Romanviser

En træklods med en herre, en klods med en ædel jomfru og en med et afslutningsornament. Så er forsiden klar til skillingstrykket fra ca. 1578 med den over 200 strofer lange, men langt fra sørgelige vise om Terkel Trundesøn og stolten Adelus. Primitivt, men effektivt og elsket siden midten af 1500-tallet.

.

Som navnet angiver, er disse viser hele små romaner, selv om de overholder de formelle krav til en folkevise. Bedst kendt er formentlig visen om „Axel og Valborg“, en vise, som Adam Oehlenschläger i 1810 skrev en tragedie over. Flere af romanviserne er på over 200 strofer; og et fællestræk for dem er, at de handler om kærlighed, gerne ulykkelig. De mange strofer bliver brugt på flere små afsluttede handlinger, ikke til uddybende beskrivelser af personer eller miljø. Flere af de mange små episoder kan således hver for sig udgøre en hel lille vise.

Romanvisen „Terkel Trundesøn“ (DgF 480 fra bl.a. Dronning Sophias visebog og Jens Billes håndskrift) har også eksisteret som skillingstryk, hvad der understreger dens popularitet. Her er konflikter og dramatiske højdepunkter nok til en hel føljeton: Vi har to elskende, der ikke må få hinanden, et tvangsægteskab mellem heltinden og en gammel greve, en stedfortrædende brud på brudenatten, udsendelse af den mandlige og mandige helt til en uriaspost på Island. Heltinden må også lide den tort at pynte den brud, hendes elskede lader sig overtale til at ægte. Til gengæld dør heltindens gamle påtvungne ægtemand, som også har finansieret en løsesum til at frikøbe den fangne helt, tids nok til, at hun efter et sørgeår kan ægte sin elskede, da hans hustru bekvemt nok i mellemtiden er død i barselseng. Heltindens slægt opgiver efterhånden sit forbehold overfor giftermålet, så efter mange forviklinger kan de elskende endelig få hinanden.

Visen begynder med den altbestemmende fader, der haster et bryllup igennem med den mand, han har valgt til sin datter. Da Adelus ikke er jomfru, får hun et problem på bryllupsnatten, men det ordner den allestedsnærværende terne Elene:

Det var sildig om aften,da havde de rådt det så:Ellene gik til brudeseng,og Adelus hun gik fra.(…)Det var årlig om morgen,da havde de rådt det så:Adelus gik til brudeseng,Ellene hun gik derfra.

Omkring 100 strofer senere, da alt er ved at falde på plads for de elskende, og familiens uvilje mod Terkel er forsvundet, har Adelus mod eller overskud til en overlegen bemærkning til faderens ændrede holdning:

Det var stolten Adelus,hun på hendes fader så:„alt er det den samme svend,I haver forsvoret, jeg skal aldrig få.“

En sådan holdning giver grund til at formode, at visen er sen. Det unge slægtled formår her uden tragiske konsekvenser at insistere på kærligheden mod slægtens vilje. Holdningen understreges af slutstroferne, der ud over at bestå af de sædvanlige „de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende“-strofer også angiver fortællerens vurdering. Den lyder med associationer til Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren (1829):

Det er stor angest og stor harmog halve mere kvide:at skille dennem ad,som gerne tilsammen vil blive.

Selv om helt og heltinde har haft et uægteskabeligt forhold og rask væk lyver, når der er behov for det, får kærligheden her næsten mere end den ret, der tilkommer den. Visen har skabt et rum for drømme, der måske har været behov for på en tid, hvor det ikke tilkom pigerne at have medindflydelse på, hvem de skulle giftes med.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Romanviser.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig