Kosmisk systemdigter - Klaus Høeck

Skabelsen af skønlitteratur er sjældent en kollektiv affære. Der var imidlertid forfattere, der i 1970'erne slog sig sammen; det gjorde Jens Smærup Sørensen og Henning Mortensen, Peter Laugesen og Dan Turèll. Og det gjorde de tre lyrikere på billedet: Asger Schnack (forrest), F.P. Jac og Klaus Høeck, som prydede sig med det rockklingende navn Bandet Nul. Fotografi fra 1981.

.

Klaus Høeck (f. 1938) har påfaldende fællestræk med Dan Turèll. Begge skriver entusiastisk om rockmusik og deler yndlingsgrupper, tilsyneladende er den største Grateful Dead. At Dan Turèll yndede dette improvisationsforankrede band kan ikke overraske. Klaus Høeck derimod har altid funderet sine tekster i givne, fastlagte systemer, som med matematisk præcision styrer digtene. Ulrike Marie Meinhof (1977) er således en firdobbelt sonetkreds, mens Pentagram (1976) er opbygget efter et matematisk system, som digteren giver formlerne for i efterskriftet. I øvrigt er næsten alle Klaus Høecks digtsamlinger forsynet med en systemudredning, der angiver, hvilket transformerende, forskydende og dog ufravigeligt system den enkelte bog er skåret efter. Den slags begrænsninger for det frie udtryk skyer Dan Turèll, men selv om Klaus Høecks systemer fremstår som nagelfaste, diskuterer han selv, inden for den givne form, fordelene ved tilfældighedernes spil. Såvel Dan Turèll som Klaus Høeck kan lade vilkårligheden råde, om end det træk er mere udtalt hos den første end hos den anden.

Begge dyrker langdigtet; Dan Turèlls skrives i beat-generationens ånd med plads til spontane forløb, digressioner og en søgen efter den autentiske rytme, mens Klaus Høeck bevidst opstiller poetiske forhindringer, som digteren mener virker produktive. Begge betoner digtningen som processuel. Begge har en svaghed for astrologi, Klaus Høecks flair for denne romantiske metafysik er mest udtalt. Begge projicerer deres sym- og antipatier, deres samfundskritik og almindelige ubehag og livsglæde ind i en digtning, der bevidst afsøger hverdagens små hændelser, men også gerne må stræbe efter noget højere. Alt skal med i digtningen, der samtidig gerne må nå det ekstatiske, som rocken promoverer. De to forfatteres euforiske og vedvarende referencer til den brogede genre siger ikke blot noget om de to digteres private fornøjelser, det signalerer også, hvor massiv påvirkningen var fra rocken. En kort overgang omkring 1980 skrev Klaus Høeck et par digtsamlinger, der fremsynet hylder to af de rocknavne, som senere er blevet kanoniseret, nemlig David Bowie i Bowie Bowie (1980) og hele tre udgivelser om Brian Eno: Eno one (1980), Eno Zebra (1982) og Eno High (1983). Alle disse poetiske fantekster blev i øvrigt skrevet sammen med Asger Schnack, og de to, suppleret med F.P. Jac, udgjorde en kort overgang Bandet Nul, der turnerede som oplæsningsband og i 1983 udsendte Bandet Nul samler værket (1983). Ligesom Dan Turèll er rocken ikke den eneste rytmiske musik, digteren besynger; samlingen Blackberry Winter (1987) afspejler på digtningens præmisser de universer, som jazzmusikeren Keith Jarrett skaber.

Et andet tidstypisk træk ved 70'ernes Klaus Høeck, som adskiller ham fra Dan Turèll, er et venstreorienteret engagement. Nok er formsproget ikke lakonisk verfremdung som fx hos Ivan Malinowski, men Klaus Høecks politiske holdninger lå ikke langt fra dem, man finder i Kritik af tavsheden. Solidariteten med et undertrykt palæstinensisk folk er udtalt i Sorte sonetter (1981), hvor digteren forsøger at ophæve modsætningen mellem israelere og palæstinensere. Set med bagklogskabens briller fremstår Klaus Høeck som politisk naiv. Idealismen kulminerer i hyldestsonetten til den tyske terrorist Ulrike Marie Meinhof (1977). Pointen er ikke, at digteren gør sig til talsmand for terrorisme, for det gør han ikke, derimod at han konsekvent sidestiller det at digte med at bruge våben i opgøret mod overmagten. På den måde formulerer han en skriftfilosofi, der ligner Dan Turèlls og Peter Laugesens. Metaforisk talt er digtningen, 'skriften', farlig: „Somom digt / ning ikke var handling ligeså far / lig som maskinpistolkugler, men du / er godt nok spærret inde i dit fængsel, / og selv sidder jeg ved mit solitaire skak.“

På den ene side møder vi en revolutionær fantast, der spiller skak med sig selv, på den anden side en forbenet ordmager, der styres af et credo om at forlænge og projicere det kunstneriske udtryk ud i alle mulige sfærer. Vitterlig er der markeringer af kapitalismekritik i de to 'terroristbøger', men det basale er og bliver digterens trang til at sammenkoble forskellige sfærer, han finder beslægtede.

Projektet i de to rockdigtsamlinger Dylan Forever (1979) og Pentagram (1976) er således at overføre eller oversætte fra et medium – musikken – til digterisk sprog, og den transformation trækker på flere udtryksregistre. Den stramme digtning bliver i praksis frodigt associativ. Er digteren 70'ernes eneste trofaste systemdigter, er han omvendt også vildt analogiserende og metaforiserende. Inkommensurable størrelser som farver, frugter, dufte, astrologi, mineralogi, maleri og synæstesi mobiliseres i forsøget på at beskrive, hvordan musikken virker. Rockens oprør er transcenderende og finder mange spejludtryk. På den ene side opildner forsøget på at overføre fra ét kunstudtryk til et andet digtningen, på den anden side er projektet per definition dømt til at mislykkes.

Omslaget til Pentagram antyder den illusion, at bogen er en lp med fem numre på hver side, og 'sangen' „Jimi Hendrix Experience“ udmærker sig ved at sammentænke tilfældighedens princip, det selvrefleksive og det eksistentielle, der ligger i det valg, som digteren må foretage i det øjeblik, han skal omskrive lyden og effekten af Jimi Hendrix' musik. Det markante er, at digtet på intet tidspunkt får givet en positiv bestemmelse; i stedet bruges energien på metapoetisk at reflektere over valgmulighederne og det tvingende i dem: „Nu skal jeg atter foretage denne / mærkelige indre handling, som / valget er og fastholde den og // lade den få sine konsekvenser / Det er et spring. Det er som at / sætte et barn i Verden. // Det er en uforklarlig skabelsesakt / af en stjerne i det sekund, den sker. / Syrerock: silkehaler og rismel.“

Det permanent søgende træk hos digteren udfoldes også i mere bogstavelig forstand i Rejse (1971-73), som tæller fem bøger, hvoraf flere allerede var blevet udgivet i 60'erne. Et par af disse rejser er sonderinger i en mytisk fortid, en anden er en rundrejse i hælene på de store opdagelsesrejsende Columbus og Marco Polo, endnu en bog afsøger viden om rummet og kosmos, og endelig forsøger den femte hymnisk at skildre virkeligheden i al dens romantisk anede totalitet. Digtsamlingen Canzone (1981) er med sit nære motiv, livet på det politisk anspændte Nørrebro anno 1981, tilsyneladende mere jordnær, men bogen er samtidig, i og med at den trækker på den dannede og klassiske sonet og litterært sender hilsner bagud til italieneren Petrarca, meget langt fra tidens mobiliserede beredskabslitteratur.

Klaus Høecks gennembrud til en større litterær verden kommer med den gigantiske Hjem (1985). Alene titlen angiver, at den skal læses som et svar på Rejse, men derudover kan hjem henvise dels til digterens afdøde kæreste, som måske finder hjem uden for det jordiske, dels kan titlen referere til digterens forankring i en religiøs forestilling. Digtsamlingen er imidlertid langtfra frelst, og selv om den kan have karakter af sorgarbejde, emmer den af trang til afklaring, en encyklopædisk appetit på tilværelsen og en tro på verden i al dens mangfoldighed. For eksempel den nærliggende danske, som i Achton Friis' ånd afsøges via en lang række beskrivelser af geografiske lokaliteter. Digteren kommer også 'hjem' ved at sige farvel til 1970'ernes forsimplede politiske analyser. Attituden er imidlertid selvironisk, tvetydig: „Farvel ungdom / med din klassekamp og /dine uterlige cocktailbær. / Vi er ved at blive gamle. / Det er årsagen. / Vi pakker os ind i Shetlands-uld / og spiser piller mod halsbrand. / Vi kan ikke høre længere / i denne orkan af lambswool.“

Hjem er lidt af en stormvind, et orgie af digte, der skal læses på kryds og tværs. Klaus Høecks appendix, der giver formler for, hvordan det hele hænger sammen, er på 26 sider, og på hver af bogens 604 sider lyrik løber der tre selvstændige spor, der henholdsvis skal udgøre natur, ånd og kultur. Ånden ligger i midten som en art syntese, mens natur og kultur optræder som tese og antitese. Og grænserne mellem sfærerne er gennemtrængelige: Naturen er ikke enestående i betydningen fri for kulturen. Hjem har mange stemninger, tilstande og universer, og den besynger det metafysiske som det kosmiske, men den glemmer ikke en materiel realitet, som har overhalet en dansk biedermeier: „Flyv fugl flyv over lossepladsens / nikkel / Nu kommer røgen så sort. / Flyv fugl flyv over Danmarkskortet / der flimrer i sommerens kulilte / og så mange søndage skinner blå / af petroleum.“

Den næste mega-digtsamling Heptameron (1989) er ifølge bogens appendix en selvstændig anden del af Hjem. Den er det indre hjem, hvor den første er den ydre Heptameron. Hepta betyder syv på græsk, og dermed antydes, at den er en beskrivelse af skabelsens syvende dag, hvor Herren har forstået, at alt er godt. Digteren rubricerer altså Hjem som en moderne version af hexaemeron-genren, som beskriver skabelsens første seks dage, og som litterære aner som Anders Arrebo og Anders Sunesøn tidligere har forsøgt at gestalte. Det bestemte ærinde hindrer ikke Klaus Høeck i at favne over et kæmpemæssigt stof og igen at blande stort og småt ind i strømmen af digte, som atter er skruet sammen efter flere formler. Digtsamlingen er noget så sjældent som en lykkelig bog; digteren har fået en ny kæreste, og hun besynges efter alle kunstens regler. Og det samme gøres Gud, uden at Heptameron bliver konfessionel. Selvbiografisk har digteren altid været. I første omgang upåfaldende, mens de to store Eventyr (1992) og In nomine (2001) er tilegnet henholdsvis den afdøde mor og far og fremstår som digteriske erindringsstykker skrevet af en kosmisk romantiker med hang til matematiske systemer, som han elsker at lege med.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kosmisk systemdigter - Klaus Høeck.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig