I digtet „Den hvide Streg“ fra Hvide Blomster står digterjeget selvbevidst som en Munch'sk eller Böcklin'sk søjle af lys over for døden:

Jeg staar som en hvid Søjleved den gabende Afgrunds Bred,og ingen, ingen kan tøjleden Tanke, der styrter derned.

Digtsamlingen vidner om den sjælens almagt, digteren var brudt igennem til, og den kosmisk forklarede lykkefølelse, der strømmede igennem ham som morgenens lys. Digtet „Morgen“ vidner om inspirationens anslag:

Jeg aabner mit friske Øje blidt,min Sjæl er ej længer blind,Og i et Nu er Alverdens Lysmed Jubelmagt vældet derind.(...)Mit Himmeltelt har jeg farvet blaat,min Sol har jeg stillet derpaa.Af Lys og Luft har jeg Vinger skabt,dem til mine Skuldre spændt.

Således kan Rode i debutsamlingens 38 digte og prosalyrismer åbne sig mod altet, lade sit digterjeg vokse som en plante mod lyset, der „føler en sagte og sikker Kraft,/ vaagner til Liv i sit Indre“ („Planten“). I digtet „Liljekonval“ skaber digteren en korrespondance mellem plantens ydre skønhed og hans eget indre, hvori plantens rødder skaber et arabesklignende rum for erindring og drømmende vækst. I det afsluttende prosadigt „De blege Blomster“ går digterjeget inden døre i et af tidens typiske interiører. Under et middagsselskab kaster han blikket på bordets skønvirkedekoration af hvide blomster, der fylder hans sjæl med en sindsudvidende følelse af nærvær og længsel efter skønhed:

– Saa skære, hvide Blomster.Da kommer der gyldent Lysind i min Sjæl,og mit Væsen vider sig ud.

Det jeg, som Rode får kontakt til under sit åbenbaring i Valdres, er det livgivende og opretholdende bag den stadige lyriske genkomst i de følgende år. I „Ingen kender mig“ i Digte fra halvfemsernes midte ses digter-jeget midt i forvandlingen:

Ingen kender mig – ikke jeg selv,jeg er ikke end fuldbragt.Jeg fødes, jeg vokser ved Dag, ved Natud af den vældige Magt.

Kun stedvis er jeget underlagt den frygt og angst for fortabelse, der præger tidens øvrige poesi. Rodes digte er skrevet på baggrund af en altomfattende dødsbevidsthed, men samtidig er de båret af en kosmisk vished, hvor alnaturen får ham til at føle sig hjemme i det store rum på dødens anden side, hvor tiden er ophævet:

Der blomstrer Rose og Violog Stjerner og den gyldne Soli Himmelrummets dybe Riger.Og jeg er hjemme overalt,hvor mine Tankers Veje faldt,hvor dybt de gik,hvor højt de ogsaa stiger.

Nietzsches „Midnatssang“ fra Also sprach Zarathustra, som Rode henviser til flere gange i sine essays, danner klangbund for hans vished om verdens uendelige fylde, dybde og rigdom. Han er som det ovennævnte digts titel: „Uden frygt“ og følger ikke tidens radikale modernistiske Nietzsche-tolknings opgør med den kristne Hinterwelt, men ser i stedet Nietzsche som en bjergprofet, der ønsker at åbenbare en ny verden, i sin erkendelsesform ikke ulig den, Rode selv søgte og fandt i Valdres' hvide sne i digtet „Sne“:

Der er ingenting i Verden af en Renhed som Sne,Svanedun fra Himlens hvide Vinger.Paa din Haand et Fnuger som Taaredug.Hvide Tanker tyst i Dans sig svinger.

Også forholdet til næsten i en kvindes purpurfarvede skikkelse er præget af harmoni hos Rode, der efter debutromanens ydmygelsesriter synes at have fundet frem til et inderligt kært kvindebillede, hvor hun møder digter-jeget som sjælsveninde. I digtene „Aand“ fra Digte og „Drømmekysset“ fra Digte, nye og gamle er der tale om en transformerende lyrisk telepati, hvor de to kroppe i selve berøringens sarte, halvt ubevidste sovende møde forvandler sig til åndevæsner af en anden verden. Som himlen kan fortætte sig som tåredug i „Sne“, kan berøringen og kysset afsætte sig i sindet som kærlighedens åndepust:

Læg din ene Haand til mit Hjerte,tag min Haand i Din anden Haand.Se! Du føler mit Kød og Blod!Tvivler Du? – Dog er jeg Aand.(„Aand“)Dit Kys var mit Kys og mit Kys var dit og intet i Verden var før saa blidtog intet var dybt som dit Kys og mit.Som en Aakandes hellige hvide Rundder er vokset op fra den skjulte Bund.Dets Rødder naaed vort Væsens Grund.(„Drømmekysset“)

Kærlighedsmødet og hengivelsens fuldbyrdelse hæves hos Rode ud af kroppenes favntag til en sjælelig forening, hvor to væsner slynges ind i hinanden som i en arabesk af æteriske dampe. Hans poesi løfter selve det erotiske ovenud af verden og fælder eros ind i en kosmisk strømmende evighedsfølelse. I kulminationspunktet, digtet „Ariels Sang“ fra Ariel, er der en glæde ved det højeste, den svævende og skabende lykkefølelse, der ikke er ulig vennen Sophus Claussens i hans sene almægtige digte, hvor han ser sig selv som skaber og forløser, suverænt frigjort fra den lavere verden. Også i Rodes poesi er der sket et løft, hvor digter-jeget er blevet identisk med det æteriske stof, der gennemtrænger rummet med åndelig energi. Men hvor der i Claussens poesi er tale om en kamp med stoffet, et atomart oprør, er der hos Rode tale om en lethedens ånd, en fortryllende, lunefuld, skiftende, men grundlæggende blid digter-gestalt i traditionen fra Shelley, der kan hæve livet over døden.

I digtet „Drømmeren“ følges digterjegets bevægelse bort fra jorden, hvor han som ild-, vand- og luftånd bæres igennem sfærerne mod solen i en bevægelse, der skifter strofisk mellem fald og flugt:

I mine Drømmesslørede Videnpaa deres StrømmesRislen og Glidenbares jeg vidt gennem Rummet og Tiden.(…)Dybderne lokker.Bær mine Vinger!Sølvrene Klokkeri Æteren klinger.Ind mod de fjerneste Fjerner jeg svinger.

Som i Brorsons pietistiske salmedigtning mødes han som brudgom med den „evige Guddom“ i en indvielse til „Viden“. Denne viden er identisk med den højeste idealitet i „Ariels Sang“, hvor jeget som et „astrallegeme“ suser mellem stjernerne. Som hos B.S. Ingemann toner himlen af lyden fra de opstandne sjæle i en kosmisk evighed:

Jeg er Ariel, Luftens Aand,skabt af Dybdernes inderste Gud,sendt som et Budfra hans mægtige Haandmere legende let end et Stjerneskud.(…)Tror I, Himlen er stum?Nej, det vældige Rumer et straalende hav af Musik,hvor blandt dirrende Strenge jeg gik.Og der sitrede Sølvtil min vingede Hæl,og der brusede Guldsom en Storm i min Sjæl.Jeg var en. Jeg var mig.Jeg var fælles med alt,med det evige Jeg

Den ekstatiske sejrende livslyst, der suser gennem Ariels æolsharpe og får digtet til at tone, vidner om digterens sejr over døden og den mulige fortabelse, hans hvide gestalt stod på randen af i de tidlige digte, og som hele tiden anes som en modpol til hans digtes kosmiske schwung. Men allerede i Hvide Blomster ligger Rodes sindsudvidende følelse i kim i digtet „Drøm“, hvor jeget besværgende deklamerer:

Jeg skal male de funklende Stjernersaa Sjælene vider sig ud.Jeg skal male dig Himlens Stjernersaa du føler dig selv som en GudJeg skal male de kærlige Stjerner,de bringer fra Himlene Bud.

Man kan i Helge Rodes poesi se en vitalisme, der i modsætning til eksempelvis Claussens eller Michaëlis' er løsnet fra kroppen og forvandlet til fuldstændighed, uden at digteren dermed renoncerer på det vitale vækstpotentiales gyldighed og transformerende kunstneriske mulighed. Som Helge Rode selv, der altid afbildes som nietzscheansk pandemenneske, tynd og manieristisk skudt i vejret som en helgen fra et El Greco-maleri, stræber hans digteriske længsler ovenud af kroppen og ind i en ulegemlig verden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Sjælens sange.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig