Styrkeprøven

Helge Rode var tårnkredsens Benjamin, generationens yngste. Han nåede ikke at skrive i Taarnet, selv om det blev annonceret af redaktionen. Han kom fra klassiske kulturslægter i Danmark, faderen var litteraten og højskolemanden Gotfred Rode og moderen Margrethe Lehmann, datter af politikeren Orla Lehmann. Efter faderens tidlige død i 1878 rejste moderen til Kristiania og giftede sig med den norske venstrepolitiker Erik Vullum. Helge Rode kom først som nittenårig tilbage til København, og havde livet igennem stærk tilknytning til norsk kulturliv, var ven med Edvard Munch, kunsthistorikeren Jens Thiis og den åndsbeslægtede digter og religiøse mystiker Sigbjørn Obstfelder, til hvem han skrev et af sine smukkeste mindedigte:

Men i store stille Stunder,fulde af Livets egen inderste, dirrende Uro,levede Naturens Underi hans Sjæl.Han hørte Kloderne synge.Han saa Atomernes Dans.

Helge Rode arbejdede livet igennem med journalistik og kritik ved siden af sin digtning. Han debuterede i broderen, journalist og politiker Ove Rodes radikale ugeblad Piraten (1887-88) og fulgte med til dagbladet København, da broderen blev redaktør. Senere skrev han kritik, essayistik og rejsebreve i magasinet Illustreret Tidende og dagbladene Politiken, Nationaltidende og Berlingske Aftenavis og blev en af tidens betydeligste og mest skarpsindige kritikere, der med engagement og indsigt reviderede Georg Brandes' syn på Nietzsche og Johannes V. Jensens syn på Darwin og i de første to tiår af 1900-tallet fik åbnet for en livsanskuelsesdebat samlet i titlerne Krig og Aand (1917), Regenerationen i vort Aandsliv (1923), Pladsen med de grønne Trær (1924), Det store Ja (1926) og Det sjælelige Gennembrud (1928).

Rodes skønlitterære forfatterskab består af romaner, noveller, rejseskildringer, digte og skuespil. Hans lyriske forfatterskab består af samlingerne Hvide Blomster (1892), Digte (1896), Digte, gamle og nye (1907), Ariel (1914) og Den stille Have (1922). Hans digte er i anden forstand end tårngenerationens øvrige lyrikere spændingsudløsende og ejendommeligt frigjorte fra de kønskræfter, der behersker eksempelvis Stuckenbergs og Claussens tidlige poesi, den smertelige melankoli og religiøse desperation, der præger Johannes Jørgensens poesi og den gennemlyste sanselighed hos Sophus Michaëlis. Hos Rode sker der et gennembrud til en æterisk verden, som klarer hans religiøse længsel og forløser hans åndelige behov.