Provisorieprovokationen

Ved valget i 1884 sejrede oppositionen stort, og Socialdemokratiet fik indvalgt sine første to repræsentanter. Samtidig splittedes Venstre i bondevenstre eller 'det danske Venstre' med Christen Berg som leder, 47 folketingsmedlemmer og Morgenbladet som talerør, og byradikalismen eller det 'europæiske Venstre' med Viggo Hørup som leder, 25 folketingsmedlemmer og den nystiftede Politiken som talerør. Trods splittelsen arbejdede de 72 venstremedlemmer i tinget sammen mod Højres 30. Året efter vedtog Estrups regering en ny provisorisk finanslov, som uden begrænsninger tillod den at afholde udgifter nødvendige for landets tarv. Venstre talte om grundlovsbrud, enkelte også om revolution, der blev dannet riffelforeninger, og bønderne stiftede brugsforeninger, andelsmejerier og friskoler for at frigøre sig fra købmændene, godsejerne og dannelsesborgerskabet. Regeringen vedtog love og cirkulærer, der begrænsede lærernes ytringsfrihed og adgangen til at købe våben, øgede militærbevillingerne og oprettede et gendarmeri. Berg kom seks måneder i fængsel for at have anstiftet uroligheder. En typograf foretog et mislykket skudattentat mod Estrup.

Pontoppidan havde i sin studietid interesseret fulgt folketingsdebatten fra tilhørerlogen. Nu skrev han en række noveller om den politiske kamp, som blev trykt i aviser og tidsskrifter og samlet i Skyer. Skildringer fra Provisoriernes Dage (1890). „To Venner“ handler om, hvordan politiske holdninger skiller gamle venner for altid. I „Tro til Døden“ opbyder en bonde sine sidste kræfter for at stemme ved valget og omsider opleve, at Venstre tager kredsen, men det mislykkes, fordi venstrestemmerne splittes på to kandidater. Fra sin position som intellektuel med en embedsborgerlig baggrund mente Pontoppidan, at det måtte skyldes enkeltpersoners svigt, når Venstre ikke førte kampen igennem med alle midler. Fem af de syv noveller udpeger svaghed og splittelse på venstrefløjen som årsagen til, at Højre bevarer magten. I „To Gange mødt“ vender en bogbindersvend hjem fra et mangeårigt ophold i Norge efter at have hørt om attentatet på Estrup, men finder til sin skuffelse ingen barrikader i byen. Da han opsøger oppositionens leder for at melde sig „parat til alt!“ beder den selskabsklædte herre på vej til fest i partiet ham blot forskrækket om at melde sig ind i vælgerforeningen.

I „Ilum Galgebakke“, der indleder samlingen, men var en af de senest skrevne, har Pontoppidan indset, at det grundtvigianske Venstres manglende revolutionære gejst hang sammen med, at bønderne på længere sigt havde fælles interesser med Højres godsejere og borgerskab, fordi arbejderklassen, når den var blevet stor nok, ville udgøre fremtidens opposition. Landsbyen Ilum var førhen skueplads for blodige kampe mellem herremand og bønder, men nu nøjes man med at holde møder og vedtage en skriftlig protest udformet af skolelæreren „i en pompøs Stil og fuld af digteriske Syner og Billeder“ mod det provisoriske styre. Den eneste kritik kommer fra en fremmed 'mandsling', der har tilbragt nogle år i byen, men nu forlader den i skuffelse. Han forklarer jeg-fortælleren, at kun mennesker, hvis frihedstrang endnu er „dyrisk, instinktmæssig og uovervindelig“, kan gennemføre en revolution, og en sådan frihedstrang har kun de store byers proletariat. „Krapylet“ er „Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde“. Mandslingen, der i slutscenen ses mod en solnedgangshimmel, der ligner en „rygende Verdensbrand“, symboliserer alle de europæiske revolutioner og anarkistiske bevægelser, hvis drømme om ubegrænset frihed Pontoppidan delte, samtidig med at han ligesom jeg-fortælleren afviste deres samfundsmæssige konsekvenser.