Første person ental - Henrik Bjelke

Første person ental (1968) kaldte Henrik Bjelke (1937-94) sin første bog, en novellesamling, hvor allerede titelnovellens første sætning afslører et jeg, der er ude af sig selv, klemt mellem det ydre og det indre og henvist til brokker af psykoanalytisk terminologi: „Jeg lignede en mand kunne græde over denne form for aktivitet et sted i husene hæmningen total.“

Ordet „jeg“ skulle gennem hele Bjelkes forfatterskab forblive et begreb, hvor ikke engang grammatikken kunne stive psyken ordentligt af. I den efterfølgende roman Trap (1970) anlagde han, som titlen røber, et topografisk perspektiv på sit stof, og denne forskydning fra biografi til topografi skulle vise sig at blive et mønster i forfatterskabet. Men som hovedværket Saturn (1974) viser, kunne verdensrummet udmærket vise sig at være placeret i den menneskelige hjerne.

I 1981 udsendte Bjelke en essaysamling, der med titlen Seks råb fra baghovedet udtrykkeligt lokaliserede helvede til hjernen. Året før var romanen Hundrede postkort fra Helvede udkommet, som kort fortalt handler om en mand, der, tvunget af sin kone, søger indlæggelse på et sindssygehospital, ifølge ham selv, fordi han altid havde betragtet sig som „neurotiker i skizofreniform retning“ på grund af en konstitutionel identitetskrise, men nu med sine „stemningsudskiftende faser“ ønskede at blive prøvet for „manio-depressiv psykose“. Siddende i venteværelset opdager han, at han har 100 postkort i lommen, og romanen er bygget op som en række syrede, perverse, groteske, lyriske og komiske „postkort“ fra det, han kalder „et stort, kosmisk bevidsthedsnet“.

Et af „postkortene“ bærer titlen „roman“, og her skitseres en romanform, der ikke stiller sig tilfreds med biografien som bekvem konvention. I det efterfølgende postkort, „flugt“, gives der en prøve på den ikke-biografiske, ikke-individualiserede fremstilling, og det er netop landskabet, mere præcist havet, der træder i personens sted. Han lytter til „en upersonlig hjerne“, han træder „ud af en tilfældig, individuel rolle“ og søger i flugten „ind i en bestemt tankegang, en bestemt skrivegang gennem analoge personers mønstre som de er skrevet ind i denne kæde af upersonlige memoer.“ Billedet på disse mønstre er havet med sine bølger, nærmere bestemt „det Baltiske havs sværvægtsorgel“ med dets brusende fugaer, og de individualiserede fortællinger, som undertiden alligevel lader sig høre, karakteriseres som „vragstumper“. En sådan vragstump meddeles derefter i den patinerede og pasticheagtige beretning om den 20-årige Max Stubenrauch, der i 1939 i et voldsomt opgør med sin patriarkalske og preussiske far bryder op fra hjemmet i Königsberg, hele tiden akkompagneret af det stormpiskede hav. I koblingen mellem havets upersonlige bølgeslag og en „skrivegang“ domineret af upersonlige rytmer markeres et alternativ til det, fortælleren kalder narcissismens „lukkede, pseudokommunikerende masturbationsrum“.

I Seks råb fra baghovedet henviser Henrik Bjelke til den amerikanske Christopher Lasch og dermed til tidens mest læste kulturkritiker. Lasch samlede med Narcissismens kultur (1978, da. 1982) trådene i den kulturkritik, som op gennem anden halvdel af 1900-tallet havde diagnosticeret den moderne personlighed som en håbløs narcissist: jegsvag, gruppestyret, oplevelseshungrende, afhængig af moden, markedet og medierne. Men det, Bjelkes fortællerjeg selv stræber efter, er, som det hedder i bogens sidste, gammelmodigt snørklede sætning, at lære „lidt i retning af den forunderlige indpasningsteknik, som er karakteristisk for et stoisk insekt, i hvis øjne enhver ideologi helt uideologisk og helt uidealistisk ville handle om overlevelsen af bestemte karaktertræk, nemlig det man i gamle dage kaldte ånd og ikke om noget som helst andet.“