Maleren C.A. Jensen er mester for dette indtagende portræt fra 1832 af den tyveårige Sophie Hansen. Hun var samme år blevet forlovet med Christian Winther, fra hans side øjensynlig som en desperat afledningsmanøvre fra hans dybe, men ugengældte forelskelse i Alvilde Müffelmann. Digteren fortrød hurtigt sit engagement og sendte Sophie på ophold hos sin familie på Lolland, for at hun kunne lære lidt om husholdning i en præstegård. Her mødte Aarestrup hende og blev – modsat Winther – betaget. Hun siges at være inspiration til hans berømte digt „Der er en Trolddom paa Din Læbe“. Sophie Hansen døde ugift i år 1900.

.

Af alle Winthers arbejder var Hjortens Flugt (1856) længst undervejs. De første overvejelser over digtet havde Winther så tidligt som 1821, altså en række år før debuten med Digte. I et brev til kollegiekammeraten C.H. Visby den 10. oktober 1821 nævner han således, at han har planer om at skrive et historisk digt i ottaverim. Dengang var ideen at skrive om Svend Poulsen Gønge (Gøngehøvdingen) og adelsmanden Kaj Lykke. Også andetsteds omtaler han digtningen, som altså må have spillet en stor rolle for ham. Dette stof blev opgivet som grundlag for et epos, men genfindes i kortere form i træsnittet „Svend og Inger“. Langt senere, i 1848, skitserede Winther Hjortens Flugt, men det var først gennem et længere ophold på landet i 1854, at Winther endelig fik fred til at skrive værket, som det trods en afbrydelse lykkedes ham at afslutte, så det, der måske kan kaldes den danske romantiks sidste hovedværk, lå klar året efter. Hjortens Flugt er skrevet i Winthers elskede nibelungenstrofe, som han behandler med vanlig smidighed, og digtet er henlagt til unionskongen Erik af Pommerns regeringstid (1396-1439), men de egentligt historiske elementer i digtet er stærkt indskrænkede. Det er væsentligst kun den fra Saxo velkendte modsætning mellem den danske kongemagt og venderne, som afspejler sig i digtets brug af dem som et folkefærd, der tidligere (dvs. i Valdemartiden) praktiserede djævletilbedelse, og som fortsat gør det i digtets nutid, skønt nu i det skjulte.

Handlingen i Hjortens Flugt er langstrakt, kulørt og fuld af bifortællinger, men hovedlinjen i den lader sig skitsere. I 21 sange omgivet af et „Forspil“ og „Et Farvel“ fortæller eposet historien om et land, som er under en dæmonisk besættelse. Kongens elskerinde er den unge sigøjneragtige Dorrit, der altid bærer en slangeformet ørering i det ene øre. Hun, der i virkeligheden hedder Rhitra og er vender, fastholder kongen i en erotisk besættelse, der har trælbundet hans vilje; hun har dermed ikke blot skilt ham fra dronningen, men også i realiteten erobret magten i riget. Hendes eget begær har imidlertid bundet hende til den unge Junker Strange, den eneste mand, som er immun over for hendes tiltrækningskraft, fordi han af et rent hjerte elsker dronningens kammerpige, den adelige, men forældreløse Ellen. I jaloux raseri lader Rhitra Strange binde til ryggen af den samme kronhjort, der har optrådt som naturens vidne på de unges kærlighed. Derpå jages den rædselsslagne hjort ud over det sjællandske landskab. Samtidig forsvinder Ellen sporløst. Strange får efter et langt og udmarvende ridt gjort sig fri af hjorten, som imidlertid ender med at få den halskæde med sig, han har fået som kærlighedspant af Ellen. Dronningen sender den omvandrende trubadur Folmer Sanger, der på middelalderlig manér er hendes tilbeder på afstand, ud for at opspore det forsvundne par.

Gennem en række bihistorier bringes intrigen frem til sin lykkelige afslutning. Gulitza, Rhitras mor, afslører for Strange, at hun, der er vender, selv som ung er blevet bortført fra sit hjem og givet som offer til en frugtbarheds- og dødsgud, som i hemmelighed endnu tilbedes blandt venderne. Efter at være blevet misbrugt seksuelt igennem en række nætter, blev Gulitza kastet i havet for at dø, men hun overlevede og blev samlet op af en kristen fisker og sejlet til Danmark. Datteren er altså en dæmonisk skikkelse og kun halvt et menneske. Det er blevet tydeligt, idet hun allerede fra ung har udøvet en voldsom erotisk dragning på næsten alle mænd. Gulitza betror også Strange et okkult ritual, hvorved man kan få Rhitra til at afsløre sine hemmeligheder.

Undervejs træffer Strange også ved et tilfælde sammen med den aldrende ridder og adelsmand Peder Skjægge, kaldet Jernskjæg, der har været gift med Ellens mor, som han har dræbt, da han troede hende utro. Ellens familiemæssige baggrund er altså tvivlsom; og hun kan enten være et ægtefødt barn eller et resultat af en illegitim forbindelse, dette kan kun afgøres ved hjælp af den amulet, hjorten nu har, fordi den rummer en hårlok af moderens elskede: Jernskjæg var rødhåret, den formodede elsker lyshåret. Sammen arbejder Strange, Jernskjæg og Folmer Sanger på at befri landet for dæmonbesættelsen. Intrigen afvikles, som kortene lægger op til: Rhitra afslører under ritualets magt, at hendes magt ligger i hendes slangeformede ørering, og da den tages fra hende, mister hun sit greb om kongen, som – i det mindste midlertidigt – genforenes med sin dronning. Ellen findes og befries, og da det lykkes at få amuletten fra hjorten, afsløres det, at Ellens mor var sin mand tro. Jernskjægs hjerte brister, da han får nyheden.

Trods den ensdannede strofebygning gennem hele værket, er det lige så meget en romancekreds som et egentligt epos. De enkelte småhistorier og scenerier har en tydelig egenværdi og er ikke kun skrevet for at indgå i en større sammenhæng. Således indsætter Winther, kun ret løst knyttet til hovedhistorien, en kærlig hilsen til sine egne træsnit med sangen „Jørgen og Anna“, i sig selv et træsnit. En række af sangene udfoldes over langt mere plads, end deres vægt i den fremadskridende handling synes at berettige til, men netop dette er karakteristisk for Winther. Det er hans forelskelse i de konkrete detaljer, figurer, landskaber og lokale handlinger, der giver digtet dets liv.

Trods den idylliske udgang på digtkredsen er det ikke en betryggende verden, der tegner sig i Hjortens Flugt. Digtet har nok i hen ved 100 år været en hyppig konfirmationsgave, men læseren skal insisterende blive på overfladen, hvor de onde får deres straf og de gode deres løn, for alene at lære en opbyggelig lektie af digtkredsen. Kun Ellens og Stranges lidenskab er ubesmittet af lavere motiver. Selv mellem dronningen og Folmer Sanger er der en erotisk spænding, der blot mangler et lille skridt for at udløses. Samtidig er Ellen utrolig meget mindre interessant end Rhitra. Det er ikke givet, at vandkæmmede konfirmanddrenge i fjortenårsalderen ved læsningen udelukkende har fornøjet sig over Ellens dyd og slet ikke over Rhitras lokkende ynder. Rhitra er værkets egentlige centrum, og beskrivelserne af hende såvel som af hendes mors historie er dets højdepunkter. Det viser sig da også, at hun kun kan besejres, ved at hendes modstandere træder ind i hendes verden og bruger okkulte midler imod den okkulte kraft. Den kristendom, digtet bekender sig til, har ingen rolle at spille i løsningen af konflikten.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Hjortens Flugt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig