Genre og datering

I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var folkevise den mest brugte betegnelse. Indtil da havde kæmpevise været den mest gængse. Begrebet folkevise er opstået under inspiration fra den tyske litterat Johann Gottfried Herders betegnelse Volkslied, dannet efter engelsk popular song. Herder samlede og udgav 1778-79 en række tyske viser med enkelte oversatte viser fra andre sprog. Under indflydelse fra fortrinsvis angel saksisk forskning har udtrykket ballade (af italiensk 'ballare': danse) vundet frem fra anden halvdel af 1900-tallet.

Nationalromantikerne i slutningen af 1700-tallet og navnlig i 1800-tallet betragtede folkevisen som et udslag af folkeånden, altså som et udslag af folkets, dvs. almuens kollektive røst, der først senere fandt vej til adelsmændenes og adelsdamernes poesibøger (produktionsteorien). Folket er i romantisk forståelse hele befolkningen, både høj og lav, og selve anvendelsen af begrebet viser længslen efter en tid, hvor de sociale forskelle har været anderledes end i 1800-tallets samfund. Senere tider har ment, at viserne blev digtet af enkeltpersoner med kendskab til genren og dens forråd af faste udtryksmidler, formler, hvorefter de blev overleveret mundtligt fra generation til generation og langsomt 'sank ned' gennem de sociale klasser (receptionsteorien). Folkevisen var altså oprindelig en adelig genre, der efterhånden nåede bondestanden som „gesunkenes Kulturgut“, på samme måde som fruens aflagte klæder kunne gå i arv til tjenestepigen.

De fleste er dog enige om, at genren er kollektiv – eller blot anonym – forstået på den måde, at ingen ved, hvem der oprindelig har digtet den enkelte vise – eller hvornår. Der findes ingen „ur-form“. Det står også fast, at den danske (nordiske!) folkevise er overleveret i et omfang, der både hvad angår antal af forskellige viser og varianter af den enkelte visetype, er bemærkelsesværdigt stort, hvis man sammenligner med andre og større sprogområder som fx det engelsk-skotske eller det tyske. Også når det drejer sig om forholdsvis gammel overlevering er Norden – og her især Danmark – forkælet med hensyn til mængder af visetyper og meget gamle håndskrevne samlinger.

Formentlig har der været danset kædedans til viserne. På Færøerne kan man endnu opleve folkeviserne som danseviser, hvor en forsanger synger selve stroferne, mens alle synger med på omkvædet.

Tidsforankringen af folkevisen i middelalderen har alle dage været et problem. Hvor langt tilbage skal man sætte dens første fremkomst? De tidligste skriftlige vidnesbyrd dukker op i slutningen af 1400-tallet, men Eufemiaviserne, de franske ridderromaner, som den tyskfødte og norsk gifte dronning Eufemia lod oversætte til svensk 1301-1312, rummer allerede en del formuleringer, der genfindes i balladerne. Genren har altså formentlig eksisteret o. 1300. Svend Grundtvig (1824-83), manden bag den første videnskabelige folkeviseudgave, mente, at folkevisen havde sit højdepunkt i 11- og 1200-tallet, men troede samtidig på, at de ældste dele gik helt tilbage til 800-1000, altså til hedensk tid. Heller ikke den nyeste forskning har formået at løse problemet tilfredsstillende.

Uanset hvilken datering man hælder til, står det fast, at det ældste skriftlige 'bevis', vi har for en folkevises eksistens, er et Grønlandskort fra o. 1435, hvor der i stedet for navne på byer er indsat 2 verslinjer fra „Angelfyr og Helmer Kamp“ (DgF 19; dvs. visetype nr. 19 i Danmarks gamle Folkeviser). Der er også overleveret 7 strofer af „Ridderen i hjorteham“ (DgF 67) i det såkaldte Linköping-håndskrift, som stammer fra tiden op mod år 1500. Endelig findes der et svensk kalkmaleri i Floda kirke fra o. 1480 med Holger Danske, hvor en slags taleboble gengiver omkvædet fra visen om ham. Genren kan hermed belægges lige så langt tilbage som de lyriske kærlighedsviser, folkeviserne ofte optræder sammen med i både de danske og de svenske visehåndskrifter.

Sproglige forhold har også været anvendt i argumentationen for en tidlig datering af genren. Der er en del rim, der vil klinge bedre, hvis man indsætter ældre ordformer. Men halvrim (og andre halvdårlige rim) accepteres generelt i folkevisen, så rimpar, der bliver bedre med ældre former, er ikke et endegyldigt bevis for høj alder. Rester af gamle bøjningsformer finder man ved adjektiverne, fx „du unger helt“ eller „saa riger en enke“, men formerne bruges ganske uden hensyn til den oprindelige grammatiske funktion.

Imidlertid er de sproglige argumenter ikke skudsikre. Nogle af renæssancens samlere og nedskrivere, heriblandt Anders Sørensen Vedel, har kendt ældre sprogformer, fx fra de gamle landskabslove. Landskabslovene forelå i trykte udgaver fra kort efter år 1500: Jyske Lov 1504, Sjællandske Lov 1505 og 1576, Skånske Lov 1505, så der er ikke noget i vejen for, at nedskriverne i 1500-tallet fra begyndelsen har konstrueret rimene med bevidst arkaiske, dvs. gammeldags former.

Ud over de sproglige argumenter i forbindelse med genredateringen har også andre været anført. Nogle folkeviser afspejler således visse retsforhold, som kendes fra landskabslovene. Men da langt de fleste af landskabslovenes paragraffer gjaldt indtil Danske Lov fra 1683, er det heller ikke nødvendigvis bevis for, at disse viser er blevet til i middelalderen. De hyppigste retsforhold i viserne vedrører fredhellighed (og det modsatte: fredløshed), kvindelig myndighed (eller mangel på samme) og regler for, hvad den bedragne ægtemand har ret til, hvis han griber hustruen og hendes elsker på fersk gerning. Ægtemanden havde ret til at handle så meget i affekt, at han rent faktisk kunne tillade sig at slå både utro hustru og elsker ihjel – hvis han altså greb dem i aktion på lagnerne. Mindst lige så vigtigt er det, at også i religiøs henseende var hor en alvorlig forbrydelse. De skyldige mistede ved deres brøde retten til at blive begravet i indviet jord. Krænkelsen omfattede således både en religiøs og institutionel dimension (Gud og samfundsordenen/ slægten) og en personlig (ægtemanden).

Det har altid kunnet diskuteres, om „Quod non est in litteris, non est in mundo“ (det, der ikke findes i bogstavform (nedskrevet), eksisterer ikke i verden), altså om manglende skriftlige beviser er ensbetydende med, at fænomenet ikke har eksisteret. Nogle forskere – heriblandt barokforskeren Erik Sønderholm, der har redigeret registerbindet til den store, samlede udgave af de danske folkeviser, Danmarks gamle Folkeviser – mente, at de folkeviser, vi finder i adelsvisehåndskrifterne fra ca. 1550 og 50 år frem, ikke repræsenterer en sørgelig rest af noget ældre, ædlere og bedre, men simpelthen er genrens egentlige blomstring. Genren er ifølge ham tidligst opstået kort før o. 1430 og nåede sit højdepunkt netop i adelshåndskrifterne o. 1550-1590. For først med den såkaldte Hjertebog (1550-53), der i opslået tilstand har form som et hjerte, har vi de første fuldstændige visetekster på dansk – oven i købet en hel samling.