Folkelighed på vrangen - novellerne

Pontoppidan nøjedes ikke med at iagttage og beskrive natur og folkeliv. Han var samtidig en skarp kritiker af de hårde livsvilkår, som samfundet bød jævne mennesker. Da han i 1880 sendte sin første større fortælling, „Kirkeskuden“, til Ude og Hjemme, forkastede redaktøren Otto Borchsenius den som for udæskende.

„Kirkeskuden“ skildrer et landsogn fra top til bund med præst, sognerådsformand, herredsfuldmægtig og degn foroven og husmænd, fiskere, tyende og smuglere forneden. Præsten er en sagtmodig mand, som hilser på alle med et „sygelig-sødligt“ smil, „ængstelig for at støde Nogen ved at overse dem“. Hans bibelske sprog og fromme livssyn virker som et skønmaleri ved siden af fortællerens krast realistiske beskrivelse af landsbyen, hvor drengenes morskab består i at fiske en død kat op af gadekæret, og husene i udkanten ligger så tæt, at der mellem dem kun er plads til den „stinkende Rendesten“.

I stedet for „Kirkeskuden“ antog Borchsenius den mindre fortælling „Et Endeligt“, som blev Pontoppidans debut i Ude og Hjemme 18.9.1881. Den handler om et gammelt ægtepar, der lever stilfærdigt sammen med deres barnebarn efter bondesamfundets traditioner. Ved husfaderens død opløses hjemmet. Det pauvre indbo sælges på auktion til de lokales morskab, og den gamle hest, som med sin stolthed symboliserede husstanden, bliver slagtet. Konen kommer i fattighuset, barnebarnet skal bort som tjenestepige, og huset rives ned. I en enkelt sætning kastes der et sidelys på billedet af den hjertensgode, nøjsomme familie, når det om mandens død hedder, at „den store Vorherre tog den lille Vorherre ved Haanden og førte ham ind i det lyse, det dejlige Paradis“. I den patriarkalske familie var kvinderne uden beskyttelse, når husfaderen forsvandt.

Det usentimentale billede af folkelivet og kritikken af præst og øvrighed i „Kirkeskuden“ faldt ikke kun Borchsenius for brystet. Morten Pontoppidan indskærpede over for broderen, at han ikke måtte angribe Bibelens skabelsesberetning ved at undervise i darwinistiske ideer. I forvejen følte Henrik Pontoppidan sig uden for den religiøse side af højskolens liv, hvor måltiderne afsluttedes med fællesbøn, og der mellem undervisningsperioderne blev afholdt store grundtvigianske „vennemøder“. Da „Kirkeskuden“ og „Et Endeligt“ udkom sammen med et par andre historier i novellesamlingen Stækkede Vinger (1881) og blev godt betalt, lejede han egen bolig i Jørlunde, giftede sig og nedsatte sig som forfatter. Fra 1883 undertegnede han ofte sine bidrag til Ude og Hjemme med mærket „Rusticus“, landboeren.

I åben strid med den illusion om en forbrødring mellem hele landbefolkningen mod byborgerskabet, som det grundtvigianske venstre og højskolerne forsøgte at skabe, skærpede Pontoppidan kritikken af klasseforskellene på landet i sin næste store fortælling, Sandinge Menighed (1883). Den skildrer en landsby, som ligger lunt nede i dalen, „en lille gullig By af nye, rige Gaarde og glade, fede Bønder“, hvor pastor Momme har skabt grundtvigiansk vækkelse ved straks fra sin ankomst at rydde en plads i haven og indbyde til „folkeligt Møde med Sang og Tale“. Som bevis på de rige evner, der slumrer i folket, sendte han skomager Povlsen på seminariet. Ved hjemkomsten havde Povlsens tale fået et „vist poetisk Sving“, så sognefogedens rige datter faldt for ham, hvorefter han kunne åbne en friskole.

Uden for byen langt mod vest arbejder en flok mænd „i Støv og Snavs med Solen svidende i Nakken“ for at anlægge den jernbane, som skaber bøndernes økonomiske vækst. En af dem er Lavs, der bor i en faldefærdig hytte i de øde, tomme og tørre højder over byen sammen med Lone, „en stor, plump og skiden Kone“ og deres fem-seks blege børn, som ligger og roder „lydløst omkring mellem gammel Halm og Potteskaar“. Skildringen af den sociale forskel vokser til en moralsk anklage, når bønderne lever i fedme og orden, mens arbejderfamilien lever i sult og snavs. De fattige udbyttes også seksuelt. Skomager Povlsens sociale opstigning er sket på bekostning af Lone, som han har besvangret og svigtet, hvorfor hun måtte gifte sig med Lavs.

Historien følger frugten af Lones og Povlsens forhold, datteren Boel, som har arvet faderens længsel efter at tage del i byens glade kristendom. Hun lytter henført til grundtvigianernes gemytlige sang, der kan høres helt op til deres hytte: „Vi Fugle vi er fri / og glade vi, vi, vi!“, selv om Lone advarer hende om, at det er løgn, hvad de synger. Da Boel er ved at sygne hen i længsel, udvirker pastor Momme, at hun kommer i huset hos den velstående fru Gylling, der ved at støtte højskolerne skaber forbindelse mellem Venstre på landet og i byen. Fru Gyllings kreds består af Venstres folketingsmedlemmer, præster, seminarister og nogle radikale studenter, der er venner af hendes søn Knud. Han har netop holdt en tale under en bespisning for „Demokratiets Ledere i Hovedstaden“, hvor både bondens og arbejderens skål blev drukket „i Champagne og ledsaget af Hurrah og Fanfare“ af herrer og damer i udsøgt toilette. Knuds proklamation af et fostbroderskab mellem håndens og åndens arbejdere vakte jubel, blev citeret i alle aviser og omtalt „paa allerhøjeste Sted“.

Satiren rammer den hule idealisme og kunstige folkelighed i det grundtvigianske Venstre, der dækker over magtstræb og ambitioner. Som symbol på den ideale bondepige sidder Boel i fru Gyllings stue, mens gæsterne diskuterer, om hun ikke burde have en hue på for bedre at ligne genrebillederne på den seneste Charlottenborg-udstilling. Da Knud forfører Boel og vil giftes med hende, sætter fru Gylling sig imidlertid bestemt imod denne virkeliggørelse af idealerne. Boel flygter og trues af prostitution, før hun vender tilbage til moderen. Fortællingens dystre morale er, at klassesamfundet umuliggjorde både kærlighed på tværs af klasserne og social opstigning, med mindre man ville sætte sin menneskelighed over styr. I andenudgaven fra 1903 er slutningen mere fremskridtsorienteret. Boel smækker den første prostitutionskunde en lussing med armkræfter, som slagtermesteren, der modtager den, bliver så begejstret for, at de bliver lykkeligt gift.

I „Bonde-Idyl“ fra den samtidigt udgivne samling Landsbybilleder (1883) trækkes klassemodsætningerne endnu skarpere op. Husmændene og landarbejderne holder til i Aahusene, der ligger i „en kummerlig, lergraa Række, omgivne af det store, sumpede Mosekær, hvori Aaen tabte sig.“ Bøndergårdene ligger „højere oppe, hyggelig i Lunet“. Med jordforbedringer og værdistigninger har de fået nye stuehuse „i røde Sten med Skifertag og smaa Kabinetter, hvor Døtrene kunde spille paa Fortepiano“. Aahusene er ikke steget i værdi. De lå stadig og „støttede sig i deres Affældighed til hinanden“ omringet af „denne Fattigmands evige Sværm af smaa, svampede Børn, der klækkedes ud inde i de store, brede Halmsenge“. Mens bøndernes børn har vokset sig højere og rankere, bliver Aahusenes børn stadig mindre og mere forkrøblede, „en lavstammet, udmarvet Slægt, der Kuld paa Kuld, fra Barn til Graven, spredte sig omkring for at lægge sine „Værdier“ rundt i Bondens Marker og Moser, som de forbedrede“. Ejendomsfordelingen tvinger de fattige husmænd og landarbejdere til at arbejde for de rige bønder, så forskellen mellem rig og fattig stadig øges. Kapitalismen er blevet en naturlov, som også bestemmer individernes biologiske udvikling, og af den økonomiske udbytning følger den seksuelle.

Novellen handler om Ane fra Aahusene, der er malkepige hos den rige bonde, som i sin tid forførte hendes mor, Maren. Da bonden bebrejder Maren, at hun efterhånden har fået ti børn og har endnu et på vej, svarer hun: „Ja, du har let ve'et, du Mads! Men havde du la't mig i Fred – den Gang, saa va' jeg kaske itte som nu, og saa havde kaske baade et og andet væt annerledes – det ska' du vide – du Mads!…“ Den naturalistiske stil indbefatter også replikkerne. Kvinderne er imidlertid ikke kun ofre. Ane overgiver sig til bondens søn, fordi han forærer hende et gult silketørklæde, mens hendes forlovede fra Aahusene kun kan præstere et blomstret uldtørklæde. Der er ikke forskel i menneskelig kvalitet mellem klasserne, alle har trang til velstand og velvære. De rige bønder kritiseres for at udnytte deres arvede kapital i stedet for at følge den kristne moral, de bekender sig til, og dele med deres næste, og for at skjule og bortforklare den ulighed, som fortælleren blotlægger.

Pontoppidans forhold til sin bror og højskolen blev efterhånden så broget, at han flyttede over på den anden side af Roskilde Fjord, hvor han i et af Østbys mindste huse delte kår med fattigfolk. De lokale standspersoner betragtede ham med mistro, når han underholdt husmænd og fiskere med oplæsning og foredrag i deres forsamlingshus. Han luftede blandt andet den anskuelse, at en fornuftig begrænsning af ejendomsretten var i overensstemmelse med Moseloven. Det fik flere af tilhørerne til at mene, at han burde opstilles til Folketinget.

De fleste af novellerne i Fra Hytterne blev skrevet i Østby, og skønt fortælleren især er den iagttagende vandringsmand, har han også kritiske kommentarer til den sociale uretfærdighed, der skaber menneskelig lidelse. Præstens afsluttende ord over den døde Ane i „Knokkelmanden“, at „Herrens Naade er over al Maade“, står i grel modsætning til det uretfærdige i, at døden forhindrer hende i at nyde frugterne af sit hele livs hårde slid. I „Naadsensbrød“ er uligheden flyttet med ind i det fine fattighus, hvor lemmerne til middag får „Vælling og en Sild, eller grøn Søbeskaal med Roer og Kartofler – samt Duften af Inspektørens Bøf“. Det er derfor Stine Bødkers, som altid har klaret sig selv, vægrer sig så voldsomt mod at flytte dertil.