Hexaëmeron som oplysningsværk

I sin overordnede tilrettelæggelse af stoffet følger Arrebo Bibelens skabelsesberetning. Ned over denne fortælling er imidlertid lagt et system af kategorier, der på latin og dansk fysisk og filosofisk skanderer og pointerer de faser i verdens tilblivelse, der ligger i Genesis' (1. Mosebogs) første kapitel: 1. Ætiologia & Photologia Mosaica, eller Første Materies oc første Liuses [lys] Skabning; 2. Uranologia Mosaica, eller Himmelens skabning imellem under- oc ofver-Vandene; 3. Hydratologia & Geologia Mosaica, eller Vandenes Rømning, oc Jordens Kledning; 4. Astrologia Mosaica eller Alle Stierners oc Planeters Skabning; 5. Ichtyologia & Petinologia Mosaica eller Fiske- og Fugle Skabning; 6. Therologia & Anthropologia Mosaica: eller Diurs, Ormes, oc Menniskens Skabning.

Inden for denne kategoriale ramme bevæger fortælleren sig til gengæld frit og tilpasser sin fremstilling efter de skiftende emner. I de første dage overvejende iagttagende og diskuterende, i de senere belærende og meddigtende. Arrebos værk bevæger sig således på flere erkendelsesplaner fra teologisk-filosofisk tolkning over deskription til lyrisk lovsang.

I læserens første møde med digtet præsenterer det sig som en kommentar til Bibelens tekst. Hver dag indledes med et citat af de relevante bibelvers, hvis centrale begivenhed pædagogisk sammenfattes og præciseres i firfodstrokæer. Som eksempel kan man tage tredjedagen, hvor Gud skiller elementerne vand og jord, der beskrives i Genesis' kap. i, vers 9-13, og i sammenfatning lyder: „Vandet søger først sit sted. / Jorden saa med Græs det grønne, / Trær som bære Fructer skønne, / Samt med Urter blifver klæd“.

I sit anslag fører Arrebo med sin Hexaëmeron således traditionen for bibelfortolkende digte videre fra biskop Sunesens latinske værk med samme titel fra o. 1200, som Arrebo dog næppe har kendt. Hvor middelalderdigteren imidlertid spekulativt diskuterer den bibelske beretning ud fra abstrakte skolastiske synspunkter, trænger en konkret fysisk virkelighed sig massivt ind på renæssancedigteren. I Arrebos digt er kernen en sanset konfrontation med den skabte verden. Hvilket åbner nye digteriske muligheder, men også skaber nye teologiske problemstillinger.

Det religiøst opbyggelige er digtets overordnede anliggende, men det når sit mål gennem sin encyklopædisk belærende stoffylde. Religiøs og rationel erkendelse optræder således ikke som modsætninger. Bestræbelsen er begrebsmæssigt at klassificere universets mangfoldighed af fænomener, selv om den for en moderne bevidsthed naturligvis ikke sker overbevisende. Når Arrebo fx på andendagen beskriver himlens tilblivelse, sammenfatter han allehånde fænomener, der kommer fra himlen. Ikke blot meteorer og regn sidestilles, men også jærtegn som regn af „Melk, blod, af Luft hin kolde, / Jern, beg, Svogl, Aske, Steen, oc Lemmend [lemminger] mangefolde / Orm, krud [krudt], kriid [kridt], tudse, kiød, fisk, oc sligt tingest mere“.

Som forklaring på, hvordan regn opstår, anføres tidens naturvidenskabelige teori:

Først vædsken dragis op, strax heede kulden møder:Giør den til Skyen tynd, oc saa til regn som bløder,Til Støb oc Plats-regn, oc til Taare smaa oc stoore,Om Vinteren til snee som skiuler Steen i foore [for, dække].

Denne rationelle forståelsesmodel bruges imidlertid også til at rationalisere skrøner, som Arrebo i god tro viderebringer. Da lemminger placeres blandt de ting, der falder ned fra himlen, forklares de også som et meteorologisk fænomen, der i Norden opstår af oktobers tåge og fugt.

I sin omgang med kilderne er Arrebos skepsis vågen, og han overvejer jævnligt, hvad han kan viderebringe. Hvor han støder på en erkendelsesteoretisk grænse for, hvad der overhovedet lader sig forklare, bevæger han sig prøvende frem. Han indrømmer, at spørgsmålet om, hvorledes Gud kunne skabe lys allerede på den første skabelsesdag, når sol, måne og stjerner først blev sat på himlen på den fjerde, bryder med naturvidenskabelige forestillinger om kausalitet: „Er da datteren før, end moderen monne fremskride,/ Sligt man næppelig hør, det naturkyndig' ej vide“. Forholdet forklares i stedet spekulativt: det lys, som Gud på første dag skabte, skal forstås som en slags råmateriale for det egentlige lys, han senere frembragte. Men hans forhold til spekulation er distanceret, og han afviser, at en granskning af spørgsmålet vil gøre os klogere: „U-randsagelig ting os icke gafner at forske“.

Hexaëmeron skal derfor ikke kvalificere sig ved at tyde og tolke Guds værk, men ved at skue det med ære. I takt med at erkendelsesproblemet trænger sig på, forskyder værkets tyngdepunkt sig således fra at skildre Guds formning af universet til at tematisere digterens egen jakobskamp med at give emnet digterisk form. Som kristen vedgår Arrebo ydmygt sin afmagt med hensyn til at løfte opgaven, mens han som digter betoner opgavens poetiske nødvendighed:

Jeg maa dog kort herom, som den U-myndig lalle,Thi Barnet stamme maa, til det faar lært at taleLangt bedr' er noget sagt, sin Skaber god til Ære,End alting slet fortaugd, oc plat hen, dum [stum] at være.

Det kan synes paradoksalt at karakterisere et af de artistisk mest vidtdrevne digterværker i dansk litteratur som en umyndigs lallen og stammen, hvis man ved disse udtryk forstår en svag formuleringsevne. Hvis udtrykket imidlertid forstås ud fra en spænding mellem opgavens objektive krav og digterens subjektive formåen, kan man heri finde nøglen til ikke blot dette værks, men hele barokstilens fødsel.

For barokkens digter er det fænomenunivers, han har for øje, et transparent dække for en skjult metafysisk orden, som han søger at tyde, men ikke direkte har adgang til at tale om. Stillet i denne situation bliver digtet en umyndigs lallen og stammen, men en lallen, der mimisk udtrykker henrykkelse, og en stammen, der afslører talens afmagt. Det er som kompensation for denne afmagt, at det sproglige udtryk accentuerer sin rastløse stræben. Som sammenfatning af et længere forsøg på at anskueliggøre himmelrummets opbygning ved at sammenligne med Europas navnkundigste slotte vedgår Arrebo sine bestræbelsers forfængelighed, men insisterer alligevel på deres nødvendighed, for det er på disse vilkår, at menneskelig erkendelse udfolder sig. Også af Gud må man gøre sig billeder, selv om man ved, de ikke dækker: „Hand ej begrifvis kand, med mindre hand beskrifvis / At hafve Food oc Haand, ham Øj' oc Øre gifvis.“ Billedet er således ikke en åbenbaring, men det er en nødvendig betingelse for at gøre åndelige erfaringer.