Johannes V. Jensen i 1902. I vinteren 1902-03 boede han i Chicago og skrev rejseartikler til den lokale avis Den danske Pioneer og dramaet Trods, der blev sat op som dilettantteater. Jensen tænkte på at bosætte sig i USA og besøgte landet adskillige gange i løbet af sit liv, men „Fristaterne“, som de blev kaldt, blev i stedet et ideal, som han påkaldte sig i sin kritik af det aldrende Europa. I USA fandt han den rå ufordærvede livskraft, som han spillede ud mod den dekadente europæiske finkultur.

.

Johannes V. Jensen (yderst tv.) deltog i et tysk jagtselskab i Singapore 1902. Iført tropetøj og i koloniherrestil er den hvide mand linet op med malajerne som tjenere.

.

Begrebet interferens rummer essensen af Johannes V. Jensens digtning, livssyn og biografi. Stilarter, genrer, medier, følelsesregistre og fortolkningsmåder tørner sammen, beriger og dementerer hinanden. Han voksede op og skrev i en brydningstid, hvor det gamle agrare samfunds normer blev anfægtet af en ny teknologisk tidsalder.

Jensen blev født i 1873 i den lille by Farsø i Himmerland. Hans far var distriktsdyrlæge med både spirituelle og botaniske interesser. Moderen kom oprindelig fra Lolland og tilhørte altså ikke en lokal slægt. Begge forhold så Jensen selv som bestemmende for sin opvækst og for sin udvikling. Han var på en gang rundet af slægten og det jordbundne liv og af en drøm om noget åndeligt større og fjernere.

Himmerland var dengang en temmelig isoleret landsdel. Jernbanen var endnu ikke nået til Farsø, og livet i det gamle bondeland foregik på mange måder, som det havde gjort i århundreder. Det var fra dette stillestående miljø, Jensen brød op, da han begyndte på Viborg Katedralskole for at tage studentereksamen og blev konfronteret med et indspist provinsmiljø, som han aldrig rigtig fandt sig til rette i. I 1893 rejste han til København for at studere medicin, og dermed var spændingen i hans liv givet mellem den forladte hjemstavn og den moderne storby. Denne modsætning forskød sig, da han i 1896 rejste til New York og Danmark samlet set blev hjemstavnen for den vordende kosmopolit. Jensen forblev fra sin tidlige ungdom en rejsende, der gang på gang drog af sted, men som også altid vendte tilbage, drevet af en stadig udvé og hjemvé.

På sin hybel i København havde unge Jensen et portræt stående af Georg Brandes, der var indbegrebet af den frie tanke, som Jensen dengang dyrkede. Brandes havde jo allerede i 1888 introduceret Nietzsche for et dansk publikum, og i 1894 gik han på talerstolen i Studentersamfundet og holdt en tale om nationalisme og om et Danmark, som trængte til at tænke stort. Jensen var til den forelæsning og blev inspireret. Han beskrev den i fiktiv form i sin debutroman Danskere (1896).

I årene omkring sin debut skrev han bloddryppende historier til ugebladet Revuen. Han var på linjebetaling og gjorde sig ad den vej uafhængig af forældrenes økonomi, samtidig med at han opgav medicinstudiet for at blive fuldtidsskribent. Debuten med Danskere blev også hans vej ind i journalistikken. Som Herman Bang skrev om ham, så ville han kunne gøre sig inden for journalistikken med sin hårdtslående stil, og den havde Politiken også blik for med det samme og sendte Jensen af sted som krigskorrespondent til Spanien, da USA og Spanien var i krig i 1898. Som reporter skulle han dog hverken være ved fronten eller levere egentlige nyhedsartikler, men skrive om stemningen og sine indtryk i Spanien. Det gjorde han med sådan friskhed, at dagbladet Social-Demokraten sendte ham til Verdensudstillingen i Paris i 1900 for at dække den begivenhed.

Samtidig med at Jensen opsøgte Europas brændpunkter og ivrigt fulgte den moderne industrialiserede verden og dens teknologiske fremskridt i Paris, fandt han frem til et originalt stof ved at vende sig bagud i tid. Det gamle Himmerland, som han havde forladt, rummede et stort reservoir af skikkelser, som han kom til at skrive sine mange Himmerlandshistorier om. Første bind, Himmerlandsfolk, kom i 1898.

Med Himmerlandsfolk skrev Jensen sig ind i selskab med forfattere som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg, og fra sidelinjen var han med til at stifte et par tidsskrifter. Vagten (1899-1900) ville med Axel Garde, L. Mylius-Erichsen og Louis Levy i spidsen slå et slag for fremtidstroen og gøre op med den franske æsteticisme og fin de siècle-holdning, som havde præget dansk litteratur i 1890'erne. Tidsskriftet gik ind efter et år og blev efter systemskiftet i 1901 fulgt af Tidspunktet, hvis tretten numre i 1902 blev redigeret af Jensens nære ven L.C. Nielsen. Betegnende er det dog, at Jensen ikke blev en aktiv del af redaktionerne – han var i praksis ikke til fælles programartikler og fælles fodslag. Det gjaldt også familiært, da han for et stykke tid brød med familien på grund af kontroverser om køn og seksualitet med søsteren Thit Jensen i 1901.

I 1902 tog han på sin første jordomrejse, som varede over et år, og som førte ham til Singapore og Kina og over Stillehavet til USA. Rejsen var præget af flugt fra problemerne hjemme og af længsel efter at forvandle sig kunstnerisk. I 1902 havde Jensen allerede lagt grundstenene til sit forfatterskab, idet han med Kongens Fald og Himmerlandshistorierne havde vist sin lokale og historiske interesse og med sine rejseessays havde demonstreret sit internationale udblik.

Da Jensen vendte hjem i 1903, var han „udrejst“ og etablerede sig hurtigt med hustruen Else Ulrik og fik to sønner – senere kom en tredje til. Han foldede sig ud med en enorm energi og udgav i løbet af de næste små ti år to samlinger af Himmerlandshistorier og et par amerikaromaner. Han skrev rejseskildringer, noveller og essays, som han ofte først udgav i avisform og senere samlede i det, han kaldte myter. I 1906 forsøgte han at lave sin egen avis – Pressen – som dog kun gik en måned – så var han tilbage som fast skribent på Politiken.

I disse år blev han venner med Fynsmalerne – Johannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen – mens han isolerede sig i forhold til det litterære miljø. Han havde livet igennem et anstrengt forhold til den akademiske og højborgerlige kulturelite. Han kunne med nogen grund føle sig forfulgt af kritikere og kolleger, men han var også selv en hårdtslående skallesmækker, når han gik til angreb. Herman Bang fik det at føle, da Jensen skrev en kronik, hvori han hængte Bang ud for hans homoseksualitet. Over for tidens dekadence, som han så den, stillede han det jyske som en særlig sund karakter. Alt, hvad der var noget værd, havde i hvert fald i princippet sin rod der.

Efter Digte (1906) begyndte Jensen at lægge sin stil og sit virke delvist om. Han ville lægge den subjektive og selvkredsende digterrolle fra sig og forvandle sig til en formidler af et positivt, darwinistisk inspireret livssyn og fungere som en moderne skjald, der kunne give udtryk for fælles følelser og erfaringer. Han ville hellere sige vi end jeg, og hellere påpege naturens og kulturens velsignelser end at give udtryk for et nihilistisk og dekadent livssyn. Det skete i opgør med hans tidligere forbillede Georg Brandes, og han gjorde det ved at give en række portrætter af sine nye forbilleder som Theodore Roosevelt og Bjørnstjerne Bjørnson, og han gjorde det gennem sin store romanserie Den lange Rejse, hvis første bind udkom i 1908, og som blev afsluttet i 1923. Dens antikristelige livssyn peger direkte ind i livsanskuelsesdebatten i 1920'erne. Jensen stod for et verdsligt og biologisk synspunkt. Efter udgivelsen af Den lange Rejse var Jensen stadig uhyre produktiv, men i andre genrer end den fiktive. Han ville være videnskabsformidler og udgav den poetiske naturhistorie Dyrenes Forvandling (1927), der bragte ham ud i en voldsom polemik med moderne naturvidenskabsmænd.

Igennem 20'erne og 30'erne skrev han lejlighedsdigte og kronikker en masse med blandet indhold, der strakte sig fra erindringer om barndommen over rejsebeskrivelser til mere novellistisk fabulerende tekster. Først i 1935 vendte han tilbage som digter med den faustiske roman Dr. Renaults Fristelser (1935) og året efter med den kulørte, idealiserende københavnerroman Gudrun (1936). Men da var den poetiske kraft kun en skygge af sig selv. Da han i 1944 modtog Nobelprisen, var det også det store og idealistiske værk Den lange Rejse, man nævnte som et hovedværk med international interesse.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Et forfatterskab i forvandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig