Uden udvej - Olivia Levison

Olivia Levison (1847-94) skrev som den første om den moderne, individualiserede kvindelighed og dens konflikt med den romantiske kvinderolle i en række noveller, der blev trykt i blade og tidsskrifter i 1870'erne og samlet i hendes hovedværk Gjæringstid (1881) med undertitlen „Kvindebilleder“. Tre af novellerne herfra handler om ugifte kvinder med lidenskaber og lykkedrømme, der er lige så stærke som de moderne mænds, men som de ikke kan få tilfredsstillet, fordi de støder mod kvinderollens sociale og psykiske grænser.

Hovedpersonen i „Indespærret“ (1876), Ulla Hoff, er datter af en falleret købmand og lever af at give musikundervisning hos københavnske familier. Hun drømmer om at slippe ud af sine snævre livsforhold og øjner en mulighed, da en velstående enkemand betages af hendes stærke livsappetit. Når han fortæller om sine rejser, „udvidedes Pupillerne i hendes Øjne, og hun gav sig til at bide paa den røde Underlæbe med sine spidse blaalige Tænder, der sad langt fra hinanden som paa et vildt Dyr“. Hun ønsker at rejse, opleve kunst og udvikle sit sangtalent. De uopfyldte ønsker bliver til en pinefuld indre uro, som hun forsøger at kvæle ved at undlade at læse bøger, „man tæmmer en urolig Natur ved at spærre alle Udveje“, forklarer hun. Det tydelige driftspræg ved hendes livslyst får enkemanden til at se hende som „en fangen Løve“, der plages af „Pøblen“. Han ønsker halvvejs, at hun vil sprænge buret, men forudser samtidig, at det vil føre til en katastrofe: „Hun vil en Dag bryde ud, sagde jeg til mig selv, og saa – stakkels Pige!“

Ved at tage hende med til en Beethovenkoncert og akkompagnere hendes sang stimulerer han hendes drømme og opfordrer hende til at arbejde på at virkeliggøre dem. Han foreslår hende en sangerkarriere, men trods sine heftige ønsker kan hun kun forestille sig at få dem opfyldt gennem ham. Da hun forstår, at han er enkemand, falder hun på knæ for ham i en slags frieri, men denne omvending af kønsrollerne får ham til at føle sig som „et civiliseret Menneske overfor en vild.“ Han er betaget af hendes energi, men har ingen lyst til at få hende til hustru: „Hos en Kvinde ventede jeg Resignation i stedet for fortvivlet Anstrængelse, forbavsedes bestandig ved at se visse Grænser blive overskredne.“ Ulla bryder ud ved at slå følge med en skuespillertrup og holder til det hårde liv i 12 år. Enkemanden er novellens fortæller. Ullas mislykkede emancipationshistorie indrammes af hans mislykkede forsøg på at forstå den. Han følger hende på afstand og tager i erkendelse af sit ansvar hendes efterladte datter til sig.

„Loreley“ (1877) er igen en rammehistorie fortalt af en mand, der iagttager den smukke, velhavende frk. Harders mislykkede forsøg på at få tilfredsstillet sine ønsker. Ligesom Ulla sammenlignes hun med et rovdyr, en „lille Panther“, men hun har ikke Ullas livsbegær. Som titlen siger, er hun en traditionel figur, en femme fatale, der forlokker mændene, fordi kun følelsen af et stærkt mandligt begær kan give hendes egen kvindelighed indhold. Historien udspiller sig i Firenze, hvor frk. Harder forelsker sig i en talentfuld, berejst og selvsikker maler, som imidlertid er på vej hjem for at holde et for længst arrangeret bryllup med sin kusine. Skønt hun ligger på knæ for ham, forlader han hende, hvorefter hun forsøger at begå selvmord ved at spise malerfarve. Fortælleren sørger for at få hende sendt hjem på rekonvalescens hos sin ven, der er læge. Novellen er den sygehistorie, han sender i forvejen for at orientere vennen om patientens situation.

„Numer To“ (1880) varierer det samme tema, men nu med synsvinklen hos hovedpersonen Eleonora. Hun har kunstnertalent som Ulla, hun søger en mand som frk. Harder, og hun har som dem begge noget dyrisk i sit væsen – danser som „et Vilddyr, der sætter i til Spring“. Den 27-årige Eleonora vælger mellem to mænd, den ene i 30'erne, godsejer og krigshelt fra 1864, den anden først i 20'erne, studerende og komponist. Godsejeren kurtiserer hende efter kønsrollemønsterets regler og kan give sin hustru en solid position, hvis hun vil indordne sig under hans patriarkalske normer. Musikeren er fortryllet af hende og betragter hende som sin muse, hendes kærlighed kan udvikle hans talent. Eleonora vælger først musikeren, som giver hende størst følelsesmæssigt råderum, men foretrækker alligevel godsejerens evne til at sætte grænser for hendes kvindelighed og give den modspil.

Trods de moderne elementer i hendes personlighed – hun maler og lever alene – er hendes kønsliv formet af patriarkatet. „Vi Kvinder dømme en Mand efter andre Mænds Dom; og du anstrængte dig ikke, du fandt dig i, at man angreb din Ejendom“, forklarer hun den nedbøjede musiker, som ikke havde forhindret godsejerens fortsatte kurtiseren. I en kort epilog mødes Eleonora med musikeren, som få år senere er blevet en kendt komponist og nyforlovet. Selv er hun gift med en „graahaaret, militærisk udseende Mand“, der har slukket hendes livslyst og reduceret hende til hustru og mor for hans halvvoksne datter.

Levison var særlig optaget af kvindernes vanskeligheder med at bryde kønsrollens psykiske mønster. Hendes heltinder er stærke nok til at kende deres egne drifter og ønsker, men når det kommer til stykket, vil de ikke overtage mandens aktive position i kærlighedsforholdet. Både Ulla og frk. Harder har underdanige tilbedere ligesom Eleonoras musiker, som de vrager til fordel for de stærke mænd, der til gengæld vrager dem. Da musikeren svag og afhængig spørger Eleonora, hvad hun vil, og hvad hun vil, han skal gøre, svarer hun: „Hvad kan det nytte? Kan du da ikke forstaa, at naar jeg siger det …“. I novellen „Liv for Liv“ fra Levisons debutsamling, Min første Bog (1874), siger heltinden direkte: „Jeg havde søgt en Andens Villie; og det forlangtes, at min skulde være den stærkere“.

Den fjerde novelle i Gjæringstid, „En Brevvexling“ (1876), indeholder derimod en nøgtern politisk diskussion af de to køns livsvilkår, og den har en anderledes positiv udgang. Margrethe har været guvernante og forsøgt at oprette en skole, men holder hus for sin bror, efter at han har fået lægepraksis på landet. Hun korresponderer med broderens ven og fortæller, at hun opgav sit selverhverv uden beklagelse, „jeg for min Del i det mindste har med inderlig Glæde følt et Hjems Dør lukke sig efter mig igjen – det er virkelig ikke let eller behageligt for en Kvinde at færdes mellem fremmede uden at turde knytte sig til nogen eller noget“.

Når vennen kritiserer det snævre hjemmeliv, han møder hos sine patienter, hvor hustruernes utilfredshed og kedsomhed giver sig udtryk i småligt tyranni, og døtrene ikke bestiller andet end at dyrke deres fantasier over syarbejdet, forsvarer Margrethe det rige følelsesliv, som kvinderne kan udfolde i hjemmet. De to skribenter erklærer begge, at de har opgivet drømmen om lykken, men ender i et samliv, som bliver lykkeligt, fordi det hviler på de traditionelle kønsroller.