Eros som samlende kraft

Det bliver hverken på det spekulative eller videnskabelige niveau, at digtet slutter kontakten mellem skaber og skabning, men på det lyriske. Ved – med Arrebos formulering – at „lade den søde Himle-Nectar løbe gennem sin pen“ løfter han Hexaëmeron til en kærlighedens lovsang, hvori han i stemt henrykkelse lader skabelsen forlænge sig i digtet, som det formuleres, hvor jorden første gang kaster sin sørgedragt og træder frem i frodigt grønt: „Jeg vil nu med min Haand, en riiger krone flette, / Oc den som Ærekrants oppaa dit Hofvet sette“.

Ad denne vej bliver Hexaëmeron ikke blot en afbildning af Guds værk. For som lyrisk lovsang til skabelsen er værket det led, hvori skabelsen fuldender sig og – som kronen på værket – spejler dens kærlighedsidé og giver den mæle. Ifølge Arrebos bibeludlægning skrider skabelsesprocessen frem gennem en stadig finere filtrering af et uformet kaos. Med den gamle Bibels ord ved at Gud gør en række skilsmisser mellem lyset og mørket, himmel og jord og jord og land, der siden bliver livsrum for plante, dyr og menneske.

Bag de elementære skel, der er forudsætning for arternes differentiering, ser Arrebo imidlertid som en modsatrettet kraft en højere samhørigheds- eller kærlighedsdrift tone frem. Denne viser sig på stigende niveauer. Lavest som den hensigtsmæssighed, hvormed alle ting tjener mennesket til gode, højest som en kosmisk panerotisk kraft, der, idet den binder delene sammen, giver liv til og frugtbargør universet. På elementarplanet ser man det, hvor de adskilte elementer vand og jord igen livgivende forenes:

In summa HErrens Haand giør alting viiselige,Det fuctig Element det tørre Jorderiige,Der Jorden uden Drik sig ej forlyste kunde,Der Vandet uden bræd [bred(der)] sig flytted' ingenlunde:Da gaf Gud dem i Haab, som sammen vilde være,At Jordens aabne Skød antog det Vand med Ære,Oc Vandet lejret sig om Jorden ind' oc ude,Saa de tu Element nu giør' en runder Knude.

Denne universelle polaritet mellem elementær adskillelse og højere forening kulminerer i skildringen af, hvordan mennesket på sjettedagen skabes som summen af universets dele og Guds sande contrafej. Tilblivelsens rytme pointeres: først dannes Adam; derefter fordobles han i Eva, uden hvem en mand end ikke er en halvmand, men „en Sool-sky Closter-Biørn“, som det siges med polemisk adresse til katolikkerne; og endelig genforenes de to, hvorved de sammen bliver skabende. Da Adam vågner af sin søvn og første gang i Eva ser „sit Contrafej, saa kon-stelig formeret“, sammenfattes tanken i følgende refleksion:

Du Lyckens Kilde riig, ô kierlig' Andro-gyne,Jeg tænker ej saa tiit paa Skabning din den fiine,Som paa det Under stoort der HErren kunde drifve,At giør' af tu Liif eet, af eet oc tvende Liifve.

Den abstrakte formel udvikles til en lovprisning af ægtesengen som det konkrete sted, hvor kønnene forenes, så ikke blot dagens uenigheder vendes til fred, men selv døden overvindes:

O Ecteseng ved dig naar Døden os borttager,Vor Lefnets Contrafej os icke da forsager,Som ændrer Tvist til Fred oc blifver op fra grunden,I Børn oc Børne-børn u-dødelig befunden!

Således slutter dansk renæssancedigtnings store skabelsesepos, ikke afrundet (hviledagen blev som nævnt ikke realiseret), men fuldført i den forstand, at det lader Guds skaberkraft tage bolig i skabningen selv og dermed placerer udødeligheden inden for en jordisk horisont.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Eros som samlende kraft.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig