Uraniadyrkelsen som blindgyde - parthenais

I modsætning til, hvad man skulle tro, ændrer mødet med Sophie Haller ikke grundlæggende på Baggesens situation. Nok bliver han gift og får adskillige børn, men Venus Urania spøger lige fuldt i hans fantasi og bliver i de følgende års rejser i Europa anledning til en række nye udmarvende platoniske forhold, der til sidst bringer ham på vanviddets rand. Samtidig sætter han venskabet med sine danske velyndere over styr og synes mere eller mindre at opgive såvel poesien som filosofien. I 1797 dør Sophie, og året efter gifter han sig med en franskschweizisk kvinde, Fanny Reybaz, som han i 1800 bosætter sig med i Paris.

Da Baggesen træder ind i det nye århundrede, ligner han derfor en mand uden fremtid. Han har brændt sine skibe og ikke umiddelbart nye at sætte i søen. Han har ganske vist påbegyndt sit tyske forfatterskab, men endnu ikke oplevet noget gennembrud her. Og grundlæggende føler han sig ikke mere tysk end dansk endsige fransk. „Jeg er efter min Natur Europæer i videste Betydning,“ siger han i 1802.

Intet under at de større projekter, han kastede sig over i Paris, alle europæiske i videste betydning, stort set forblev på tegnebrættet. Længst nåede han med det tyske heksameterepos Oceania om en af oplysningstidens helte, James Cook, og hans verdensomsejling 1772-75. De fem første sange til første afsnit af i alt ti affattes i 1805 og udgives i 1808 (da. 1968). Værket skulle have formet sig som en hyldest til oplysning, humanitet og jordborgerskab.

Med sig til Paris havde Baggesen imidlertid også det første af sine forsøg med heksametrene, nemlig Parthenais oder die Alpenreise (1803, da. 1965), påbegyndt i 1795. Som det eneste af alle de senere bliver det fuldført, måske fordi det har ham selv i hovedrollen. Parthenais er en såkaldt heksameteridyl, en genre, der også er kendt fra samtidige værker af Goethe (Hermann og Dorothea, 1797) og Baggesens nære ven, den tyske Homeroversætter og digter Heinrich Voss (Luise, 1795). Et nærmere forbillede er dog C.M. Wielands lette, rokokoprægede behandling af erotiske motiver i et univers befolket af eventyrvæsner og guder. Selv om værket som sine forbilleder ender i fuldkommen idyl, repræsenterer det dog ikke nogen farbar vej. Det er en blindgyde, Baggesen her har bevæget sig ind i.

De oprindelig ni, i udgaverne fra 1807 og 1812 tolv sange, skildrer den unge nordiske digter Nordfranks og tre søstres bjergvandring til foden af Jungfrau (parthenos er det græske ord for jomfru), en vandring, som Baggesen selv foretog med Sophie og to af hendes veninder i 1794. Ud over en poetisk omskrivning af bjergvandringen rummer digtet Nordfranks indvielse til Venus Urania og Apollons præst på toppen af det utilgængelige nabobjerg Eiger. Til dette formål er alle de græske guder og en række dæmoner af Baggesens egen tilvirkning flyttet ind i alpelandskabet, hvor de snart hjælper, snart hindrer opstigningen. Især er Hermes og Eros ude efter at få den ædle og forsagende Nordfrank bombet tilbage til det elementære kropslige begær. Noget forvirrende er det så, at hensigten med indvielsen, som forudsætter Nordfranks kyskhed, er at gøre ham fortjent til at blive brudgom for den af pigerne, han elsker, Myris. Det kan – hvad der slet ikke er meningen – ligne god borgerlig moral, for i den rolle kan han jo ikke gøre andet end hurtigst muligt at glemme alt om sin guddommelige udmærkelse. Men hvad skal indvielsen så til for?

Sagen er, at Baggesen på tværs af realiteterne sammenføjer to adskilte lidenskaber i sig selv, den platoniske Uraniadyrkelse og den højst jordiske lidenskab til Sophie, „Evadatteren“ som han oprindelig kaldte hende. Derfor bliver digtets handling et spilfægteri. Det er fra begyndelsen en given sag, at Uraniadyrkeren Nordfranks dyd kan modstå angrebene fra Eros' pile, men alligevel centreres hele handlingen om dette punkt. For derved kan Baggesen efter Sophies død fastholde hende og sin kærlighed til hende i et sublimeret, rosenrødt skær, give såvel hende som denne kærlighed indfødsret i Venus Uranias æteriske rige, mens sandheden var en ganske anden: at hans kærlighed til hende i grunden var af smukkeste jordiske art, mens hans Uraniadyrkelse rummede en skjult, dæmonisk seksualitet. Et sted vidste han det, men kunne alligevel ikke opgive drømmen om en sammensmeltning af det spaltede i ham selv. En sådan drøm er Parthenais.

Er digtet derfor, som det er blevet udtrykt af Aage Henriksen, „det pinagtigste i vor litteratur“, er det, bedømt som litterær kraftprøve, formentlig også uden sidestykke. Baggesen udnytter her i det både virkelige og artificielle alpelandskab, han beskriver, hele sit virtuose sproglige register. De vidtudspundne homeriske lignelser og anskueliggøreisen af kampen for den ideale dyd i de æteriske højder med hele gudegalleriet som medvidere og medspillere har samme fænomenale og halsbrækkende trompe l'oeil-virkning som de rigt udsmykkede rokokoscenerier i 1700-tallets loftsmalerier, og samtidig er skildringen af de tre gratier og deres fører i guders og dæmoners vold på moderne vis ikke uden komik, ironi og pikanteri. Ikke uden grund blev digtet beundret i datidens Europa. Ikke desto mindre er Parthenais også på det æstetiske plan et værk, der peger bagud, ikke frem.