Sædelighedsfejden

Den sidste store fejde om det moderne gennembruds program kom lige så overraskende for Brandes som reaktionen på hans første forelæsninger. Den blev udløst af Bjørnsons drama En hanske, men baggrunden var, at den liberalistiske samfundsfilosofi manglede forståelse for kønsforskellens betydning og familien som social institution. Stuart Mill hævdede i Kvindernes Underkuelse, at hustruens forhold til ægtemanden mindede om fortidens vasallers og slavers forhold til deres herrer. Han anså kvindeundertrykkelsen for en af de vigtigste hindringer for menneskehedens fremskridt og argumenterede for „fuldkommen Lighed uden Privilegium eller Magt for noget af Kjønnene“. Det var et angreb på mandens juridiske og økonomiske magt over hustru og børn, men ikke på familien. Ægteskabet skulle bevares, men det skulle bygge på en frivillig forbindelse. Mand og kvinde skulle leve sammen som „de i Forretninger Associerede“. Stuart Mill anfægtede ikke kønsforskellen. Han hævdede, at man ikke ved noget om, hvori den består, fordi man kun kender kvindeligheden i form af den kvinderolle, som patriarkatet har påtvunget kvinderne. Den frigjorte kvinde ville efter hans mening naturligt vælge husmoderens arbejdsområde, hvis hendes ægtemand var efter hendes hjerte. Ægtefællerne skulle dele arbejdet imellem sig „efter almindelig Skik“ og overlade „Manden at erhverve Indtægterne og Kvinden at sørge for de huslige Udgifter“.

Den romantiske kvindetype, som intimsfærekulturen havde skabt, var efter Stuart Mills mening udtryk for en deformeret kvindelighed. I forordet til sin oversættelse af Mills bog sammenlignede Brandes kvinderollen med kineserindernes sammensnørede fødder:

Vi behandle vore Kvinders Aand som Chineserne deres Kvinders Fødder, og som Chineserne udføre vi denne Operation i Skjønhedens og Kvindelighedens Navn. En Kvinde, hvis Fødder have voxet sundt og frit, forekommer en ægte Chineser og især en ægte Chineserinde ukvindelig og uskjøn.

Mill levede størsteparten af sit liv i et platonisk kærlighedsforhold til Harriet Taylor, der var gift med en tålmodig forretningsmand og mor til tre børn. Hendes utilfredshed med den uinteressante ægtemand og Mills beundring for hendes intellektuelle evner var en afgørende inspiration for hans bog. Hun var hans medarbejder i tyve år, før de efter hr. Taylors død kunne gifte sig. At opløsningen af familien og kønsrollerne ville føre til promiskuitet, skilsmisser, enlige mødre og uforsørgede børn indgik ikke i Mills overvejelser.

Brandes' begejstring for Stuart Mills ideer om kvindeemancipation havde en tilsvarende personlig baggrund. Han havde som 23-årig indledt et forhold til den knap ti år ældre Caroline David, der havde mand og seks børn. Hun forlod sin mand fuld af beklagelser over hans bruta-litet og seksuelle misbrug af hende, et halvt år før Brandes kastede sig over oversættelsen af Mills bog. I modsætning til Mills og Harriet Taylors platoniske og intellektuelle forhold var Brandes' og Caroline Davids forhold erotisk og lidenskabeligt. Han så Mills bog som et indlæg for kvindernes følelsesmæssige og seksuelle frigørelse snarere end for deres intellektuelle og sociale selvstændighed.

I 1870'erne var seksualitet et tabueret emne, men usædelighed og prostitution diskuteredes livligt. Straffeloven af 1866 havde gjort det til en politiopgave at føre tilsyn med de prostituerede, politivedtægten indeholdt bestemmelser om, hvor de offentlige huse måtte indrettes, og hvilken lægekontrol de indskrevne kvinder skulle underkastes. Tilhængere af den kontrollerede prostitution var ofte læger og jurister, hvis synspunkt var, at eftersom usædelighed ikke kan forhindres, må den af hygiejniske grunde kontrolleres. Modstanderne kom fra kristne kredse, der anbefalede mænd at holde deres kønsdrift inden for ægteskabets rammer og ønskede et forbud af hensyn til moralen og de prostituerede. I 1879 dannedes Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed med Indre Mission som den drivende kraft. Virksomheden blev i 1886 udvidet med Midnatsmissionen, der henvendte sig direkte til kunderne uden for de offentlige huse og appellerede til deres samvittighed.

I 1879 bragte Gertrude Coldbjørnsen og Et dukkehjem igen kvindeemancipationen frem i den offentlige debat. Erik Skrams Gertrude og Ibsens Nora vender hver på sin måde ægteskabet og samfundsmoralen ryggen for at udvikle en personlig identitet. Gertrude forlader sin mand for at finde sig selv i et kærlighedsforhold. Nora forlader sin mand for at blive økonomisk selvstændig.

Bjørnson, der først havde været en arg modstander af Brandes' ateisme og europæiske orientering, var slået om bl.a. under indtryk af Brandes' bog Søren Kierkegaard (1877) og havde vendt sig kritisk imod kirken og teologien. I en artikel i Dansk Folketidende tilsluttede han sig adressen, der beklagede Brandes' farvel til København. Samtidig udsendte han fortællingen Magnhild (1877), der blev læst som et indlæg for fri kærlighed, og dramaet Leonarda (1879), som forsvarede skilsmisse. Dermed havde han stillet sig på det moderne gennembruds grund.

I 1879 skrev han til Amalie Skram, at for meget åndelighed ødelægger den fysiske kærlighed. Det er sædelighedslovene, der skaber usædeligheden, „underholder vore bordeller, vore hæmmelige synder og sygdomme“. Seksualiteten burde frisættes og problemet med børnene overlades til de frigjorte kvinder:

Den fri sædeligheds videnskabsmænd vil intet ægteskab have uden det, parterne sælv har lyst til at holde. For dem er hovedsagen, at kvinnen har sædelig kraft nok til intet barn at sætte ind i værden, før hun sælv helt og holdent kan ernære det. Først da har hun mannens fulle agtelse. (…) Æfter den nye sædeligheds-lov kommer under hine ny forudsætninger kvinnen til at forvalte hele sædeligheds-moralen. Og dette er vor frælse!

Med En hanske skiftede Bjørnson imidlertid igen standpunkt. Under påvirkning af malthusiansk litteratur om overbefolkning og efter en Amerikarejse, hvor en kvindelig anatomiprofessor havde fortalt ham, at kvinder har lært at styre deres kønsdrift, skønt den er seks gange større end mænds, besluttede han sig for, at kvinderne ikke længere alene skulle bære ansvaret for moralen. I stykket erklærer heltindens forlovede, at skønt han selv har haft et forhold til en gift dame, ville han aldrig gifte sig med en kvinde, der havde tilsvarende erotiske erfaringer: „Ingen hæderlig mand vælger en kvinne, på hvis fortid han ikke er tryg. Ingen!“ Denne åbenlyse ulighed får hende til at kaste sin handske i ansigtet på ham og bryde deres forlovelse. Stykket blev en fiasko ved førsteopførelsen i Hamburg, hvor publikum tog mandens parti, og det blev ikke opført i Norden.

I 1885 udsendte Brandes Kvindernes Underkuelse i en ny udgave med et forord, der i forlængelse af Friedrich Engels' Familjens, Privatejendommens og Statens Oprindelse (1884, da. 1888) påviste, at den patriarkalske familie ikke, som Stuart Mill havde troet, var den oprindelige. I ursamfundet parrede stammens medlemmer sig i flæng, og børnene tilhørte mødrene. Det var udviklingen, der havde skabt den patriarkalske familie, som fratog kvinderne myndighed over børnene og påtvang dem monogami. Brandes understregede sit synspunkt, at kønslivet burde være en privat sag, hvorfor samfundet i højere grad må tage sig af børnene. Kvindernes økonomiske frigørelse er en nødvendighed, men når det gjaldt stemmeretten, tog han forbehold. Her ville et „Betimelighedshensyn“ være „nyttigt, skjønt vistnok ikke retfærdigt“, mente han, fordi kvinderne i de romanske lande ville støtte den „religiøst-politiske reaktion“.

Et nærmere studium af den tyske filosof Johann Jakob Bachofens Das Mutterrecht (1861, Moderretten) foranledigede Engels til i den udvidede fjerde udgave af familiehistorien fra 1891 at tilføje, at overgangen fra urtilstand til „parringsægteskabet“ mellem én mand og én kvinde var et resultat af kvindernes brændende ønske om „retten til kyskhed“, og at det ønskes opfyldelse havde kostet dem myndigheden over børnene. Et sådant kyskhedsønske lagde Bjørnson til grund for omarbejdelsen af En hanske, som i den nye version blev opført på de nordiske nationalscener i 1886 og 1887. Lighedskravet var nedtonet til fordel for kravet om, at manden skulle lære at beherske sine drifter. Bjørnson havde udviklet en teori om energiens konstans: „Kraften gaar hid eller did. Til hjernen eller til – forplantningen. Der er bestandig bare et vist maal kraft tilstede, det bare kommer an paa, hvor kraften bliver lokaliseret. Til det høieste eller til det laveste“. Kraften kunne enten bruges til seksuel fornøjelse eller ægteskab og arbejde, og her måtte man prioritere det sidste, mente han.

Ideen om fri seksualitet som en ødslen med energi var i direkte modstrid med radikalismens synspunkt. Hans Jægers roman Fra KristianiaBohemen (1885) beskriver unge mænd, der nedbrydes fysisk og psykisk af seksuel afholdenhed, og Christian Krohgs Albertine (1886) handler om en livsglad sypige, der forføres af en embedsmand i sædeligheds-politiet og ender i prostitution. Begge bøger blev beslaglagt ved udgivelsen. August Strindberg skildrede det svenske bohememiljø i Röda rummet (1879) og angreb i Giftas (1884) både Ibsens forventninger til kvindeemancipationen og Bjørnsons krav til sædeligheden. En retssag frikendte ham for blasfemi.

Kritikken af kvindeundertrykkelsen var rettet mod de patriarkalske samfundsinstitutioner, men det ændrede syn på kvinden truede også den mandlige selvforståelse og rejste en magtkamp mellem parterne i det private kønsforhold. Det var temaet i Strindbergs naturalistiske dramaer Fadren (1887, da. 1888) og Fröken Julie (1888, da. 1889). I det første ender den strunke militære ægtemand i spændetrøje, da hans hustru rejser tvivl om, at han er far til deres datter. I det andet forveksler en adelsfrøken klasse- og kønshierarkiet. Hun tiltager sig i faderens fravær den gamle herremandsret over tyendets seksualitet og forfører hans tjener, men overskridelsen af kønsrollen betyder, at hun har fortabt sin sociale position og må tage sit eget liv.

Arne Garborgs roman Mannfolk (1886) handlede om sammenhængen mellem seksuel frigørelse og ægteskabskritik. „Mannen er Forsyrgjar, og han skal skaffe; skaffe, skaffe, skaffe! Dokka ho sit paa sine Bolster blaa, ho, berre krev, krev, krev“ (Manden er forsørger, og han skal skaffe; skaffe skaffe, skaffe! Dukken, hun sidder på sine blå puder, og hun bare kræver, kræver, kræver). Radikalismens ideal var kammeratskabs-ægteskabet, hvor mand og kvinde var ligestillede med hver deres penge: „trufast Kjærleik til Kjærleiken slokna; ærlege Fraasegnir naa so langt leid“ (trofast kærlighed til kærligheden slukker; ærligt at sige fra når det kommer dertil). I denne kamp for individuel frihed var der ikke plads til børnene: „Gjenta inn paa Hybelen; (…) Ungane skulde ein skikke heim til ho Mor“ (Pigen skal ind på hyblen; (…) ungerne kan man sende hjem til hendes mor), skrev Garborg.

I et essay om Garborgs første romaner i Tilskueren januar 1885 tilsluttede Brandes sig kravet om et friere kærlighedsliv med bemærkningen om, at „Askesen, som den for Øjeblikket øves af det store Flertal blandt de højere Stænders ugifte Kvinder, er en Ulykke, en naturstridig Ting, et Offer, som mange Gange bringes en værdiløs Fordom. Driftlivet er og bliver Jordbunden for Fantasiens og Skjønhedens Blomst ikke mindre end for giftige og stinkende Vækster“.

De kvindelige forfattere var i begyndelsen betænkelige ved realismens nærgående skildring af kvinderne og kritik af ægteskabet. Anna Margrethe Krebs' roman To Familiers Historie (1873) er et frontalangreb på livet efter „“Den frie Tankes“ Kogebog“, hvor kønsforholdet er degraderet til en lyststyret forelskelse, og Magdalene Thoresens drama En opgaaende Sol (1881) kritiserede opportunismen og pengebegæret i det moderne byliv. I 1880'erne overtog forfatterinderne imidlertid realismens og naturalismens kritiske blik på ægteskabet og kvinderollen i form af bitre skildringer af kvindens begrænsede udfoldelsesmuligheder. Heltinden i Amalie Skrams Constance Ring (1885) desillusioneres i forhold til mænd og elskere, hvorefter hun som Flauberts Madame Bovary tager gift. I svensk litteratur kritiserede Victoria Benedictsson i Pengar (1885) tilsvarende kvindens indespærring i ægteskabet, men med selverhverv som et mere optimistisk perspektiv. Den selverhvervende kvinde og enlige mor viste sig første gang som synsvinkelbærer i Erna Juel-Hansens Sex Noveller (1885), der var dediceret til Georg Brandes.

Dansk Kvindesamfund tog sædelighedsspørgsmålet op i marts 1887, hvor Elisabeth Grundtvig, N.F.S. Grundtvigs barnebarn, som havde redigeret foreningens blad Kvinden og Samfundet, indledte diskussionen med foredraget „Nutidens sædelige Lighedskrav“, der blev trykt i bladet. Hun argumenterede for, at mændene skulle gøre som kvinderne, enten tilfredsstille deres drifter i et livslangt kærlighedsforhold eller omforme dem til menneskekærlighed og arbejdsglæde. Det ville skabe et samfund uden forførelse, voldtægt, prostitution og hjemløse børn.

Radikalismen krævede friere seksualitet også på de undertrykte kvinders vegne. Elisabeth Grundtvig vendte argumentationen om og krævede troskab og kyskhed af mændene for at sikre også deres lykke. Hun flyttede interessen fra det enkelte individs lyster til familiens og samfundets trivsel og gjorde derved indirekte opmærksom på, at en umiddelbar frisættelse af den kvindelige seksualitet var urealistisk, fordi kvinderne ikke kunne stå alene med forsørgerbyrden for sig selv og deres børn, når de i generationer havde været berøvet al økonomisk og social selvstændighed. Brandes' voldsomme reaktion på foredraget i en serie artikler i Politiken viste, at hun med sit enkle ræsonnement havde sat fingeren på det ømme punkt i den kulturradikale modernitetsfilosofi, som det uafklarede forhold mellem individ, familie og samfund udgjorde.