I 1990'erne kan man se en postmoderne genbrug af de overleverede genrer, men også en kritisk holdning til dem og et stadigt forsøg på at bryde ud af dem, krydse dem og skabe nye genrer. Den kritiske holdning finder man hos Pia Juul, der på blot en lille side i digtsamlingen Forgjort (1989) skrev en „Roman“, der handler om parforhold. Så kort kunne det gøres. Der var åbenbart ingen grund til at vade mere i det forhold. Omvendt var hun også i stand til at skrive et kriminalistisk digt som „Mord i skoven“ fra samlingen Helt i skoven (2005), der med flaksende synsvinkler og et virvar af stemmer forfølger et muligt mord. Med en kærlig kritik skrev Merete Pryds Helle en Raymond Chandlersatire i 14 kapitler på blot seks og en halv side. „Roman“ kaldte også hun sin tekst fra kortprosasamlingen Imod en anden ro (1990), hvori en trivialforfatter har stjålet det hemmelige ord, der fortryller skriften og holder læseren til. „Digterne er begyndt at blive panikslagne og vrede over, at det ikke er dem der har fået fat i det hemmelige ord,“ lyder det ironisk. Senere skrev hun under pseudonym og sammen med ægtefællen Morten Søndergaard krimien Hvad øjet ikke ser (2004), der holder sig til genren og ikke forsøger at forfine den med poetiske guirlander.

Dette genreopbrud havde ligesom i 1960'erne sit eksistentielle sidestykke, som Niels Frank formulerede under en hed debat omkring 2000, hvor den nye „uforståelige“ og usælgelige „smalle“ litteratur blev diskuteret. Som et forsvar og en slags begrundelse for denne litteraturs karakter skrev han i Berlingske Tidende 9.10.1999, at den eksperimenterede litteratur udtrykker

(…) usikkerhed – dvs. problemer med at holde fast ved alt det, der har givet den tidligere litteratur problemer: Problemer med at fastholde synsvinklen i en tekst, problemer med at fastholde sprogtonen, problemer med at fastholde genren, problemer med at fastholde orienteringen i et handlingsforløb, problemer med at holde personer i teksten fast i afgrænsede karakterer. Og så videre. Alle disse problemer tyder på én ting – at fortæller-positionen er styrtet sammen eller simpelthen løbet løbsk. Nåja, herregud, tænker vel nogen. Så lad den dog. Men det betyder jo, at alt det, der har kastet den traditionelle fortælling af sig, hvori en forfatter holder et persongalleri i spænd og fører en handling igennem – alt det bliver umuligt at gennemføre for de nye forfattere. For det har de ikke en tilpas afgrænset selvforståelse, ja, identitet, til at kunne fuldbyrde. Eller hvis de har, er de ikke interesseret i det, for de kan gennemskue, at det er en arg konstruktion.

Således kunne man i en verden, som den aktuelt så ud, ikke forvente sig romaner, hvis virkelighedsbillede svarede til verden af i går. Man måtte frem og forbi de forældede former, sådan som det også med avantgardistisk attitude kom til udtryk i Kirsten Hammanns dobbeltbog Bruger De ord i kaffen? Poetik/Roman (2001). Her fremstilles digteren som den kanariefugl, man før i tiden sænkede ned i mineskakter for at se, om der var ilt nok. Døde kanariefuglen ikke, kunne mandskabet følge efter.

Opgøret med den ensidigt socialt og psykologisk motiverede roman har været en affære for en stor gruppe digtere igennem det meste af 1900-tallet. Og lige så sejlivet og populær den traditionelle romanform har været, lige så vedholdende har visse digtere gjort op med den i praksis og i kritiske kommentarer. Christina Hesselholdt kastede sig således i 2005 ud i det, der ligner endnu et faderopgør med artiklen „Et kort og urimeligt udfald mod den centraleuropæiske roman“. Hendes prosa er blevet til i trods og som negationer af især ældre mandlige forfatteres engagerede romaner. Hun vil for alt i verden ikke skrive som „en hvid, centraleuropæisk mand, født sidst i 1920'erne“ – Günter Grass for eksempel, når han skriver romanen I krebsegang (2002, da. s.å.) med tragisk historisk motiv og flere tusind druknede skibsflygtninge i 2. Verdenskrigs sidste dage. Den duer ikke, fordi den blot er et spejl og fuld af historiske kendsgerninger. Skriften skal gå sine egne formforandrende veje, sådan som forbillederne Virginia Woolf, Samuel Beckett og Marguerite Duras har vist. Men omvendt gjorde Hesselholdt også op med generationsikonet Per Højholt, da hun trodsede tabuet om at omtale sin personlige historie og skrev Hovedstolen (1998). Det har om noget været gældende for 90'ernes yngre digtere, at forbud var til for at blive overtrådt, og at man i en verden, hvor alt ellers syntes tilladt og til rådighed, har taget imod forbuddet med veloplagt energi, fordi det gjorde en dynamik mulig.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Genrer og selvforståelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig