Otto Gelsted

Den aktivistiske linje inden for lyrikken, som Broby-Johansen anlagde i Blod, blev videreført af Otto Gelsted (1888-1968). „Mens græsk Kunst direkte stiller os et Skønhedsideal for Øje, virker moderne Kunst stimulerende ved at vise os Vej til nye Livsmuligheder“, skrev han i sin bog om Ekspressionisme fra 1919. Bogen var en opsummering af de overvejelser over moderne kunst, som han havde gjort i forbindelse med sin tilknytning til tidsskriftet Klingen fra 1917-1920, men i citatet ligger også spiren til den aktivisme, som Gelsted i 1920'erne udøvede i sin egen digtning. Han var ikke kun Klingens litterære redaktør, der udskrev kontante afvisninger af både Tom Kristensens og Harald Landt Mombergs indsendte bidrag, men bidrog også selv med både digte og en række indflydelsesrige artikler om den nyeste kunstteori, som dannede optakt til Ekspressionisme. Bogen var desuden et indlæg imod lægen Carl Julius Salomonsens diagnose af den moderne kunst som udtryk for „en epidemisk artistisk Ophidselses-Psykose“, som Gelsted mente befandt sig „paa den sublime Side af Stregen“. Han leverede et bravt forsvar for den moderne kunst, men bifaldt langtfra alt, hvad der var nyt. Tværtimod så han med skepsis og modvilje på den „Opløsning af de sproglige Former og en om Tungetale mindende Dunkelhed“, som han konstaterede hos den franske digter Apollinaire og de tyske ekspressionister omkring Der Sturm.

Gelsted var født og opvokset i Middelfart som købmandssøn og døbt Einar Otto Jeppesen. Studentereksamen tog han i 1907 fra det jesuitiske Sct. Andreas Kollegium og var derefter indskrevet ved Københavns Universitet som matematikstuderende i et par år. Men han forlod universitetsstudierne for stedse i 1909 og arbejdede i stedet som hovmester for en tysk familie, som ansporede hans litterære interesser. De udmøntede sig i 1913 i en bog om Johannes V. Jensen, som ud over at være den første monografi om forfatterskabet også er banebrydende ved sin inddragelse af Freuds teori om det ubevidste i fortolkningen. Sideløbende med Svend Borberg indførte Gelsted i løbet af årtiet det danske publikum i psykoanalysen og præsenterede det dermed for et nyt begrebsapparat til forståelse af kunsten.

Skribentkarrieren fortsatte han ved en række provinsaviser, hvortil han bidrog med æstetiske opsatser og politiske kommentarer. I årene under Første Verdenskrig blev dette engagement stærkere og i stigende grad præget af kommunismen, som han fra 1921 bekendte sig til. Det skete i artiklen „Kunst og Kommunisme“, som argumenterede for det vundne politiske standpunkt ud fra en æstetisk grundholdning: „Ligesom et Kunstværk forekommer os værdifuldere jo større Mangfoldighed og jo stærkere Enhed det viser, saaledes staar det Samfund for os som det værdifuldeste, hvor den størst mulige personlige Frihed er muliggjort indenfor Rammen af det fælles Arbejde og Hensyn til Helheden“. Samfundets helhed skulle afspejle kunstværkets enhed og omvendt. Det var denne livsmulighed, som kunsten kunne vise vej til.

Hans første digtsamling, De evige Ting, udkom i 1920 og er – ligesom den efterfølgende samling Dansens Almagt (1921) – præget af de erkendelsesteoretiske og livsfilosofiske problemstillinger, som Gelsted i de unge år var optaget af. Store temaer som forgængelighed og udødelighed, øjeblik og evighed nævnes og diskuteres direkte deri. Samlingen åbner med en hyldest til Thøger Larsen, hvis påvirkning man fornemmer i de meditative og mildt panteistiske naturdigte, hvori naturens bevægelser billedliggør sindets uro. Denne uro manifesterer sig som en træthed ved alle de kulturskabte ustadige og flygtige rørelser som „Kunstteori, Pensionatsmiddage, Digtsamlinger, Pengekvaler, Telefonstrejke, Fredskonferencen og Sønderjylland“. Men naturen bliver samtidig et billede på den afklaring, jeg'et stræber efter, som det fremgår af den afsluttende strofe i digtet „September“:

At gaa Vinteren i Mødesom en Mark fuld af Frøat gaa ind i Nattensom en Himmel, hvis blaa Mulder fuld af tindrende Stjerner –at dø som en Dag i Septembermættet af Liv og Lys!

I Jomfru Gloriant fra 1923 står Gelsteds mest kendte digt, „Reklameskibet“, som er dedikeret til „H.R.K.“, nemlig til Hans (Rudolf) Kirk, der endnu ikke havde debuteret. Den politiske teori, som de to delte, marxismen, udgør digtets kritiske udgangpunkt. Det vender sig bort fra naturen og direkte imod samfundet, idet det retter en kritik imod „Reklamecivilisationen“, som Rud. Broby-Johansen kaldte det, og mod en række tilhørende og indbyrdes forbundne kulturer, der i disse år vandt udbredelse: berømthedskulturen, fritidskulturen, mærkevarekulturen og forbrugskulturen.

En af industrialiseringens følgevirkninger var standardiserede varer, der var med til at forøge konkurrencen mellem fabrikanterne. I 1920'erne begyndte de danske fabrikanter for alvor at etablere en identitet omkring deres produkter og gøre dem til mærkevarer – brande dem – under medvirken af reklamebranchen, som ekspanderede hastigt. Rich's kaffeerstatning og OMA margarine var i denne henseende pionerprodukter. Udviklingen af reklamesproget, som betjente sig af en række af de samme midler som det poetiske sprog, udgjorde en udfordring for lyrikken. Reklamernes slogans søgte opmærksomhed, brugte rim og rytme og fæstnede sig i erindringen, som poetiske vers gjorde. Navnene på mærkevarerne stræbte efter den samme meningsløse skønhed som lydordene i lyrikken. De internationale dadaister indså straks dette slægtskab: „Reklamen … er også et poetisk element“, havde Tristan Tzara proklameret i sit Manifest Dada 1918. Man kunne forholde sig pragmatisk til denne udvikling, som lyrikeren Harald Landt Momberg gjorde. „Hvad der er godt, er det værd at propagandere for“, skrev han i sin lille bog om reklamer, Aktiv Reklame (1924), der havde til hensigt at skaffe annoncører til det ungkommunistiske ugeblad Pressen. Eller man kunne gå til frontalt modangreb, som Otto Gelsted gjorde med sin lyriske terroraktion „Reklameskibet“.

„Reklameskibet“ trækker på et motiv fra middelalderen, narreskibet eller stultifera navis, der går tilbage til den tyske humanist Sebastian Brants satiriske skrift Das Narrenschiff fra 1494. Brants skrift skildrer et skib med 110 narre, hver med sin dårskab, der er på sejlads til fjolsernes paradis. Tilsammen udgør de et katalog over de menneskelige dårskaber. På tilsvarende måde er Gelsteds reklameskib en miniature af datidens kapitalistiske samfund. Det er udformet som en parodi på en ekstravagant luksusliner, hvor alle faciliteter er til rådighed, lige fra „kosmetiske Klinikker“ til „Selvmordskontorer“, hvor man kan blive serviceret – mod betaling selvfølgelig. Om bord befinder sig filmstjerner, wienerske operadivaer, russiske storfyrster og et „passende Udvalg / Af Verdenskrigens fallerede Regenter og Berømtheder“. Digtet forløber som en nærmest journalistisk reportage, hvor skibet med dets faciliteter og passagerer vises frem for læseren. „Og hvad findes ikke om Bord?“, spørges der, og svarene falder i næste strofe:

Her er Udstillinger af Billed- og Kogekunst,fransk Køkken og Kubisme og kemisk Madlavning,her er den sociale Udstilling, der viser Samfundet i Længdesnit,fra Proletaren, der ædes op af Lus i en Skarnkasse,til Millionærens Luksus-WC.

Gelsted betjener sig her af katalogstilen, som også Bønnelycke anvendte flittigt, men gør det med omvendt, parodisk fortegn. Sammenstillingen af de uensartede fænomener, „den sociale Udstilling“, er tydeligvis utilbørlig. Udstillingens æstetisering af de sociale uligheder er usømmelig.

Skibet stævner ind i havnen og udbasunerer sit budskab ved hjælp af megafoner og projektører: „KØB EN FORDBIL“, lyder det. Skibssiderne er bemalet med billeder af Kodakpigen og Johnnie Walker „som en fantastisk Camouflage“. Omtalen af reklamerne som camouflage, der netop var blevet anvendt for første gang under verdenskrigen, signalerer, at det fremmede skib ankommer i fjendtligt ærinde. Præsentationen munder ud i en ganske overraskende afslutning:

Men inde i HavnenSidder en Mand i et SkurForan et Bord med Urskiver og Maskiner.Han har en Shagpibe i Mundenog ser ud som en almindelig blond dansk Student.Han venter paa det Øjeblik,Da Skibet er over det rette Felt.Saa trykker han paa en Knap.Det er ingen Ild fra Himlen, han venter,nej, han selv rejser Ilden fra Afgrunden.Og midt i den populære Shimmy:„Ryst mig, til jeg revner“mens en Ildmand skræver frem paa Reklameskibetog forkynder en ny Sandhed for MenneskeslægtenOMA ER BEDSTlyder et Brag –

Reklameskibet kommer udefra, med udenlandske passagerer og reklamer for mestendels udenlandske produkter, men det forhindres tilsyneladende i at lægge til – af en „almindelig blond dansk Student“. Som ikke er så almindelig endda; han er aktivisten, der, når tiden er inde, afbryder al den kommercielle støj med et brag og sprænger hele reklamesamfundet i luften. „Reklameskibet“ er en opfordring til aktivisme og et vidnesbyrd om den protektionistiske indstilling og revolutionære stemning blandt den yderste venstrefløj i 1920'erne.

Braget stod for Tom Kristensen som vendepunktet i 1920'ernes lyrik, hændelsen, der gjorde en ende på æsteticismen og den tiljublende tone i de foregående år. Som et øjenvidne til den litteraturhistoriske begivenhed beretter han i „Den unge Lyrik og dens Krise“ i 1925: „I dette Øjeblik staar den moderne Lyrik midt i Eksplosionen. Stumperne ryger rundt imellem hinanden, og Kommunisten Otto Gelsted har Æren af at have tændt Lunten. Seedorff tier, Bønnelycke tier. Fredrik Nygaard har vendt sig mod Tankedigtningen. Otto Gelsted har efter Antændingen absenteret sig fra Lyriken“.

„Reklameskibet“ ansås således i 1925 for at være en cæsur i lyrikhistorien, mens det fyrre år senere tog sig mindre revolutionerende ud: „Eksplosionen udeblev / Skibet sejlede videre / studenten kiksede / eller smeltet margarine / gjorde lunten våd“. Sådan lød Klaus Rifbjergs antiklimaktiske efterspil til digtet i „Postludium til Reklameskibet“ fra samlingen Konfrontation (1960), der kærligt relativerer både Kristensens og Gelsteds melodramatiske udmeldinger og noterer reklamecivilisationens endnu udskudte undergang.