Synet som sans

Sophus Michaëlis er repræsenteret med tre digte i Taarnet i 1893, der samme år optages i hans gennembrud som lyriker, Solblomster. Digtsamlingen er bevidst skrevet op imod Baudelaires onde mørke blomster i Les Fleurs du mal og danner som helhed en livgivende modpol til dekadencedigtningens lyriske primærskrift. Der er ikke tale om en fornægtelse, tværtimod, Michaëlis iklæder solidarisk sine digte hele dekadencens purpurfarvede klædebon og lader dem tindre af juvelbesat skønhed, men han gør det med et lysende erotisk nærvær, der vikler digterjeget ud af „Sjælens mørkesvøbte Afgrunds Skød“ („Sorg“) og lader den lyse. Solen skal – som hans elskede – være hans „Tvillingsjæl“ („Tvillingstjerner“).

Solblomster betegner et fængende anslag i forfatterskabet, hvor solen ses som den store livgivende moder i digtet „Sang til Solen“:

Sol, du elskede høje,Sol, du daarende varme,du slutter den hele Klodei moderligt milde Arme.

Og den lyriske solengel svinger flaget til en poetisk fanfare i digtet „Morgen“, der ikke står tilbage for Jakob Knudsens hymniske „Se, nu stiger Solen af Havets Skød“:

Kast i mit Hjerte dit blændende Lys,rens min Sjæl med det samme!Vær hilset, min Evigheds Morgengry,du døber med Livets Flamme!

Solblomsten beskrives i titeldigtet som den blomst, der har diet ved solens moderbryst og modtaget solens kys. Betegner digtsamlingen et gennembrud, er tendensen ikke ny i forfatterskabet. Allerede i Michaë-lis' debut, Digte (1889), lægger digter-jeget afstand til dem, der vil „døde Slægtens Drift og Levevilje“ og gør sig „til Gud den stærke Sol, som pløjer Livet fra Pol til Pol“. I Solblomster er der en suite af digte, hvori der gøres op med den dekadente selviagttagelses Medusa-hoved og kvindens vampyriske vrangbillede for i stedet at lade lyset brænde rensende igennem. I digtet „Sol paa Sne“ sammenlignes kunstnerens eget værk med en sneskulptur, der intet er i forhold til den glødende kugle i verdensaltet, hvis rige sjæl gennemtrænger alt, og hvis fantasi er så stærk, at den smelter den kunstneriske ambition om at skabe noget for evigheden.

Livet anskues i stedet som en dionysisk rus, hvor digter-jeget støbes af solens flydende guld og finder sin form i besværgende deklamationer: „Jeg er saa stærk, at jeg aldrig kan dø“ („Livets Rus“). Ild og is, krop og sjæl, mødes i digtsamlingen, hvor jeget er „luende som Lyn“. I en kosmisk inkarnation former solen sig i sommerens tordensvangre natur til et billede af den sanselige jordiske kvinde. Hun er digter-jegets øjenlyst, hvis „solkrop“ afklædes med nydende metaforer i apoteosen „Solskin“, hvor synet forvandler sig til sans:

Saa slænger jeg da Tæppet brat til Sideog blotter hendes søde Liv for Solen,der i et hedt og gyldent Favntag slutterdet fine Legem i en salig Regnaf blanke Kys og tænder op i Hudenet Farvespil i blodig Skønheds-Skala.Se, hvor den kysser Fodens Spids og skinneri Neglens skønne rosenklare Onyxog flimrer over Læggens hvide Svulmenog flyder over Knæets glatte Skal;ad Lændens Runding løber Lyset letog hviler først paa Barmens trinde Højder,hvorfra det skuer nedpaa Underlivets fagre Slette,hvis fine Dunflor kaster gyldne Gnister.Se, Læben er som rød Koral og fugtig endaf Drømmenattens lette Dugg. Og underto Silkeskyer er skjult to Stjernesole,saa stærke som i Mennesket kan tindre,to Stjerner, som har gjort min Nat til Dag.

Den kosmiske indskrivning af solenergien som forløsende faktor fortsættes af Michaëlis i Livets Fest (1900). Digtsamlingen er et ambitiøst forsøg i Gautiers og Huysmans' ånd på at skabe en række poetiske billedlæsninger, hvor digteren skaber en korrespondance mellem billedkunstens udtryksformer og digtets metaforer. Bogen er dediceret til kunsthistorikeren Julius Lange (1838-96), der i en parallelbevægelse til Georg Brandes åbnede den europæiske dannelseshorisont inden for faget kunsthistorie og på Kunstakademiets billedskoler. En række af digtene er viet til lyriske billedbeskrivelser af Michelangelos slaver i Firenze, Verrocchios rytterstatue i Venedig, Athena Lemnias antikke marmorhoved i Bologna, Tizians maleri Den hellige og den profane kærlighed i Villa Borghese i Rom, Mester Stephans Madonna-tavle i Køln og endelig Rembrandts billedsuite Nattevagten, David spiller for Saul, Dr. Deijmanns anatomiforelæsning og portrættet af Hendrikje Stoffels fra henholdsvis Rijksmuseum i Amsterdam, Mauritshuis i Haag og Eremitagen i St. Petersborg.

Det er ikke overraskende lyset i Rembrandts maleri, der fascinerer Michaëlis, dette indre glødende lys, der vidner om billedernes sjæl og i tilfældet Hendrikje Stoffels om solgennemstrømmet sanselighed. Og som religiøs lidelsesmetafor anskues det gustenhvide lig under Dr. Deijmanns kniv som en Kristus-allusion. Michaëlis har også blik for den milde Madonna i Køln, der bærer lykken og endnu ikke lidelsen i sine arme. Men ellers er det Michaëlis' særlige vitale blik for at bringe kroppen i spil som solkraftens inkarnation, der kendetegner hans mest prægnante billedlæsninger af Michelangelo og Verrocchio. Michelangelos slaver, der i blind lyslængsel vrider sig fri af stoffet og rejser sig som et tog af titaner for at rane det himmelske lys. Og Verrocchios hærfører Colleoni, der ikke er af fin de siècle-tidens „Nerve-Adel“, men af renæssancens „Næverets-Adel“:

Hans Hjerne er Flamme, hans Hjerte er koldt,hans Blik er af Bly, hans Øjeen gloende Bolt.

Der er en isnende nietzscheansk overmennesketanke på færde i Michaëlis' solsejrende kunstforståelse, og hans egne første oversættelser fra Nietzsches Zarathustra-værk til Ny Jord i 1889 er således ikke langt borte. Det er lysets sejr over mørket og menneskets sejr over sig selv, der i Livets Fest finder sin legitimitet blandt renæssancens frigjorte mestre. Kraften i kroppen sammenlignes af digteren med klodens i rummet i „Rotation“, hvor poesien forløses i en kosmisk skabelsescentrifuge:

Hej, rosensmykket farervor Klode gennem Rummet,til alle Livets Skareri Døden er forstummmet.Og Solen slaar sit Bælteaf Guld om Jordens Lænder,og Solen avler Helte,der blanke Vaaben spænder.

Sophus Michaëlis kom både under og efter ægteskabet med forfatteren Karin Michaëlis fra 1895 til 1911 ud på lange rejser. Det resulterede i rejsedigtene Palmerne (1904) fra hans jordomrejse, Blaaregn (1913) fra hans rejse til Kina og Japan og endelig Romersk Foraar (1921). Solkuglens lys gennemstråler alle digtene og kendetegner det karakteristiske dobbeltgreb, der er Michaëlis': på en gang sindsudvidende at åbne det kosmiske rum og fortættet at koncentrere det kosmiske lys i de mest intime kamre. Skreddet i epoken fra tid til rum, fra den ydre verden til den indre, fra natur til krop, skriver han frem i den lyriske tolkning af Hammershøis interiører, som i den berømte af Støvkornenes Dans i Solstraalerne (1900), der synes at få en særlig affinitet som rummet, hvor det store uafsluttelige sluttes inde i vindueskorsets himmelfang. Kosmisk himmellys fortættet som violette stave af små, atomare støvpartikler:

Ind i det nøgne Kammeret Net af hvide Flammer,Solilden til at gribei denne brede Stribe– al Evighedens Glansi Støvets Klodedans!