Karen Blixens poetik

Afstandsfølelsen, som samlingen fremkaldte i de tidlige anmeldelser, var en sensibel reaktion på den nøje anlagte poetiske strategi, der ligger bag de Syv fantastiske Fortællinger. Den samlende bestræbelse for de litterære teknikker, som Blixen benyttede i såvel denne samling som i de senere, går ud på at skabe fjernhed og fjerne intimiteten. Distanceringsgrebene er mange og tæller blandt andet det gammeldags sprog, henlæggelsen af handlingsforløbet til 1800-tallet, senere også 1700-tallet, samt – for den engelske udgaves vedkommende – pseudonymiteten, der udspalter en fiktiv forfatter fra den biografiske. Som regel er den enkelte fortælling opbygget som et sindrigt æskesystem, hvori fortælleniveauerne knopskyder: den overordnede fortæller beretter om personer, der udveksler historier om andre personer, der nok en gang optræder som fortællere og så fremdeles. For hver gang kommer man yderligere på afstand af udsigelsens udspring. Den overordnede fortæller, der altid (på nær i vintereventyret „Alkmene“) er anonym og aldrig personbundet, befinder sig på tidslig afstand af begivenhederne og ser tilbage på dem i tilsyneladende alvidenhed. Den genkendelige stemme i Blixens fortællinger er stedløs og kropsløs og er som hævet over novellepersonerne, men tager momentvist alligevel bolig blandt visse af dem og skildrer situationer ud fra deres synspunkt.

Således går mange af Blixens teknikker ud på at holde afstand mellem de involverede parter i den litterære udveksling, det vil sige mellem den biografiske forfatter, den overordnede fortæller, aktørerne i fortællingerne og den samtidige læser. Distanceringen foregår i høj grad også gennem den litterære form, som hun tyede til. Blixen søgte med sine Syv fantastiske Fortællinger tilbage til en forudgiven litterær form, der syntes forældet på udgivelsestidspunktet, hvor romanformen var den dominerende prosagenre. Blixens modvilje mod romanen var stærk, og hendes fortællekunst udfolder sig i overlagt opposition til denne form. I genremæssig henseende betegner hendes fortællinger et frontalt opgør med den moderne roman og dens kredsen om personpsykologi og individets indre bevidsthedsliv, som gav personen højere prioritet end plottet.

Modstanden udøvede hun ved at bruge løs af litteraturhistoriens katalog af genrer. Myten, eventyret, parablen, anekdoten og den filosofiske fortælling indgår i det repertoire af genrer, hun trækker på i hver enkelt fortælling. Men den helt grundlæggende form, hvori hun indpassede alle de indskudte undergenrer, var den klassiske novelleform, der blev udviklet i Tyskland i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Formen blev smedet af blandt andre Goethe og den tyske romantiske forfatter Heinrich von Kleist, mens Steen Steensen Blicher og Meïr Aron Goldschmidt overtog den i Danmark og udmøntede den i små mesterværker. Dette slægtskab har senere Per Højholt erkendt i arbejdet med sine egne historier: „Når jeg i al beskedenhed men uden uskyld, forsøger at skrive som fx Blicher og Goldschmidt,“ fortæller han, „så trækker jeg Blixen med ind, for det gjorde hun osse“ (Stenvaskeriet og andre stykker, 1994). Højholt peger dermed på det præg af pastiche, der er over Blixens fortællinger, som dels knytter sig til den lettere altmodische form, dels til den vide brug af ældre litterære tekster, som der henvises eller hentydes til eller citeres fra på stort set hver eneste side.

Den klassiske novelleform, som Blixen genbrugte, er blandt andet kendetegnet ved den vægt, den tillægger begivenheden, tilskikkelsen, som uventet og pludseligt bryder ind og omstyrter personernes forståelse af sig selv og verdens gang. Det er i højere grad hændelser end bevidste og planlagte handlinger, der skaber fremdrift i fortællingernes forløb. Blixens fortællinger er gennemtrængt af en særlig ironi, der opstår i modsætningen mellem personernes individuelle projekter og begivenhedernes gang, der gang på gang gør deres beregninger til skamme. Udviklingen overrumpler dem, ofte mens de er midt i at overveje livet i stedet for at handle. Konsekvenserne af denne modsætning kan være såvel tragiske som komiske, men er i kraft af det historiske perspektiv hos Blixen overvejende komiske. I „Vejene omkring Pisa“, en af de Syv fantastiske Fortællinger, reflekterer grev August von Schimmelmann over, hvordan tidens gang vil relativere de kvaler, som forekommer ham at være af overordentlig betydning: „– Om hundrede Aar vil der maaske være Folk, som læser om mig og mit Mismod i Aften, for at underholde sig, – og maaske finder de det da slet ikke underholdende“. Dermed foregriber han ironien, der er indbefattet i den historiske afstand til begivenhederne, som man altid befinder sig på i Blixens fortællinger.

Overraskelsen rammer imidlertid også læseren adskillige gange undervejs i fortællingerne; de er rige på vendepunkter og gør i ekstrem grad brug af andre litterære og billedkunstneriske værker til at fordreje betydningen. Kulturel genbrug – eller cultural recycling – er en bredere og nyere betegnelse for den praksis, man møder i Blixens fortællinger, der genbruger verdenslitteraturen (Bibelen, Shakespeare, Cervantes) og blander den med brudstykker af den klassiske danske litteratur (Ewald, Blicher, H.C. Andersen og Goldschmidt). Teksterne er i den forstand som mosaikker, der er sat sammen af elementer og citater fra alverdens litteratur, og disse udgør vel at mærke ikke kun litteraturhistorisk staffage, men fungerer som virksomme lag i teksterne, der mangfoldiggør meningsniveauerne. De bidrager til at skabe afstand, idet de forrykker meningen fra den enkelte tekst til mellemværendet mellem teksten og den litterære tradition. Når en replik i en af Blixens fortællinger således viser sig at være et citat, som det ofte sker, forskyder ophavet sig fra personen til traditionen, der så at sige taler igennem vedkommende.

Det er ikke mindst i kraft af denne egenskab, at novellernes indforståethed består, og denne er en af grundene til, at fortællingerne frister til stadig genlæsning. Om H.C. Branners roman Rytteren (1949) skrev Blixen i et essay fra 1952, at den „forlanger at blive læst mere end een Gang. Mange Ting i den betyder mere – betyder af og til noget andet – end de ved vort første Møde med dem giver sig ud for“. Det kan også gælde som en nyttig anvisning i forhold til hendes egne fortællinger, hvori der som regel vendes op og ned på tingene adskillige gange undervejs. Den praksis kan „Syndfloden over Norderney“, den midterste af de Syv fantastiske Fortællinger, tjene som eksempel på.