Encyklopædi og viljen til viden - Merete Pryds Helle

Det manglende overblik og de additive kompositionsprincipper bliver tydelige i den encyklopædiske tendens, der er i 1990'ernes litteratur. Nævnt er allerede den alternative Brøndums Encyklopædi (1994), som blev redigeret af blandt andre Niels Lyngsø og Morten Søndergaard. Viden er sjov og interessant i sig selv, som det fremgår af et væld af romaner, der dyrker den leksikalske viden om sne (Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992)), slanger (Michael Larsens Slangen i Sydney (1997)) og engle (Merete Pryds Helles Jorden står til evig tid (1996)). Umberto Eco lagde ud med denne tendens i Rosens navn (1980, da. 1984), men man kan allerede se det encyklopædiske indbygget i en roman som Herman Melvilles Moby-Dick (1851), der har store afsnit om hvalernes arter.

Det leksikalske spiller flere roller i Merete Pryds Helles (f. 1965) romaner. I Vandpest (1993) inddrages leksikalske opslag som en slags ready-mades. I margen på siderne er indsat små citater fra naturvidenskabelige og filosofiske værker, og disse citater står som eksempler dels på, at viden består og forgår, dels på at det videnskabelige sprog kan have sin egen poetiske skønhed. Det poetiske, naturvidenskabelige og filosofiske overlapper hinanden og står ikke i noget konfliktfyldt forhold til hinanden, sådan som det også gør sig gældende for Solvej Balle. Kompositorisk har romanen også fragmentets punktuelle karakter og synsvinkler, og fortællepositioner skifter, uden at nogen overordnet instans umiddelbart lader sig bestemme. Virkningen af denne sammensathed er, at læseren hele tiden bladrer frem og tilbage for at få alle tekststykker med, eller på et tidspunkt beslutter at læse ét spor ad gangen og nøjes med én dimension af værket. Således efterligner selve læseprocessen det erkendelsesvilkår, at alt ikke kan ses og opfattes på samme tid. Man erkender stykkevis og vilkårligt, samtidig med at erkendelsens umulige mål er at få det hele med.

Med Beatrice som en slags hovedfigur tegnes en psykologisk plausibel udviklingslinje, idet hendes ensomhed og angst og overgivelse til kærligheden beskrives fra barn til voksen. Hun kommer på ballonfærd igennem en verden præget af økologisk, socialt og psykologisk kaos, og den tur bringer hende ikke hinsides angsten, men frem til en position, hvor hun foran en ny rejse ud i verden tænker, at „Måske er det bedst, hvis jeg også lærer at sejle. Hvis havet er hav i morgen.“ Hun når således til en erkendelse af, at hun selv må tage roret i en verden, hvor intet står fast.

Denne psykologiserende læsning er imidlertid kun én mulighed blandt flere. Romanen beskriver på surrealistisk vis en verden, der er gået helt amok. Objektive tid- og stedkoordinater er opgivet, og landskabet muterer for øjnene af både fiktionsfigurerne og læseren. Alting flyder i denne verden, og en del af dette kaos kan måske tilskrives en urforbrydelse, som et par narkotikasmuglere har begået, da de har dræbt deres ene barn. Man kan heri se en diskret antydning af en etisk dimension i romanen, der på et allegorisk plan kan læses som en kulturs destruktive forhold til den indre og ydre natur og som et billede på de fatale følger af forstyrrelser i de helt basale menneskelige forhold mellem far, mor og børn.

Pryds Helle sætter et stofskifte i gang mellem det eksakt videnskabelige og det fabulerende og poetiske. Hun fortsætter med det i romanen Men jorden står til evig tid (1996), hvori den konfliktfyldte forældre-barn-relation fra Vandpest fortsætter i „næste“ generation og krydses med et helt katalog af englearter. Pryds Helle bevægede sig ud af 1990'ernes generelt meget korte, eksperimenterende romaner med den murstenstykke roman Fiske i livets flod (2000), der er en historisk roman i tre tidsdimensioner. Man springer mellem en moderne nutid til sumerisk tid og middelalderen, idet plottet gælder arkæologen Peters teori om skriftens opståen. Er skriften en enkelt mands opfindelse, eller opstår den flere steder uafhængig af hinanden? Det skrifttematiske fornægter sig altså ikke hos historiefortælleren, men træder frem som romanens konkrete problem. Skriften og sproget er det gådefulde og forunderlige, som Pryds Helle folder ud med en egen blanding af nøgtern beskrivelse og veludviklet billed- og symbolsprog, samtidig med at hun trækker på sproget som et overindividuelt reservoir af udtryk og betydning. Den gennemførte individualisme er ingen vej, men en blindgyde og en moderne overtro, sådan som det også fremgår af forholdet mellem individ og familie. Som en af de røde tråde i forfatterskabet registreres også her familiens opløsning, der ikke fører til individets frisættelse, men derimod til alkoholisme og død.