Inspirationen fra Nietzsche

En væsentlig kilde til denne tankegang er den tyske filosof Friedrich Nietzsche, som også genlyder i de sidste to vers. „Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne“, havde Nietzsche skrevet i Således talte Zarathustra (1883-85, da. 1911) og dermed leveret titlen til den prosadigtsamling, som led skibbrud i Tom Kristensens ungdom, Den dansende Stjerne. Kristensen var på den tid blevet introduceret til Nietzsche af sin ven og studiekammerat, den senere filosofiprofessor Frithiof Brandt. Afslutningen på „Landet Atlantis“ vidner imidlertid om, at forholdet til Nietzsche ikke forliste sammen med digtsamlingen. Nietzsches radikale tænkning og aforistiske stil blev et inciterende bekendtskab for ham – såvel som for adskillige andre af samme generation. Af titlen på Per Langes digtsamling fra 1926, Kaos og Stjærnen, ser man, at andre end Kristensen skrev under indtryk af ordene fra Zarathustra. „Sällsamma fader!“ havde den finlandssvenske digter Edith Södergran kaldt Nietzsche i 1918, og hun havde i den forstand mange samtidige søskende. Tom Kristensen var en af dem.

I Fribytterdrømme optræder Nietzsche som en betydningsfuld baggrund for den æstetiske retfærdiggørelse, som finder sted deri, og som er en af digtsamlingens bærende forestillinger. Den er ført igennem i digtet „Det blomstrende Slagsmaal“, som hører til Kristensens mest kendte digte. „Det blomstrende Slagsmaal“ skildrer et gement værtshusslagsmål over en betydningsløs bagatel, et væltet glas, men gør det – i den høje heroiske stil – som var der tale om en hedensk gudekamp. Det lave og traditionelt upoetiske tema, håndgemænget omkring billardbordet, fremstilles ved inddragelse af et af poesiens ældste og mest klassiske temaer: kampen mellem guderne. Hensigten med sammenstillingen er ikke burlesk – som i 1700-tallets komiske heltedigte (dyrket af bl.a. Ludvig Holberg og Jens Baggesen). Det går ikke ud på at parodiere det klassiske epos, men på at åbne læserens øjne for skønheden og storheden i situationen. Snarere end at nedgøre det høje stræber digtet efter at ophøje det lave og efter at skildre en kendt situation på en uvant måde.

Udviklingen i digtet følger det klassiske mønster: vi møder i indledningsstrofen et kosmos, hvori billardkuglerne er som „elfenbensskinnende Sole“, hvis bevægelsesbaner bestemmes af berusede „Guder i Skjorteærmer og Vest“. Ved en uheldig aflevering af en billardkø væltes et glas, og dermed introduceres kaos: „Riget og Magten, skabte i Rus, / er styrtet med Glassets Kvasen i Grus.“ Kaos føder striden, og striden avler skønhed. Slagsmålet skildres som en serie skønne, mærkværdige syner, hvori skaderne der forvoldes, folder sig ud som farvestrålende blomster:

Han slaar, – og en Valmue breder sin blødende Kroneog kysser den vinrøde Mundmed Kronbladets Rundog blusser af Varme mod Bleghedens snehvide Tone.Se Valmuens Blod!I Sne har den Rod!Har Sommerens knuste Hjerte mon blødtog trodser den Vintrens Hvidhed med rødt?

Digtet viser os slagsmålets brutale skønhed, det blå øje og de blodige kæber, i blomster-associationer, som endda bringer et sommerligt skær ind i værtshusets vintermørke. Dette æstetiske perspektiv kontrasteres i de afsluttende strofer med en sædvanlig moralsk synsvinkel, som i slagsmålet kun ser et udtryk for afmagt:

I Guder! Nu blusser der Blomster, naar I ikke hersker.En større og vildere Gud, hvis sælsomme Bud er Farvernes Blomstring,naar hidsigt I slaas og I tærsker ser Jubel og Pragt, hvor I kun ser Mangel paa Magt.

Er Herskeren ikke en grusom Vild, der søger sig Skønhed i Blomsternes Ild?

De berusede guder i skjorteærmer er således uvidende agenter for „en større og vildere Gud“, en dionysisk urkraft, som de tjener ved at tabe besindelsen. Nok regerer de over billardkuglerne, der triller på bordet, men de regeres samtidig selv af en mægtigere magt – og indgår dermed i et større spil. Selve billardspillet, som slagsmålet opstår omkring, er traditionelt et billede på benhård kausalitet. Den større Gud søger skønhed, og deres afmægtige handlinger skaber den.

Det er især i denne forestilling, der kan betegnes som en kunstmetafysik, at Nietzsches indflydelse gør sig gældende. Vi må „antage om os selv“, havde Nietzsche skrevet i sit debutværk fra 1872, Tragediens fødsel, „at vi allerede for denne kunstverdens sande skaber er billeder og projektioner, og at vi har vores højeste værdighed i vores betydning som kunstværker … selvom denne vor betydning ganske vist næppe er anderledes end den, som malede krigere har om det slag, der er fremstillet på samme lærred“. Den æstetiske betydning er med andre ord ikke synlig for deltagerne i slagets gang – eller for slagsbrødrene på værtshuset, men er det for tilskueren, der ser det på afstand. Ødelæggelsen er æstetisk retfærdiggjort, for ud af den skabes skønhed. Det er især på denne antagelse, der senere i dansk litteratur blev fulgt op af Karen Blixen, at æsteticismen i Kristensens tidlige lyrik hviler.