Frokost i det grønne. Karen Blixen på næsehornssafari i Kenya 1918.

.

Syv fantastiske Fortællinger kom samlingen til at hedde på dansk. Den står i dag som et hovedværk i dansk litteratur, og det er derfor ironisk, at Seven Gothic Tales tilsyneladende slet ikke skulle have været udgivet i Danmark. Selv om den i vid udstrækning refererer til danske historiske begivenheder og dansk litteratur, var debutsamlingen skrevet med henblik på det engelsksprogede marked, der var meget større og rigere på nicher, hvor den usædvanlige udgivelse kunne tænkes at falde ind. Blixen frygtede slet og ret, at forudsætningerne var fraværende hos det danske publikum, der var for uvant med fantastisk litteratur til at kunne acceptere fortællingerne: „Jeg har hele Tiden tænkt mig, at den Bog kunde ikke gaa i Danmark“, erklærede hun i et interview i Politiken 1. maj 1934. Først i september 1935 udkom den i Danmark. Forsinkelsen skyldtes især forviklinger omkring oversættelsen, der var blevet betroet først Valdemar Rørdam og siden Jesper Ewald og dernæst frataget dem igen, da deres forsøg ikke fandt nåde for Blixens øjne. Det endte med, at hun selv tog over, og i forhold til Seven Gothic Tales er Syv fantastiske Fortællinger således ikke nogen oversættelse, men en fri gendigtning, der en række steder er udvidet eller ændret – kun få steder forkortet – i forhold til det engelsksprogede forlæg.

Bogen befandt sig milevidt fra 1930'ernes kulturkamp, nysaglighed og besindige byrealisme. Der er langt fra fortrædelighederne i de københavnske brokvarterer og flipproletarernes trængsler til Pisa og Norderney og Afrikas østkyst, hvor fuglefri aristokrater, gejstlige og kunstnere vandrer omkring i Blixens fortællinger og drøfter skæbnens uransagelige veje og livets mening. Ifølge Blixen selv er ordet „gothic“ i den oprindelige titel periodebetegnende og viser hen til den tid, hvor Lord Byron (1788-1824) vakte skandale i Europa med sit liv og værk. Det er omtrent på denne tid, at de syv fortællinger – „Vejene omkring Pisa“, „Den gamle vandrende Ridder“, „Aben“, „Syndfloden over Norderney“, „Et Familieselskab i Helsingør“, „Drømmerne“ og „Digteren“ – foregår.

Sprogbrugen i de Syv fantastiske Fortællinger var ejendommelig, lød gammeldags og lå stilistisk fjernt fra samtidens prosanorm. Fortællingerne handler om sælsomme tildragelser i romantikkens tidsalder, hvor overrumplende omstændigheder maner både læserne og de agerende personer til nærmere eftertanke over identitet og skæbne og verdens orden. Deres komplicerede handlingsforløb er alle afsluttede forud for beretningen om dem, en beretning, der aflægges af en anonym fortæller, som befinder sig fjernt fra begivenhederne. Den overordnede fortæller er fortrolig med lokale historiske forhold, men formidler denne viden som noget fjernt og eksotisk, som en baggrund, der ikke deles af publikum. Fortællingerne bringer således mange realkommenterende indslag om historiske og kulturhistoriske omstændigheder, der nok er nødvendiggjort af henvendelsen til en international læserkreds, men som mest af alt bidrager til at etablere den ejendommelige eksotiske atmosfære i fortællingerne. Det er et fremmed, nærmest antropologisk blik, fortællingerne kaster på den kulturkreds, som Blixen er vokset op i.

Usamtidigheden, ja utidigheden – i forhold til alvoren af 1930'ernes politiske krise – var slående for anmelderne dengang og har været det for mange kritikere siden. Fortællingerne udkom i en tid, hvor litteraturen var stærkt politiseret, og hvor enhver påstand om politisk uskyldighed blev mødt med skepsis. Mange samtidige opfattede Blixen som konservativ og reaktionær og hendes forfatterskab som et indlæg til forsvar for den afskaffede feudalisme og aristokratiets tabte privilegier. Benovelse og mistænksomhed prægede de danske anmelderes modtagelse, der synes at have bekræftet Blixen i hendes anelser om bogens skæbne på det danske litterære marked. Det gik med Blixen, som det hundrede år tidligere var gået med H.C. Andersen, hvis fulde anerkendelse i Danmark også først fulgte efter – og var betinget af – et gennembrud i udlandet: siden hen syntes hun aldrig at høste bifald nok i de danske litterære kredse. „Når jeg sammenligner amerikanske og danske anmeldelser af min første bog, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget bedre man har forstået og accepteret mig i USA, end tilfældet har været i Danmark“, udtalte hun ved et interview i New York i 1959.

Man har placeret forfatterskabet i forhold til tidligere æstetiske perioder (barokken, romantikken, symbolismen) eller senere (postmodernismen), men sjældnere i forhold til den tid, hvor fortællingerne blev skrevet og udgivet, og hvor et tusindtalligt publikum læste dem med besættelse. I forhold til samtiden er de blevet iscenesat som – og anset for at være – aparte. Kun få samtidige anmeldere – deriblandt Hartvig Frisch – havde øje for det tidssvarende ved hendes fortællekunst: „Er Eventyrformen, der er anvendt, næsten østerlandsk og er Tiden Empire, saa er til Gengæld Belysningen højmoderne og aldeles usentimental Funkis“, skrev han i sin anmeldelse i Social-Demokraten. Frisch så klart, at fortællingerne ikke var 'gammeldags', men derimod historisk sammenstykkede kompositioner, der blander bestanddele fra adskillige perioder. Det bekræftede Jørgen Gustava Brandt i en artikel i Heretica i 1953 med sin konstatering af, at Karen Blixen på én gang er „meget gammeldags, fuldstændig up to date og langt forud for sin egen tid“.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Syv fantastiske Fortællinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig