Napoleonskrigene og Danmark

Afgørende for den politiske udvikling er Napoleons opdukken på den europæiske scene. I begyndelsen blev der knyttet store forhåbninger til den unge sejrrige general, revolutionens arvtager. For mere besindige sjæle blev det dog hurtigt klart, om ikke før så efter Napoleons kroning af sig selv til kejser i 1804, at friheden, ligheden og broderskabet ikke lige var det, der stod øverst på hans dagsorden, at ét despoti blot var afløst af et andet. Gennem små tyve år holdt han det meste af Europa i sit jerngreb, omkalfatrede hele europakortet, indsatte sine slægtninge i de erobrede områder, indtil hele det vældige erobrings- og nyordningsprojekt efter det fejlslagne felttog mod Rusland i 1812 og slaget ved Waterloo i 1815 brasede sammen. I 1814 indledes fredsforhandlingerne i Wien, og det viser sig her, at det eneste, han har opnået, er at genskabe den førrevolutionære tilstand. Forhandlingerne under Wienerkongressen medførte, at stort set alt – til undtagelserne hørte Danmark – vendte tilbage til det gamle, dvs. hensynet til fyrsternes territoriale rettigheder.

Alligevel er det Europa, Napoleon efterlader, et ganske andet end det, han som ung general i revolutionens ånd havde sat sig for at 'befri' fra de tilbageværende enevældige fyrster. Det er et romantikkens Europa med en national dagsorden, fremkaldt af de nationale følelser, krigene har vakt til live, og i Napoleons tvetydige skikkelse – snart set som revolutionens viderefører, snart som nationalistisk undertrykker, snart som den store reformator af det franske samfund, snart som romantikkens geniale ener, en verdenshistorisk skikkelse – kan man se overgangen afspejlet, overgangen fra 1700-tallets oplysning med dens civilisatoriske fremskridtstro til 1800-tallets romantik med dens drejning mod den store personlighed, det historiske og det nationale.

Det betyder ikke, at det demokratiske projekt er opgivet. Ganske vist er kampen for frie forfatninger sat på vågeblus i de år, hvor Napoleonskrigene hærger Europa, men efter Wienerkongressen 1814-15 og den heraf fremkaldte restauration og 'hellige alliance' mellem de europæiske stormagter er de vakte nationale følelser med til at fremkalde en fornyet spænding mellem Europas regeringer og befolkninger. Det er i dette nye – nationalliberale – regi, at kampen videreføres.

I Danmark søgte man på enhver måde at holde sig ude af de europæiske stridigheder, først og fremmest ved at opretholde den neutralitetspolitik, der i 1700-tallet havde kendetegnet den danske udenrigspolitik under J.H.E. Bernstorff og senere hans nevø A.P. Bernstorff. Efter dennes død i 1797 var hvervet gledet over til hans søn, som fortsatte i samme spor, men tiden var blevet en anden, og den stabilitet og kontinuitet, navnet Bernstorff signalerede, var ikke længere mulig at opretholde. I sidste halvdel af 1700-tallet havde neutralitetspolitikken skabt baggrunden for den florissante handelsperiode. Under Napoleonskrigene blev den i stedet årsagen til den alvorligste udenrigspolitiske situation, Danmark havde stået i siden afslutningen af Den Store Nordiske Krig i 1720.

Især England følte sig under Napoleonskrigene udfordret af, at Danmark med sin frie søfart og handel med de forskellige krigsførende magter både direkte og indirekte tjente fjendtlige landes interesser, og situationen blev drastisk forværret, da den russiske zar og Napoleon ved årsskiftet 1800-1801 gik sammen om en fastlandsspærring, der lukkede samtlige havne på kontinentet for England. Med sin strategiske beliggenhed mellem Nord- og Østersøen blev Danmark uundgåeligt inddraget i stormagtskonflikterne. Selv om regeringen hverken kunne eller ville, måtte den vælge side til fordel for Rusland, der hidtil havde sikret Norges forbliven under Danmark, men når som helst kunne imødekomme gamle og fortsat meget stærke svenske krav på Norge.

Følgen var Slaget på Københavns Red i 1801, en slags loyalitetsdemonstration i forhold til Rusland, men et slag, Danmark trods den uventet stædige modstand mod den engelske overmagt var dømt til at tabe. Ganske vist lykkedes det på papiret Danmark at fastholde neutralitetspolitikken, men kun pga. en midlertidig fredsslutning mellem stormagterne; i realiteten var der blot tale om en udsættelse. I 1807 indførte Frankrig på ny en fastlandsspærring over for England, som herefter forlangte, at Danmark skulle alliere sig med England eller udlevere sin flåde. Det ville indebære krig mod Frankrig, hvis hære befandt sig på grænsen til Holsten og Slesvig, helstatens sydgrænse, og dermed var svaret på forhånd givet. I september gik engelske tropper i land i Nordsjælland og rykkede ind mod hovedstaden, som herefter blev udsat for et intensivt bombardement, der varede tre nætter. Det kostede omkring 200 civile borgere og 3-400 militære livet og lagde flere hundrede ejendomme i grus. På borgernes indstændige bøn gav regeringen op, og englænderne forlod den ødelagte by med den intakte flåde på slæb – bortset fra to linjeskibe, som var ude på opgaver, og hvoraf det ene året efter blev sænket af englænderne ud for Sjællands Odde. Blandt de faldne var den purunge helt fra 1801, Peter Willemoes.

Herefter var alliancen med Napoleons Frankrig en nødvendighed, selv om Frankrig med sin fastlandsspærring samtidig havde lammet den handel, Danmark ellers havde levet af. Mange handelshuse gik fallit, fattigdom og arbejdsløshed bredte sig, og i 1813 var statsbankerotten en kendsgerning. Det kunne næppe blive værre, men blev det så alligevel året efter, da det under Wienerkongressen blev klart, at englænderne sammen med den nye alliancepartner Rusland støttede Sveriges krav på Norge. Den 400-årige union mellem Danmark og Norge – 400-årsnatten, som nordmændene kalder den – var et afsluttet kapitel.