Vække al Vellyd, som slumrer i Skoven, Smeltende hen i en Kærlighedssang Med Nymfen, med Ekko, paa Skrænten ved Strandkildevoven.

„Sakuntala“ har navn efter den indiske digter Kalidasas drama fra 400-tallet, som Edv. Brandes i 1874 havde oversat med titlen Kongen og Danserinden. Det handler om pigen Sakuntala, der mister den ring, kongen Dushjántas har givet hende som pant på deres forening, og dermed nær mister ham, men ringen genfindes, og hun bliver hans dronning. Drachmanns digt begynder med Dushjántas' længsel efter Sakuntala: „Jeg kunde for Længsel ei sove, / En Blomstervind / Slog mig imod, / Strømmed herind ad mit Vindu / Som en vellugtaandende Flod, / Jeg hørte de høie Palmer / Suse svagt / Med sød Musik; / Det hvisked ihvor jeg stod og gik: / Sakuntala, Sakuntala“. I sidste strofe viser det sig imidlertid, at han selv har kastet ringen bort, fordi han hellere end at binde sig til hende vil bevare sin frihed til at jage: „Du tabte ej Ringen i Floden. / Dushjántas selv / Har slængt den hen, / Og stemmed han end den stride Strøm, / Han bringer ei Ringen igen. / Dushjántas i Palmelunden / Jage vil / Langs Flodens Bred; / Han skyder en Antilope ned: / Sakuntala, Sakuntala“.

Digtet var udtryk for en krise i Drachmanns liv. I efteråret 1874 forlod han sin hustru og deres nyfødte datter for at genvinde sin kunstneriske frihed og søge ny inspiration i udlandet. Han gav Vilhelmine halvdelen af sine penge og planlagde at rejse til Sydamerika for resten. Partiet Venstre holdt et stort afskedsgilde for ham. I første omgang nåede han kun til Hamburg, men året efter tog han på en længerevarende rejse til Italien.

Det første betydelige resultat af opbruddet var digtkredsen „Med høi Horisont“, der afslutter Dæmpede Melodier. Jeget sidder på en skrænt i Tyskland og stirrer ud over havet: „Dybtnede paa Stranden gaar Havet tilro, / Men Bølgerne røber dets Drømme; / Det drømmer et Sagn om et kostligt Klenod, / Som kastedes bort i den dybe Flod, / Og svandt med de rindende Strømme. –“ Det er en ny beskrivelse af Sakuntala-situationen. Han har kastet ringen, hustruen, bort, og er fuld af anger og ensomhed. Samtidig ser han hende des klarere i erindringen:

„Nærheden fjerner; i Fjernets Glands / Straaler hun for os paa Skrænten“. Hvad han ser er „Et Billed, blegt, med et selsomt Træk / Om de store, spørgende Øine, / Som jager det Overfladiske væk, / Som vender sig bort med Angst og Skræk / Fra de hule, moderne Løgne“. Han sender sine „dæmpede Melodier“ ud i verden og lover, at flere vil følge efter: „Stærkere Toner for strengere Dage; / Rust Dig min Sang til den kommende Dont! – / Kan man strække sig baade i Flanke og Front, / Har man Udsigten fri, har man høi Horisont“. Tonen var blevet mere virkelighedsnær og intim, versformen friere.

I Sange ved Havet foldede hans sprogkunst sig helt ud både i de fortællende digte som „Den sidste Parade“, en dramatisk livfuld skildring af et skibsforlis, hvor en deling engelske soldater går druknedøden i møde med militærisk disciplin, i de rene naturmalerier som „Solnedgang“ og i de mange lyriske besyngelser af havet, hvis uendelighed og bevægelighed han genkendte fra sit eget sind. Samlingens sidste afdeling indeholder digte fra Venezia, hvor byen, kanalerne, gondolerne, karnevalet, kirkerne, klokkerne og de smukke venezianerinder optræder i stadig nye versformer, rytmer og stemninger. Naturalismens og realismens klarsyn forhindrede ikke Drachmann i at se skønheden i naturen og den menneskelige verden, fordi han omformede alt, hvad han så, til sine egne visioner. Han var lyriker i egentlig forstand, fandt alt i sit eget sind. „Mine Tanker er min Verden“, hedder det i „Paa Havstokken“, så hvorfor rejse ud, når han kan sidde i havstokken og lade sine tanker løbe frit som havet, der ingen grænser kender, „Gennem Natten vil jeg høre / Dønningtordnen rulle hen. / Det er mine egne Sange; / Havet føder dem igen“.