Følelseslaboratoriet - Ingeborg og Viggo Stuckenberg

Symbolismen kan som nævnt anskues som en bevægelse fra det ydre til det indre, fra det offentlige rum til det intime. Der er hos tidens kunstnere tale om en afskærmning fra den materielle omverdens dynamiske modernitet og socialdarwinistiske overlevelseskamp for de bedst egnede. Tidens kunstnere og intellektuelle indretter deres private boliger til refugier for sjælen og eksponerer dem samtidig i deres kunst og litteratur. Symbolistisk orienterede malere som Viggo Pedersen, Vilhelm Hammershøi og hans elever Carl Holsøe og Peter Ilsted fremmaner disse intime, meditative og afskærmede rum som eksemplariske for tidens åndsmennesker. Interiørerne indrettes som små sluttede kunstkamre, præget af tidens skønvirke og internationale smag. Initiativtageren bag Den frie Udstilling, Johan Rohdes bolig i Nyhavn beskrives af kunsthistorikeren Emil Hannover som et sted, der vil gå over i historien, „thi den var i en Aarrække Centralstedet for Studiet og Drøftelsen af den mest moderne Kunst. Vel var der ikke meget heraf, som Rohde havde kunnet samle med sine beskedne Midler, der var et Billed af Gauguin eller Denis, nogle Raderinger af Rops, en Tegning af van Gogh, en Suite Lithografier af Redon, en Studie af Verkade, en Bog af Rysselberghe osv. Men det var nok til at danne Emner for Samtaler med denne kloge og fordomsfri Mand“. Og Johannes Jørgensen åbner dørene til sine intime rum i Mit Livs Legende: „en pæn Lejlighed, Bøger i min Reol, Fotografier paa Væggen efter Burne-Jones, Rossetti og Botticelli. Krukker af Bindesbøll foran Pillespejlet og paa Hjørnehylder japansk Nips“.

I Ingeborg og Viggo Stuckenbergs hjem, først i lejligheden på Frederiksberg, senere i Villa Vennely i Lyngby, befolkes et af tidens William Morris-inspirerede skønvirkeboliger med netop fordomsfrihed og derfor tillige en frigørelse, der bliver skæbnesvanger. Kunstnerparrets hjem, med hustruen arrangeret i ofte yndefuldt sorgstemte og bortvendte positurer, danner en fuldstændig litterær parallel til Vilhelm Hammershøis maleriske skildringer af sin hustru Ida Ilsted. Hvor konflikten mellem kønnene er allegorisk indskrevet i maleriets tavshed og stemte valørskalaer, er den sprogliggjort hos ægteparret Stuckenberg som en konflikt mellem kønnenes gensidige forventninger og mulige lykke, mellem æstetisk idealisme og reelt begær, der bliver bestemmende for deres forfatterskaber. Parrets hjem blev samlingssted for tidens kunstneriske begavelser, forfattere, kritikere og billedkunstnere, herunder en del af tårnkredsen, maleren Albert Gottschalk, Sophus Claussen, Jan Verkade og frem for alt Johannes Jørgensen, der i livslegenden beskriver musen Ingeborg Stuckenberg som „Marketenderske i vor lille Fremskridtets Hær“. Og med aktører og intriganter som disse forvandler det hjemlige interiør sig til en scene for et intenst drama mellem to, som elsker hinanden. De mandlige rivaler til ægtemanden i Stuckenbergs skønlitterære jalousidramaer er alle formet karaktermæssigt over Gottschalks, Verkades og Jørgensens skikkelser.

Ingeborg Pamperin (1866-1904) og Viggo Stuckenberg (1863-1905) mødtes i 1884 og blev gift i 1887. De var som nogle af de ældste i generationen præget af det moderne gennembruds frigørende krav om ligestilling – også erotisk – mellem kønnene; de kom til Studentersamfundets radikale diskussioner om ateisme, politik og kvindens frigørelse og forsøgte at praktisere et såkaldt „åbent“ ægteskab baseret alene på kærlighed. Begge kæmpede ærligt, uden hykleri og fuldt artikuleret for at udnytte deres forskellige potentialer til at skabe en tilværelse med et menneskeligt og kunstnerisk indhold. Det førte til et spændingsfyldt ægteskab, hvor parret kunstnerisk forsøgte at udnytte de konflikter, der opstod i deres private liv, og dermed i et samarbejdende forfatterskab at skabe bekendelseslitteratur i anden forstand end fx Johannes Jørgensen. Hvor hans bekendelse var transcenderende og religiøs, er Stuckenbergs intimiseret, dennesidig og erotisk betinget.

Idealerne om frisind og selvstændighed kolliderede i ægteskabet med hverdagens illusionsløse virkelighed, hvor parterne sled på hinanden – Ingeborg med oprørsk sensibilitet, Viggo med en blanding af herskesyge og stoisk resignation. Inden for hjemmets vægge syntes hun at være, som husvennen Johannes Jørgensen skriver i Mit Livs Legende, som „en hvid Sommerfugl, der basker mod Ruden“. I 1893 forlader Ingeborg da også hjemmet og ægteskabet og indleder et forhold til Albert Gottschalk, men flytter hjem igen efter nogle måneder. I 1902 flytter hun en overgang hen til sin bror, før hun i 1903 definitivt, uvarslet og i hemmelighed forlader Viggo Stuckenberg og parrets to børn. Parret, der heller ikke økonomisk har kunnet opretholde det ideale hjem, er på det tidspunkt flyttet til gartnerboligen på Sorgenfri Slot, hvor de indgår en dobbelt alliance med gartnerparret Hans Dines Madsen og hustruen Clara Holbøll. Ingeborg indleder et forhold til Hans Madsen og emigrerer sammen med ham til New Zealand, mens de efterladte Viggo og Clara finder sammen. Ingeborgs store flugt og sidste frigørelsesforsøg bliver tragisk. Hun begår selvmord den 12. august 1904 i Auckland, fattig, forladt og naget af hjemlængsel.

I synæstetisk bevægelse lader Sophus Claussen i sit mindedigt „Ingeborg Stuckenberg“ fra Danske Vers (1912) ord og toner gå sammen i beskrivelsen af hendes øjne, der som sjælens spejl lukker op for hendes dybe, drømmende væsen:

Til dine Øjnes Aandemusiki Skumringstimen vi lytted sørgmodig.Din tavse Mund stod smertelig modigi Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

inden han i slutstrofen lader hendes stolte og lidenskabelige væsen forsvinde i efterklang:

Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:kun Aandemusik.