Salmen som retledning - de første danske salmebøger

Kommer man fra Palladius' karakteristik af den nye genre til de salmer, der digtes i perioden, bl.a. af Palladius selv (de fleste er oversættelser eller omdigtninger af ældre salmer), er det imidlertid ikke det euforiske udtryk for glæde over forløsningen, man møder, men derimod en belærende indskærpelse af den nye tros grundsætninger. Palladius' udsagn om genren er talt ud af en bevidsthed, der har tilegnet sig den nye tro og befinder sig inden for dens rammer. De nye salmer, der skrives, taler derimod til en menighed, der endnu står på tærsklen og først skal ledes frem til denne tro. Menigheden skal belæres, og fremstillingen er tynget af en pædagogisk bekymring, der anstrenger sig for at forklare og begrunde alt.

Den katekiserende tendens er tydelig, når man sammenligner „Den gamle christelige dagvise“ („Den signede dag med fryd vi se“), der er overleveret fra katolsk tid, med Palladius' bearbejdning, „En ny Dagevise“. Den gamle vise spejler naturens fænomener med en friskhed, så man sanser Guds livgivende tilstedeværelse i skaberværket.

Den lille Fugl han fluer saa høyt,Og Vejret bær under hans Vinge,Det er fuld ondt med liden MagtMod høje Bjerg at springe.De Strømme de runde saa frydeligOp under de grønne Linde.

I Palladius' bearbejdning koagulerer oplevelsen til et skematisk læredigt, der genfortæller og udlægger skabelsesugen. Formanende påpeger digtet, hvor hensigtsmæssigt Skaberen har tilgodeset menneskets materielle behov.

Den femte Dag, o Skabermand,som Torsdags Navn monne have,Fugle i Sky og Fisk i Vand,Saa herlige Skænk og Gave,Skabte Du til Menneskens MadI Vejr og Vand at flyde,Paa det Mennisken kunde dem faaTil Mad og Kost at nyde.

Det er den bibelformidlende linje, de tidlige salmer helt overvejende følger. Med bibelhumanismens udbredelse var Bibelens ord blevet den sande prøvesten for ret kristendom, når modstridende læresætninger skulle vejes mod hinanden. Ved herredagen i København 1530, hvor den gamle og den nye kirkes repræsentanter stod stejlt over for hinanden, og hvor tvisten endnu forekom uafgjort, nåede man dog frem til at beslutte, at al forkyndelse skulle hvile på Bibelens budskab, og at den, der gik derudover, skulle drages til ansvar. Denne praksis gav det lutherske parti tidens vind i ryggen og en selvsikker styrke i debatten. Det opfattede da heller ikke sin forkyndelse som agitation for et specielt teologisk standpunkt, men som en frigørelse fra en tilgroet og vildtvokset kirkelig tradition – og en tilbagevenden til den rene kilde, Guds klare ord, som vi umiddelbart kan møde det i det hellige evangelium.

Denne linje fremhæver den første danske salmebog i sin titel: Een ny hadbog med Psalmer oc aandelige loffsange, wddragne aff then hellige schrifft, som nw y then Christne forsamling (Gud til loff oc mennisken til salithed) siunges. Den blev i 1528 trykt i Malmø (ved siden af Haderslev og Viborg et af den lutherske bevægelses vækstcentre) på initiativ af Klaus Mortensen Tøndebinder, assisteret af Hans Olufsen Spandemager, heraf navnet Malmøsalmebogen.

Bogen er forsynet med en oversættelse af Luthers forord, foretaget af Klaus Mortensen må vi tro, men spækket med endnu flere bibelhenvisninger. Samhørigheden mellem den nye genre og den hellige skrift kunne ikke understreges nok.

Salmebogens indhold er gennemgående dogmatisk pointerende i en tør og billedfattig pædagogisk fremstilling. Kun Luthers salmer skiller sig ud ved at forbinde et personligt oplevet frelsesdrama med en teologisk livstydning. Kravet om, at en salme skal give en oplevet og levende fremstilling af evangelium og trossandheder, hører en senere tid til og har ikke haft betydning for salmernes hastige udbredelse. Salmebogsudgivelserne fulgte i tiden hurtigt efter hinanden. Efterspørgslen har været betragtelig. Bogtrykkerne konkurrerede indbyrdes med titler, der lovede „nye“ og „forbedrede“ udgaver, hvilket blot betød flere salmer, ofte blot flere oversættelser af samme salme.