Alfred Schmidts illustration til udgaven af Flugten til Amerika fra år 1900 er loyal mod 1830'ernes typiske borgerlige dagligstuemiljø, som det ses af møblementet og portrættet af Frederik 6.

.

Christian Winthers fortællende digte falder i to kategorier: romancer og versfortællinger. Romancerne er hyppigst strofiske, og i dem ligner Winther i udstrakt grad Oehlenschläger. Emnerne er ofte eksotiske, og behandlingen af dem er lyrisk. Miljøet er gerne adeligt, og den verden, romancerne bevæger sig i, er eventyrets med adelsdamer, magi, overraskende drejninger i handlingen og med kærligheden som det til enhver tid foretrukne emne. Et simpelt eksempel kunne være „Den hvide Hind“ (1853), hvori en jomfru lover en jæger, at han vil få hende, hvis han kan fange den hind, digtet har fået titel efter. Hinden viser sig selv for ham på hans vej og stopper selv undervejs og betragter ham under jagten. Da det lykkes ham at fange den og bringe den tilbage til jomfruen med en silkesnor om halsen, kommer hun ikke ud til ham, i stedet bliver hjorten selv forvandlet:

Hun Purpurtømmen om Halsen har,Den silkeflettede Grime!Da segned hans Haand; men Hjertet barSin Blomst i den samme Time.„Tak have du Jæger, faur og huld,Du løste den Trolddom fra mig!Nu tage du alt mit Gods og GuldOg mig, – ifald du vil ha'e mig!“

Ikke alle romancerne er så venlige som denne. De veksler som Staffeldts og Oehlenschlägers mellem det lyse og det mørke. Mørk er fx „Vaabendragerens Eed“ (1835), som på Walter Scott'sk manér fortæller en lille, opdigtet historie i tilknytning til den store og historiske. Her er det mordet i Finderup Lade og den efterfølgende fredløshedsdom over kongens marsk Stig Hvide, som til sin død forsvarede sig imod kongen fra sin borg på øen Hjelm, og hvis grav er ukendt. Til dette historiske faktum knytter Winther sin historie, hvori en ung mand må dræbe sin brud på bryllupsnatten. Han har været en af Marsk Stig Hvides mænd, hans våbendrager, og hun har uden at vide det overværet, hvordan han og marskens andre mænd begravede deres herre. De har svoret at holde begravelsesstedet hemmeligt og at dræbe enhver, som måtte kende det. Han er bundet af sin ed, så da han opdager, at hans unge brud sidder inde med den forbudte viden, dræber han hende. Da de oprømte bryllupsgæster om morgenen kommer for at vække brudeparret, finder de bruden med halsen skåret over, mens gommen er sporløst forsvundet.

Ved siden af romancerne dyrkede Winther også en anden type episk digtekunst: versfortællingen. Han er sammen med Paludan-Müller den vigtigste forfatter inden for denne genre. Emnerne for versfortællingerne er hentet i digterens samtid. Deres karakter er ofte psykologisk, og deres forståelse af mennesket rummer den tragiske medlidenhed med det lidenskabsbundne menneske, der allerede er beskrevet ovenfor i forbindelse med digtkredsen „Bægeret“. Stilistisk lægger versfortællingerne sig tæt op ad den nye tids poesi og udfolder en skriveform, der forener en stor stramhed med en næsten henkastet og løst skitserende stil, der mere angiver situationerne end tegner dem, idet Winther dog også kan gå ind i mere detaljerede beskrivelser, når situationen kræver det. Versfortællingerne er en velegnet undergenre for Winther, fordi de med deres psykologiske interesse og deres moderne sceneri danner en oplagt scene for hans erotisme og for hans sans for spillet imellem den poetiske realisme og det interessante. Det udfolder han blandt andet i både „Annette“ og „Bægeret“.

Den måske berømteste af Winthers versfortællinger, „I et romersk Osterie“ (1843), falder – skønt mere underspillet end de andre to – mere rent inden for det interessantes sfære. På en gæstgivergård, et „osteri“, i nærheden af Rom, overværer digtets fortæller først, hvordan en ilde tilredt ung, engelsk lord beretter for sin ven, hvordan han sammen med sin kone er blevet overfaldet af røvere. Hun er blevet slæbt bort, mens han er blevet efterladt hårdt medtaget. Han er nu kommet til osteriet for at modtage hende tilbage efter at have betalt løsepenge for hende. Undervejs akkompagneres han fra tid til anden af et „hm“ fra samtalepartneren, der aldrig åbner munden for at sige andet. Da lorden har fortalt færdig, træder fortælleren udenfor og får her lejlighed til at overvære overdragelsen af konen, men da røveren, som er en flot, farverig og romantisk figur, skal løfte hende ned af vognen, ser fortælleren, at noget er galt:

Han løfted den Lilieblomst fra Nord,Saa fyldig fiin, saa blød og rank,Fra Oxevognens plumpe Karm.Eet Secund hun hviled paa hans Arm –Og – var det Hændelse? – hun sank,Idet til Jord han hende satte,Med sit imod hans Ansigt nedOg strøifed med sin silkeglatte,Sin blege Kind hans Mund, der heedEn blussende Rødme efterlod;Den kort kun som et Lynblink stodOg med fordobblet Blegnen stred,Mens smidig hun af hans Arme gled!Den hele Kreds stod spændt og stum, –Sir John og jeg med aabne Munde, –Vort Øie mødte, og nu han kundeEi længer styre et sagte „Hm!“

Mødet med røveren har tydeligvis efterladt sig dybere erotiske spor i kvinden, end godt er. Hendes mand er alt for optaget af sig selv og af sin naive glæde ved at få hende tilbage og opfatter ikke, hvad der er foregået mellem hende og røveren. Mens ægtemanden ivrigt beretter om alle sine sår, sidder hans kone og betragter ham roligt, men mat og forstenet. Fortælleren konstaterer lakonisk:

Jeg saae ham smile og venligt nikke,Og pege paa sine mange Vunder,Men – det dybeste Saar – det saae han ikke!

Den bitre ironi i situationen er, at lorden af sit gode, men lidt indskrænkede hjerte selv har taget sin kone med til Syden, fordi han så, at hendes romantiske sind længtes bort fra de vante omgivelser på den engelske herregård. Som tak får han hende nu hjem med en endnu dybere og mere fortærende længsel i sig, så det, han tror er hendes befrielse, i virkeligheden er hendes tilfangetagelse. Man hører aldrig om deres videre samliv, men det er ikke tilfældigt, at „I et romersk Osterie“ kronologisk er nabotekst til „Bægeret“ og „Skriftestolen“.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Romancer og versfortællinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig