Fra ord til andet - Sven Holms skabelonroman

I den lille satiriske Min elskede. En skabelonroman (1968) skriver Sven Holm:

I København går en forfatter i lyst vejr hen over Sølvtorvet. Går han i byen eller i ordet? Han har vrøvl med det problem. Hans kritiker vil have ham til at liste rundt inden i ordet, hans læser vil have ham til at traske rundt i byen. Hans bog nægter at lade sig skille fra byen og ordet.

Den lille sekvens sætter præcist fingeren på det ømme punkt i forholdet mellem kunst og sprog på den ene side og den såkaldte virkelighed på den anden. At kunst og virkelighed er skilt fra hinanden, er en gammel modernistisk erfaring, som man har forholdt sig til på vidt forskellig måde, sådan som blandt andre Svend Åge Madsen gjorde opmærksom på i artiklen „Was ist ein Bild“. Man kan som realisterne set bort fra den og mene, at sproget kan gengive virkeligheden. Man kan som konfrontationsmodernisterne nøjes med at erkende virkeligheden gennem kunstsproget. Og man kan som konkretister og systemdigtere fastholde kunstens og sprogets virkelighed som den, der overhovedet er til for det sprogliggjorte menneske. At handle i og med sproget er en direkte intervention i virkeligheden. Men i det sidste tilfælde er der jo stadigvæk noget uden for sproget, som det ikke kan tale om og ikke vide af. Der er for eksempel den by, man lever i. Der er en konkret social situation præget af dårlige boligforhold og fremmedgørelse, som ikke lader sig negligere, og som kunsten ifølge Holm og et stigende antal kolleger må tage i betragtning. Litteraturen må blive socialt og samfundsmæssigt engageret på en måde, som på den ene side ikke bare ender i en håbløs konstatering af tingenes tilstand, og som på den anden side ikke fortaber sig i sproglige abstraktioner og ordenes egenverden.

Forholdet mellem kunst og virkelighed forbliver problematisk. Blandt andet fordi det brede publikum på trods af modernisternes og de „skriftkloges“ belæringer, som dette publikum heller ikke læste, bliver ved med at tage ordene for pålydende og lader dem referere til en ydre virkelighed – i dette tilfælde København. Og det gør de da også på en måde, ifølge Sven Holm. Ord og virkelighed påvirkes af hinanden. Ordene sætter noget i gang, formulerer en vision, som måske går hen og bliver virkelighed en dag. Ordet skaber stadig verden, som det har gjort det siden skabelsens første dage.

I Min elskede udkaster Holm selv en vision for menneske og by, en hel utopi om et grænseløst, bevægeligt samfund, hvor alle er fri til at skabe verden efter eget hoved, eller rettere: efter de skabeloner, som foreligger og stadig opstår i nye variationer. Samtidig forholder han sig kritisk til både visioner og massebevægelser og til sin egen tekst. Han gør det i parodiens form, idet han lader to hemmelige agenter komme til København for at iværksætte en revolution. Alt imens den revolution går sin gang, tager digteren fat på en omkalfatring af den traditionelle romanform. Den opløser sig i 38 små kapitler, som dels rummer „handlingen“, dels en række satirisk-kritiske karakteristikker af København og københavnerne. Beskrivelse, kritisk refleksion og selvironisk vision går hånd i hånd i en form, der selv er en revolte, men som også vil andet og mere end blot lægge litteraturen om. Verden skal forvandles. Verden kan forvandles. Og den del af den, som litteraturen udgjorde, blev forvandlet i løbet af 1960'erne og bidrog dermed til indtrykket af en verden og en eksistens i stadig bevægelse og udvikling. Forvandlingen satte på den ene side et skarpt skel op mellem kunstens højt kvalificerede udtryk og massekulturens såkaldt endimensionale og klichéprægede former, sådan som modernisterne gjorde det i kraft af deres ekstreme metaforer og olympiske bevidsthed. På den anden side satte forvandlingen ind, idet man forsøgte at nedbryde det selvsamme skel og få kunst og massekultur til at mødes. Man kunne gøre det ved på demokratmodernistisk vis at komme folk i møde med et ny-enkelt udtryk eller gennem nyrealisternes inddragelse af middelklassens erfaringer. Eller man kunne på avantgardistisk vis gøre det ved at forvandle kunsten til en happening, der inddrog populærkulturens klicheer og gjorde plads til læsernes aktive medvirken i realiseringen af „værket“. I den proces var digteren bare en funktionær og „spillende træner“ og i hvert fald i egen selvopfattelse ikke noget enestående væsen i kunstinstitutionens ophøjede univers.