Hvis Morfars by er Dams modstykke til Himmerlandshistorier, så var den efterfølgende lange række af „skilderier“ og „rids“ – genrebetegnelserne var selvopfundne – hans alternativ til Den lange Rejse og til Jensens myter. Også Dam går tilbage for at opspore menneskeheden i dens vorden, men væsentligt længere end Jensen. Han fremmaner en fjern epoke for millioner af år siden, hvor de optrædende væsener snarere bør kaldes hanner og hunner end mænd og kvinder, og hvor den allerførste spire til det menneskelige findes i padde- og krybdyrlignende småkravl. Her ligger også ansatsen til en stadig virksom kønsdifferentiering: hunnerne har „blide paddeøjne“, hannerne „hårde krybdyrøjne“!

Af de syv bøger, Dam fik udgivet i de sidste 10 år af sit liv, er de tre vigtigste Syv skilderier (1962), Menneskelinien (1965) og Menneskekår (1967). Disse værkers visionære punktnedslag i årmillioners historie opruller vældige scenarier med frodige bregneskove, dinosaurer i tvekamp og hidsige elektriske udladninger fra den unge klodes atmosfære. På denne formidable baggrund tegnes billedet af det søgende og rastløse udkast til et menneske, der aner en hensigt med sit liv, men ikke formår at udgrunde den. Det er det higende individ, som er kastet ud i tilværelsen, dømt til, men også lykkeligt fri til, selv at fortolke retningen for sin stræben.

I sine skilderier udsatte Dam evolutionshistorien for en nyfortolkning, som står i gæld til eksistentialismen og opponerer mod Darwin. Det åbne og uspecialiserede er menneskeartens særkende, i lige grad en forbandelse og et privilegium. Det kræver mod at udholde åbenhedens vilkår og rejse sig på to ben i en trodsig „lodret beståen“ og i en stadig spørgende søgen efter hensigten med tilværelsen. Nogle mangler dette mod. Således aberne; de ses ikke som menneskets forfædre, men som udspaltninger af menneskelinjen, frafaldne, der ikke kunne udholde det åbne slettelands farer, men svigtede deres hensigt og søgte tilflugt i skovenes og trætoppenes skjulende ly, hvor de specialiserede sig til overlevelse, men også til stagnation.

Udfrielsen af naturtvangen finder sted i historisk tid og fører efterhånden til en skærpet konflikt mellem det mandlige og det kvindelige princip. Et ældre matriarkat fortrænges af et patriarkat, som er fremmed for naturen, og det får skæbnesvangre konsekvenser både for mennesket og dets medskabninger. Den bemærkelsesværdigt tætte og velkomponerede „Ejendom“ fra Syv skilderier foregår på et romersk slavedrevet gods i Vespasians regeringstid og handler om denne proces i den afgørende fase, hvor slavernes matriarkalske samfundsorden fortrænges af de romerske magthaveres patriarkalske, formålsrettede handlen. Det sidste af de Syv skilderier er henlagt til en fremtid „om mange år“, hvor civilisationen er i opløsning og menneskeheden igen sendes på vandring.

På linje med andre udpræget historisk orienterede forfattere som Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen havde Dam behov for at formulere sit syn på historien (og den fjerne forhistorie) i andre former end fiktionens. Hans boglange essay Vesteuropæers bekendelser (1963) rummer hans credo og en historisk begrundet levelære. Mennesket må have mod til at udholde uvisheden og i „føling“ med vilkårene være trofast mod „den villede tilfældige hensigt“, som det hedder med en typisk paradoksal formulering. De gigantiske spørgsmål om menneskehedens oprindelse og aktuelle situation fremlægges ikke i abstrakte diskussioner, men stemmes op gennem livtag med sproget.

Netop dette mærkelige sprog, der på én gang er visionært og faktuelt, overlæsset og vægtigt, kunne fascinere modernismens forfattere i årene omkring 1960. Dam, der stryger ordene mod hårene, så gnisterne springer og nye betydninger opstår, var en forbundsfælle i kampen mod det konventionelle, følgagtige sprog, og da tidsskriftet Vindrosen åbnede spalterne for ham i Klaus Rifbjergs og Villy Sørensens redaktionsperiode, opnåede han omsider den anerkendelse, der var blevet ham nægtet i mere end 50 år, og selv så han en åndsbeslægtet i den unge Sven Holm. Anerkendelsen kom også fra andre sider. En rockgruppe, Alrune Rod, tog navn efter et af hans skilderier, og Dam opnåede at blive udnævnt til æreskunstner i Silkeborg og ved samme lejlighed få sin buste opstillet på byens bibliotek.

Det var ikke mindst Dams egen person, der fascinerede. Per Højholt har beskrevet, hvorledes han snublende, men ukueligt bevægede sig rundt i Silkeborgs gader, „halvblind og elegant som en lavstammet Fellini“. Dam var oldingen, der trods fysiske gebrækkeligheder af mange slags fortsatte den daglige kamp med skrivemaskinen, visionært og i føling med den villede tilfældige hensigt. Selve hans historie- og menneskesyn, som kombinerede tysk livsfilosofi, eksistentialisme og selvstændige grublerier gennem et par menneskealdre, var for egenartet til at vinde stor udbredelse, men en egentlig elev fik han i forfatteren Vagn Lundbye, som blev en nær ven i Dams sidste leveår og lavede en film om ham i 1968. Via Lundbye fik hans tanker om den truede balance mellem menneske og natur betydning for 1970'ernes økologiske digtning.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fra menneskehedens urhistorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig