Romaneksperiment - Æbelø

Prægnant i Sophus Michaëlis' forfatterskab står de to eksperimenterende, halvt lyriske, halvt episke halvfemserromaner Vanemennesker (1892) og Æbelø (1895).

Vanemennesker danner en slags parallel til Knut Hamsuns Sult (1890) med dens idiosynkratiske overfølsomhedskult. Den former sig som en analytisk diskussionsroman, inspireret af Nietzsches omvurdering af alle værdier og Brandes' aristokratiske radikalisme. Igennem en række dialoger, som hovedpersonen, bibliotekarassistenten Titus Bøg, fører med sine venner, stilles hans skrydende menneske- og samfundsforagt til skue. Men det er samtidig en prosalyrisk roman, der mere foregår i en række rum end i tid. København skildres indefra med gadernes strøm af mennesker, ludernes boudoirer, etablissementernes absinttåger, borgerskabets kultiverede landejendomme og frodige væksthuse. Titus Bøgs egen københavnerlejlighed og sommerbolig beskrives som en slags psykiske refugier, hvori han drømmende kan trække sig tilbage. Han ser sig selv i ungdommeligt, besværgende overmod som et nietzscheansk Übermensch, der ikke tolererer nogen form for vanetænkning, personligt eller samfundsmæssigt. Han gør op med vanekristendommens slavemoral og klerikale hykleri, massernes slavearbejde, forskningens stræbsomme vanetænkning, vaneægteskabets gensidige ydmygelser, vanekunstens naturalistiske smørerier, pressens vanemæssige sensationslyst, vaneerotikkens åbenlyse dyriskhed, vanevenskabets falske tryghed, ja, selv bohemelivet beskrives som ydmygende og fornedrende vaner.

Titus Bøg mener sig i besiddelse af en ædende menneskeforagt og gennemskuende kynisme, men som hans dobbeltnavn – kejserligt og naturromantisk – signalerer, er han ikke entydig. Dybest set er han en nostalgisk drømmer, der længes efter at komme hjem til en form for orden, hinsides modernitetens omfattende nihilisme. Det kommer han til sidst, hvor han erstatter foragten for vanen med respekten for pligten og indser, at friheden er bundet til nødvendigheden. Hans vej til erkendelse går dels gennem mødet med den ny skønhed i form af billedkunstneren Munks malerier, der er hævet over virkeligheden – en syntetistisk maler formet over Mogens Ballins person – dels mødet med kærligheden i skikkelse af kvinden Dora. Romanen rummer et interessant tidstypisk eksempel på de sjælelige korrespondancer mellem mand og kvinde, hvis tiltrækning er grundet på tankens kraft alene. I en form for hypnotisk, tankemæssig telepati lokker Titus kvinden til sig gennem sommernattens tusmørke i en drømmesekvens, hvor de træffes i en „althengivende Kærlighed, hvor Sjælene mødes i et Favntag, mod hvilket Legemernes er for intet at regne“. Den platoniske forening mellem de to sjæle fæstner sig i begges sind som en erindring og dermed spirende længsel, der siden fører til en egentlig sanselig hengivelse i den reale verden.

Den sjælfulde kærlighed, betinget af afstand, tugt og længselsfuld tilbedelse, er også essentiel i middelalderromanen Æbelø. Hvor kvinderne i Vanemennesker indtager yndefulde, sanseligt æggende positurer, der kan genkendes i tidens franske salonmaleri, er det som at se prærafaelitten Janey Morris i Æbeløs skildring af lysfeen Gro, genstanden for den unge junker, Sølver Falks attrå: „Øjnene var uden Pupiller, uden Blik; naar de saa, var det som hvide Skyer gled frem fra en himmelblaa Baggrund. Om det fintbøjede Hoved dannede Haaret en Glorie af bleggyldent Solspind, der sitrede med fine glimtende Traade i den blidt bevægede Luft“. Hele romanen er holdt i middelalderlig folkevisetone, og spinder da også runevisen om „Hr. Tidemand og Jomfru Blidelil“ ind i handlingen, der formes som en lang bølgende arabesk over afstandskærlighedens forjættelser og savn.

Romanen beskriver igennem sine forvandlingsfigurer selve følelsernes forædling. Den stiller den rå maskuline darwinisme og gudsfornægtende herskermoral op over for den sværmeriske, guddommeligt forklarede naturtilstand, stedligt og rumligt formet som øen med paradisæblerne midt i en grum verden, omgivet af vand, uberørt som et refugium uden for tiden. Et sted for tilblivelse. Det er her, det første menneskepar Gro og Sølver til slut skal finde hinanden og føre slægten frelst igennem tiderne. Hele romanen danner en optakt til denne fuldbyrdelse, hvor Sølver må opgive sit darwinistiske jagtinstinkt, og Gros far, Sten Basse, sin herskesyge magtbrynde og sine brutalitetsidealer. Sølver vinder Gro for sit hjerte, da han kastes i fængsel af Sten Basse og fra faderborgens nederste kamre sender sjælelige lokketoner til Gro, der ubevidst fornemmer og modtager dem. Sølver lutres i mørket, frigør gradvist sjælen fra kroppens lænker og møder Gro på lige fod – det vil sige i kysk og ærbar fromhed. De to står i telepatisk kontakt med hinanden. Han drømmer hende hos sig, og hans drømmes tryllekraft er så stærk, at hun kommer til ham om natten som søvngængerske, drevet af længsler, der endnu ikke var „stegen fra Sjælens dybe Bund lig en Perle mod Lyset“. Gro bliver Sølvers inderligkære, da begges sjæle i en trinvis forædling er klaret af den store mester ved essen. Efter deres gedulgte møde i natten bærer Gro frugten af deres hengivelse i sit indre. Og da tiden kommer, føder hun barnet på Æbelø og spreder sit serafiske lys over en naturtilstand, hævet over blod, nerver og instinkt.

Æbelø er en realisering af Thor Langes og Valdemar Vedels middelalderidealisme og epokens religiøse tro på en magt, der rækker hinsides tidens biologiske, materielle og driftsdeterministiske krav. Romanens billeddannelser og lyriske sprogtone blev stilskabende, også inden for billedkunsten, hvor dens motiver foldes ud af Agnes og Harald Slott-Møller, Gudmund Hentze og Oscar Matthiesen. Og litterært dannede dens forklarede skabelsesmytologi efter år 1900 kimen i Johannes V. Jensens udviklingsepos Den lange Rejse. Romanen blev Michaëlis' første danske succes, og banede i kraft af adskillige oversættelser vejen for forfatterens internationale berømmelse. Han fulgte i 1901 succesen op med den lille renæssanceroman Giovanna, der også hylder den platoniske eros og opofrende kærlighed. Kærligheden, der købes med livet som indsats, er essensen i hans verdenssucces, det historiske melodrama Revolutions-Bryllup (1906) om kærlighed og pludselig død under Den Franske Revolution, mens den spektakulære historiske roman Den evige Søvn (1912) handler om Napoleons forfærdende, nederlagsmartrede tilbagetog fra Moskva i vinteren 1812. Også Napoleon er drevet af længslen efter lyset, men blindes af sneen og glider ind i „den evige søvn“, tolket som hvilen ved en ung fransk kvindes bryst, som han dier som et spædbarn. Alle halvfemsernes forfattere ender her ved den forklarede modergestalt, der bærer frelsen i sin lysende skikkelse.

I romanen fra det antikke Hellas, Hellener og Barbar (1914), fragter Michaëlis sin lys-lære tilbage i tiden til grækernes „kyske Solkroppe“ i atletisk våbenleg foran Thermopylæ, inden han til sidst skyder sine transcenderede lys-længsler helt ud i rummet. Allerede i Vanemennesker har hovedpersonen Titus Bøg en drøm om at flytte en koloni af mennesker til Månen, hvor de frigjort fra den jordiske kultur kunne udvikle „den sande Humanitet“. I Romersk Foraar lader han i digtet „Himmelskibet“ et luftskib rejse mod „fjerne Freds-Oaser“ for at søge „Beviset for Livets evig høje Harmoni“ og dermed hente en drøm om paradis tilbage til den jord, som har forspildt sine muligheder i krig, brutalitet og magttænkning. I Himmelskibet (1921) folder han tanken helt ud i et Jules Verne-lignende forsøg på en dansk science fiction-roman. Romanens neo-platoniske tanke er, at der på Mars findes et menneskeligt samfund, som en altødelæggende „syndkrig“ i forhistorisk tid har renset for jordens hærgende drift. Menneskene bærer ikke blod, men plantesaft i årerne og deres kærlighed, liv og død er smertefri, renset for de laster, der betinger det jordiske. I Himmelskibet er Æbelø med dens gudebørn fra søen i det danske landskab flyttet ud i himmelhavet – indtil Sophus Michaëlis effektfuldt bryder illusionen til sidst og afslører romanens vision som en hallucination under en gasforgiftning i 1. Verdenskrigs skyttegrave. Paradis er tabt, og halvfemsernes solgennemstrømmede Æbelø et gået under i det 20. århundredes moderne krigsteknologiske grusomhed.