Sophie Ørsted, søster til Adam Oehlenschläger og gift med juristen Anders Sandøe Ørsted. Der var i det nye århundrede især to kvinder, der var genstand for de mandlige skønånders interesse og beundring, nemlig Kamma Rahbek og Sophie Ørsted, den første på grund af sin begavelse og sit vid, den sidste på grund af sin skønhed og åndfuldhed. Der er måske derfor ikke noget at sige til, at forholdet mellem de to kvinder var anstrengt – især fra Kamma Rahbeks side. Ud over Jens Baggesen talte Sophie Ørsted bl.a. F.C. Sibbern blandt sine mest glødende tilbedere. Maleri af J.L. Lund ca. 1810.

.

Med de mange urealiserede projekter og blindgyder in mente er det forbløffende at følge den forandring, der sker med Baggesen i de følgende år. Trods sine tilbageværende venners råd om for Guds skyld at blive i Paris er han i 1806 igen i København, og det er, som om han efter den eksperimentelle afprøvning af forskellige sider af sit talent først nu for alvor viser sig som et kraftfelt. Hensigten var et kort besøg af få ugers varighed. Det kommer i stedet til at vare syv måneder, og det er der især én vigtig grund til, som ikke uventet er en kvinde, nemlig Sophie Ørsted (f. 1782), Oehlenschlägers smukke søster, nylig gift med H.C. Ørsteds bror, juristen Anders Sandøe Ørsted. Baggesens magt over kvinder fornægter sig fortsat ikke, ikke mindst over dem, der som den åndeligt vakte Sophie Ørsted er karakteriseret ved „en vis Hypokondri (…) som vel tildels grunder sig i hendes Sygelighed, men dog langt mere i en ikke ganske tilfredsstillet Trang til noget Høiere“ (H.C. Ørsted i brev til Oehlenschläger, 1806).

Hurtigt efter hjemkomsten slår Baggesen sig ned i familien Ørsteds gæstfrie hjem og befinder sig altså med ét i selve centret for den nye dannelseskultur, der er ved at vokse frem. Samtidig var Oehlenschläger på sin store udenlandsrejse nået til det Paris, Baggesen netop havde forladt. Her kunne han så sidde og få den ene efterretning efter den anden om Baggesen, mens denne udfyldte hans egen plads i byens litterære liv og søsterens hjerte og spyede det ene værk ud efter det andet. I 1807-08 udsendte Baggesen således hele syv værker på dansk, ganske vist for en stor del med tidligere trykte ting, men også adskilligt nyt. Til det vigtigste nye hører rimbrevene til Oehlenschläger i Skiemtsomme Riimbreve (1807) og Giengangeren og han selv eller Baggesen over Baggesen (1807). Hertil kommer den tyske digtsamling Heideblumen (1808).

Det var ikke sådan, at Sophie Ørsted fremkaldte hans nye produktivitet. Dens egentlige baggrund var Baggesens stigende optagethed af den romantiske bevægelse, som rummede den udfordring, han havde brug for til at kickstarte sig selv. I begyndelsen var det mest de tyske romantikere, bl.a. Ludwig Tieck og brødrene Schlegel, han reagerede imod, men snart inddroges også Oehlenschläger i hans kritik (rimbrevet „Romerering“, 1804). Banen til den største litterære fejde i romantikken var dermed så småt ved at blive kridtet op.

Den brød ud i 1813, hvor Baggesen igen var tilbage i København, og hvor det gennem de følgende fem år lykkedes ham at sætte det litterære København på den anden ende med sine stadigt fornyede angreb på Oehlenschläger. Hvor meget fejden fyldte i datidens litterære liv, er alene den afgørende kilde til den, Kristian Arentzens Baggesen og Oehlenschläger (1871-78), med sine otte bind et talende vidnesbyrd om. Oehlenschläger deltog stort set ikke i den og kun indirekte, men så meget mere hans tilhængere, der kappedes om at udstille Baggesen som æreskænder. „Alenekampen“ kaldte han den selv. Hans handicap var derudover, at han for sine modstandere på forhånd fremstod som det gamle udlevede århundredes talsmand. På grundlag af de hundreder af indlæg mod ham kan tegnes en enkel og velkendt figur: det gamle århundrede, der afmægtigt kæmper mod det nye.

Sådan forholdt det sig imidlertid ikke. Frem for i fortiden lå Baggesens position i fejden i fremtiden, også i den forstand, at hans kritik, der blev hånet for sin uakademiske form, senere blev god latin. Som Vilhelm Andersen kort og godt skriver i sin litteraturhistorie fra 1930'erne: „Der staar stærkere Spor i den hele følgende Litteratur af hans Kritik end af Oehlenschlägers Poesi.“ (Se i øvrigt Tylvtefejden).

Som baggrund for fejden lå endnu et vigtigt forhold, det til Sophie Ørsted eller rettere dets bratte afslutning ved gensynet i 1811, da Baggesen var på visit i København. Ved dette gensyn var hun totalt afvisende over for ham. De nærmere grunde hertil tog hun med sig i graven, men i breve kalder hun ham et svagt, elendigt menneske og synes hermed at hentyde til det moralske deficit, der som et grundtema går igen hos de fleste, der kom tættere på ham. Alligevel forblev han frem til hendes tidlige død i 1818 den afgørende begivenhed i hendes liv, og som om Baggesen allerede havde forudset hele forløbet, havde han tidligt tegnet hendes (og sit eget) portræt i visen om „Agnete fra Holmegaard“, der „aldrig havde Roe“ og af en uskyldigt udseende havmand lader sig forføre ind i en fantasiverden, som hun brat vågner op fra, da hun en nat vender tilbage til sin fortid og ser sin mors gravsten. Da dør hun selv: „Og knust er hendes Hierte, / Det slaaer nu ikke meer!“

Sophie Ørsted var ikke den første, der havde brændt sig på Baggesen, men nok den, der fik de sværeste sår, netop fordi han var hendes livs største passion, svaret på hendes længsel, som hun var det på hans, blot i mere poetisk forstand – et sted kaldes hun „Mit fulde Digterhiertes andet Jeg!“ Begge dele, såvel hans som hendes længsel og dens opfyldelse ved mødet, er skildret i digtene „Samklang“ og „Den dobbelte Brystnaal“, de mest serafiske af de mange digte, forholdet affødte. Tættere på Agnete-visens afsløring af det fordækte i forholdet, om end selv fordækt, er rimdigtet „Levningen af Uskyldighedsstanden“, ligesom digtene fra 1806. Hun har kaldt ham letsindig, men får at vide, at når han er en hund efter at fange muser og gratier eller rettere efter at fanges af dem, så er det ikke fordi han er let-, men dybsindig. Der er tale om: „En jordisk ei, men blot en himmelsk Lyst, / En Levning af Uskyldighedens Eden“. Før sin fødsel blev han opdraget i himlen, og når han nu øjner „noget af det Himmelvæsen, / Uskyldigheds Naturen stikker i“, kan han ikke nære sig over for hverken gratier og muser eller hende,

(…) fordiJeg engang var, og er endnu, trods StenglenAf Torne, som bærer Rosen, og trods Benglen,Der i sin lodne Kappe giemmer Englen,Uskyldigheden selv, som I!

Med billedet af havmanden i baghovedet kan man mene, at det forholdt sig omvendt, at det var uskylden, han bar udenpå, og indvendig en dæmon frem for en engel. Problemet med – og for – Baggesen var netop, at de to tolkninger ikke var til at skelne fra hinanden, at uskyld og skyld var to sider af samme sag – som det serafiske og satiriske to sider af samme digterjeg. Efter mødet med Sophies isnende kulde tager Baggesen i „Thora fra Havsgaard“ omsider dette tema op.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Sophie Ørsted og fejden med Oehlenschläger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig