Ved individualismens grænse

Artikelstart

På baggrund af det ufuldbyrdede i Thora og de voldsomme modsætninger, der her bringes i spil, er det ikke mærkeligt, at gåden og paradokset, dvs. modsigelsen bragt på form, bliver de gennemgående størrelser i Baggesens sene digtning. Et fantastisk udtryk herfor er det nærmest kabbalistiske digt „Det evige Sindbillede“ (1815), et over 200 strofer langt digt, hvor hver strofe i stadig nye variationer formulerer den samme gåde og antyder dens løsning, som i øvrigt viser sig at være korset, ikke blot det på Golgatha, men også det i naturen, krydset mellem rum og tid, mellem det vertikale og horisontale eller mellem det høje og det lave. Med gåden vil Baggesen i stadige omskrivninger pege på det i sidste ende uudsigelige, verdensgåden. Hvad der i Thora er dødelig alvor, spilles altså andre steder ud i mere eller mindre drilagtige og kryptiske gåder, der fremhæver den skjulte sammenhæng mellem uoverstigelige modsætninger – ud fra den devise, han formulerer i „Lunets Poetik“ (1814): „Mig synes endelig at Gaaden, / Som løses bør i Poesi, / Er ikke Knuden selv, men Maaden, / Som Knuden løses paa deri.“ Eller sagt på en anden måde: Verdensgåden lader sig ikke løse, hvad der imidlertid ikke fritager poesien for forpligtelsen til som poesi, kunstværk, at repræsentere en løsning. Baggesens høje krav til poesien som form og sprog ophørte aldrig. Ikke for intet kaldte han sig over for de kritikere, der anfægtede hans nationale tilhørsforhold, „Sprogets Borger“.

Meget af denne gådedigtning kan betragtes som en slags kvalificeret tidsfordriv, ofte på et meget krævende intellektuelt og artistisk niveau, skrevet af en digter, der bortset fra enkelte betydningsfulde undtagelser (Grundtvig, J.L. Heiberg) var ude af dialog med sin samtid. Deraf de mange erklæringer i årene efter 1812 om hans død, der dog naturnødvendigt afløses af lige så mange erklæringer om hans opstandelse. Til de mere varige resultater hører en digtcyklus, „Balders Igienkomst eller Digte til Nana“ (1816), en række fine kærlighedsdigte, hvis genstand er ukendt, men som bl.a. kan læses som en meditation over forholdet til Sophie Ørsted.

I 1820 vendte Baggesen tilbage til Paris og kom ikke oftere til Danmark. I 1826 døde han i Tyskland og blev begravet i Kiel. I de sidste år fik kristendommen en stadig større plads i hans bevidsthed. Hans filosofi, der er samlet i to bind Philosophischer Nachlass 1-2 (1858-63), bliver som hos Kierkegaard en trosfilosofi.

Samtidig nåede Baggesen ad kringlede veje hjem til den barnetro, som han i begyndelsen opponerede mod hos den, han i sine senere år kom til at stå nærmest på det nye danske parnas, N.F.S. Grundtvig, den eneste betydelige skribent, der forsvarede Baggesen under fejden med Oehlenschläger. Tilnærmelsen mellem de to fremgår af (Valhallalegen), Baggesens betegnelse for den intense dialog mellem ham og Grundtvig, der med afbrydelser fandt sted i årene 1815-18 og blev understreget af, at Grundtvig i de følgende år fjernede sig fra Bibelen som endegyldig autoritet, mens Baggesen nærmede sig den. Et andet udtryk for den er Baggesens udtalelse i 1818 om Grundtvigs digt Paaskeliljen – at han ville have givet hele sit forfatterskab væk for at kunne skrive det. Det må forstås sådan, at Grundtvig med sit digt om opstandelsen – vel at mærke såvel Kristi som historiens og sin egen – havde skabt den sammenhæng mellem himmel og jord, helligt og profant, som Baggesen forgæves havde efterstræbt.

Netop ved at repræsentere individualismens kulmination stødte Baggesen på dens grænse. Er Labyrinten et monument over individualismen i hans liv og forfatterskab, er hans værker i 1800-tallet stadigt fornyede og stadigt mislykkede forsøg på at bryde igennem til en digtning på et bredere grundlag – som snart søges i naturfilosofien, snart i en goethesk personlighedsfilosofi, snart i en hermetisk gådedigtning, snart i kristendommen. Hvor individualismen i det gamle århundrede betød en stadig udvidelse, er det som om den i det nye i stigende grad kun kan opretholdes i en lidelsesfyldt, destruktiv proces, der rammer både ham selv og andre. Selvbilleder som Noureddin, havmand, den genkomne Balder, der atter må gå til Hel, genganger, atterkommer og stadige erklæringer om død og opstandelse taler deres tydelige sprog.

For Oehlenschläger, der aldrig havde individualismen som udgangspunkt og derfor med rette kan siges at betegne en ny begyndelse, var det en anden sag.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Ved individualismens grænse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig