Godt halvtreds år inden Jensen modtog Nobelprisen, debuterede han med et par symbolistisk inspirerede digte. Det var dog først med romanen Danskere (1896), at han gjorde sig bemærket. Den handler om rusåret, som han netop selv havde lagt bag sig, og om den unge provinsstudents møde med København og dens moderne storbymiljø. Den slags havde man hørt om før af blandt andre det moderne gennembruds mand Peter Nansen i hans føljeton Fra Rusaaret (1892) og af symbolisten Johannes Jørgensen i En Fremmed (1890) samt i det hav af dannelses- og udviklingsromaner, som havde set dagens lys i løbet af 1800-tallet. Men der var noget i stilen, som slog anmelderne og forargede og imponerede dem. Jensen udtrykker sig her med en illusionsløs råhed, der dækker over en udpræget overfølsomhed og nærtagenhed. Hovedpersonens idiosynkrasi viser sig i forhold til en jovial borgermand med et rødt hoved, der ser ud, som om det er „modelleret af en Slagter i Oksekød“. Alle de drømme og forhåbninger, det unge menneske har haft til byen og dens frigjorte litterære og kulturelle ånder, bliver gjort til skamme: „Der var intet under Fladen, uden hvad man selv løj den paa“. Det eneste, der står tilbage efter det desillusionerende møde, er den kraft, som Georg Brandes inkarnerer, når han holder foredraget „Om Nationalisme“. Han slynger sine provokerende bemærkninger om den danske middelmådighed og sin opsang til danskerne lige i synet på folk. Det er en kraft, hovedpersonen og Jensen har respekt for, men som de begge har svært ved selv at mobilisere.

Netop dette problem tager Jensen op i sin anden roman Einar Elkær (1898). Titlen er som et ekko af J.P. Jacobsens Niels Lyhne (1880) og forholder sig da også til den. Hvor Niels Lyhne ender med at dø, fordi han ikke kan klare den meningsløshed, som manglen på en guddommelig orden og det nationale nederlag hensætter ham i, så er det Einar Elkærs og hans generations opgave at leve på netop disse præmisser. Det gælder om i pagt med Friedrich Nietzsches maksime om omvurdering af alle værdier at skabe et nyt menneske – og en ny litteratur. Tidens menneske sammenligner Einar Elkær med „vor Tids Arkitektur“, der er „Variationer af Rudimenter – en dorisk Søjle sidder midt paa Maven af en kaldæisk Peristyl, en gothisk Løve brøler fra Toppen af en byzantinsk Flagstang“. Dette stærkt sammensatte menneske med „alt for mange Dispositioner“ af især ældre karakter er som en bastard, og det er både godt og skidt. Godt, fordi det trækker på en mangfoldighed af former, skidt, fordi det også trækker på en udlevet tradition af værdier og normer. Kan det ikke lægge denne dødvægt af tradition bag sig, går det til grunde.

De udlevede normer kan Einar Elkær imidlertid ikke gøre sig fri af, uanset hvor meget han forsøger at tænke dem ud af sit liv. De gør det af med hans ellers så naturlige forhold til kærligheden og døden og kroppen. Som et hypersensitivt nervemenneske a la Knut Hamsuns helt i Sult går verden ham på. Han kan ikke holde den på afstand og få styr på den og ikke reflektere sit forhold til den til bunds, så han kan få fast grund under fødderne. Einar Elkær består ikke opgaven, men ender med at tænke sig ihjel, så den efterfølgende sektion viser „blød Hjærne“. Han er et mislykket „overmenneske“ i en degenereret krop.

Einar Elkær udtrykker midt i sin uhyre selvrefleksion og moderne nervesvækkelse et „Haab om Usplittethed“, og romanen viser momenter af et vitalt liv i pagt med naturen, hvor både Einar Elkær og hans kæreste Betty er i fuld harmoni med kønnet, kroppen og døden. Men de unges ideale tilstand ødelægges af den ældre generation og senere af dem selv. Betty kan ikke styre sin lyst, men hengiver sig til andre mænd, og Einar er handlingslammet af mangel på mandig selvbevidsthed og angst for det kvindelige køn.

Einar Elkær udtrykker en identitetskrise, som forbindes med det moderne gennembrud, der nok i en vis forstand fik sat mennesket frit, men som ikke gav det nogen retning og noget mål. Målløsheden, som her beskrives med fatale konsekvenser, bliver til et væsentligt tema både i Jensens forfatterskab og for hans tid. Noget er udlevet og færdigt, men noget nyt har ikke for alvor foldet sig ud. Det gælder også den dannelses- og udviklingsromangenre, som Jensen skriver i. Den er der som en form, han overtager, men også en form, hvis indbyggede individualistiske menneskesyn ikke er fuldgyldigt mere. Verden er ikke nogen roman længere, som Jensen udtrykker det i 1923. Hvad den så var, kan man se Jensens forfatterskab som en søgen efter og en række svar på.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Selvrefleksioner - de tidlige romaner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig