„Uden stil går det ikke“ – hedder det i Love from Trieste. Og stil havde Kirsten Thorup i de fotografiske iscenesættelser fra de sene 1960'ere og de tidlige 70'ere. De viser hende som cool, mørk og indesluttet. Sidst i 1970'erne lægges stilen om, og en åbenhed indfinder sig i erindringsromanerne Lille Jonna (1977) og Den lange sommer (1979), der fik en stor læserskare. Fotografi fra 1973, hvor Thorup netop havde udgivet sin første roman Baby med personer og motiv fra de københavnske baggårde.

.

Med den opløsning af romanens traditionelle handling og personkarakteristik, som finder sted i slut-tressernes romaneksperimenter, nærmer prosaen sig i flere tilfælde lyrikken. Er epik, og dermed romanen, en linje, og lyrik et punkt, så samler Erik Thygesens begreb „punktroman“ meget godt den nye krydsning, man finder i Charlotte Strandgaards Indimellem holder de af hinanden (1969) og Kirsten Thorups Love from Trieste (1969) og Idag er det Daisy (1971) – uanset at førstnævnte rubriceres under betegnelsen „tekster“, de sidstnævnte som digte.

Charlotte Strandgaard (f. 1943) giver i sin samling grundelementerne til et handlingsforløb, der strækker sig over forelskelse, pardannelse, forældrerolle og skilsmisse. Lakoniske beskrivelser som „Indimellem holder de af hinanden“, „Indimellem ser de film sammen“ og „Indimellem skændes de“ veksler med mere udførlige spots på alt det, man gør i mellemtiden. Man mødes, man tænker på sin vægt og sit udseende, man græder over det forliste parforhold og tager på charterferie. Og ind i samtidshistorien sætter Strandgaard historiske og mytologiske hændelser, der giver de enkle beskrivelser af parforholdets problemer dybde og perspektiv. Fra den græske mytologi nævnes Medea og Jasons tragiske forhold, og fra den aztekiske historie hentes forestillingen om den unge udvalgte mand, der må lade livet efter at have nydt det i dets guddommelige fylde. I collagens form findes hverdagsproblemer og eviggyldige kærlighedssorger side om side. Stykkerne står uformidlede ved siden af hinanden og er blot holdt sammen af den givne nummerorden, hvori de afløser hinanden. De indre sammenhænge må læseren selv etablere.

Romanens organiske sammenhæng er også opløst i Kirsten Thorups (f. 1942) Love from Trieste. Her finder man ligeledes reminiscenserne af et handlingsforløb, idet man kan se brikkerne til et par klassiske trekant-dramaer. De to kvinder Maja og Q er sammen, men Q forelsker sig i den biseksuelle John, som den kvindelige(?) jeg-fortæller i stykkerne også er varm på. Kærlighedsdramaet finder sted i byen med det triste navn: Trieste, men ellers er både tids- og rumbestemmelser flydende. Historier fra forskellige tider og steder, men alle om forsmået og ulykkelig kærlighed, står side om side.

Samlingen udtrykker og skildrer et univers uden faste holdepunkter for personernes identitet. Sigende er det, at i stykker med replikskifter er det ikke til at afgøre, hvem der siger hvad til hvem. Som i T.S. Eliots Ødemarken (1922, da. 1948) er teksten en uhomogen sammensætning af tekster og bevidstheder, der kun er holdt sammen af en overordnet cool stil. „Uden stil går det ikke“, hedder det sig, og det gælder både for de identitetssøgende figurer i digtene og for digtene selv.

Ind imellem fragmenterne af en roman, der former sig i flere genrer som breve, erindringer og numeriske punktopstillinger, findes der tekststykker, som synes helt uden for enhver sammenhæng. De forvirrer læseren, som ikke ved, hvad det er for en tekst og et udsagn, han har med at gøre, og han sættes således på niveau med tekstens mentalt forvirrede personer, der ikke aner, hvem de selv er, og som heller ikke kan finde ud af det. Ikke engang køn og seksualitet ligger fast for disse personer, der er biseksuelle, androgyne væsner, for hvem kroppen ikke er nogen garanti for identitet eller integritet.

Der kunne ligge et frigørelsespotentiale i denne uafgjorthed, men det oplever hverken personerne selv eller læseren. Bogen peger snarere på det moderne menneskes gennemgribende usikkerhed og mangel på evne til at fiksere sig selv og sine følelser og omverdenen. Som en af kvinderne formulerer det: „Jeg kunne lige så godt være blevet en helt anden og det er sikkert derfor jeg altid er så nervøs når jeg er sammen med andre mennesker.“ „Kald mig eau-de-cologne“, lyder samlingens sidste stykke. Og det er da, hvad det talende jeg er: en flygtig duft kun, uden substans, uden retning, men dog med en selvbevidsthed, som man aner, når hun taler om sine sproglige udfoldelser og undertrykte følelsesudladninger som et resultat af „patetisk idioti“.

Med en art patetisk idioti fortsætter Thorup skildringen af det skrøbelige individ i romandebuten Baby (1973). Den former sig som et gruppebillede af jeg-svage storby-eksistenser uden meget fortid eller fremtidsperspektiv. I 1944 kunne man stadig tale naturalistisk om „figurer i et landskab“, som Jørgen Nielsen gjorde det i novellesamlingen af samme navn. I 1973 må man med Thorup og andre fiktionsbevidste forfattere føje til, at de ikke bare er figurer på storbyens bund, men også som personerne i en film eller i Lou Reeds sang „Take a Walk on the Wild Side“. For det er uegentlige og fremmedgjorte mennesker, der portrætteres i denne roman om tingenes og pengenes magt. Personernes bevidsthed er som en babys: De er selvoptagne, tryghedssøgende og har svært ved at udtrykke komplekse følelser. De har ikke fantasi til at forestille sig verden fundamentalt anderledes og ingen evne til at gennemskue sig selv, endsige den virkelighed, de er en del af. Denne bevidsthedsform er omsat i sætningskonstruktioner, som opstiller alt sideordnet. Her er ingen „fordi“, „da“ eller „derfor“, men kun stribevis af „og“er, der løst forbinder en flad verden. Fortælleren er kun i minimal grad hævet over sine personer, og står denne verden til at forandre, så er den tvetydige figur, transvestitten Daisy, pantet på det, hvis hun da ikke netop er den ekstreme karikatur.

Thorup skildrer individets ekstreme og abnorme tilstande af fremmedgørelse og utilpashed. I et interview sagde hun i 1982, at „sindssygen i ekstrem form udtrykker en fremmedgjorthed over for den verden vi lever i. Og den følelse er ikke begrænset til dem der bliver betegnet som sindssyge“. Den psykose-lignende tale af et kærlighedshungrende og angst lyrisk jeg og interessen for de ekstreme tilfælde, som karakteriserer Love from Trieste, skal altså pege på nogle almene vilkår og tilstande både i psyke og samfund.

Men set på lidt over ti års afstand og med kvindebevægelsens erfaringer imellem, ser Thorup den identitetsmæssige usikkerhed og sin sprog- og formsøgende digtning som præget af en særlig kvindelig erfaring. Hun siger nemlig videre i interviewet, at „Man oplever som kvinde en sproglig fremmedgjorthed over for de udtryk der findes i offentligheden. Ens erfaringsverden bliver ikke i samme grad som mændenes spejlet i offentligheden. Det giver en følelse af at være sat udenfor, som i ekstrem form godt kan ligne sindssyge.“

Sammenligner man Cecil Bødkers patetiske sonderinger af individets splittelse, Charlotte Strandgaards skuffede kvinder, Tove Ditlevsens indlæggelsesklare kvinder, Dorrit Willumsens labile modeller og Kirsten Thorups desperate selvbevidsthed med de mandlige forfatteres konstateringer af splittelsen, så er der også en verden til forskel. Mændene er generelt langt mere optimistiske og muntre i deres omgang med det opbrudte individ og dets udformninger i prosaens former. Mens mændene bevæger sig som fisk i vandet, gisper kvinderne efter luft og længes efter et helt andet element at udfolde sig i.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Punktromaner og babysjæle - Charlotte Strandgaard og Kirsten Thorup.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig