Visernes univers - slægten og den enkelte

Codex Runicus kaldes et lovhåndskrift fra begyndelsen af 1200-tallet med Skånske Lov skrevet på pergament udelukkende med runer – på et tidspunkt, da det latinske alfabet ellers var blevet helt dominerende. Nederst på siden har skriveren udfyldt den sidste plads med den ældste danske melodistump: „Drømte mig en drøm i nat“, der i mange år fungerede som pausesignal på Danmarks Radios P1.

.

Artikelstart

Uanset om man mener, at viserne er meget gamle, dvs. kan stamme tilbage til o. 1000, eller hælder til, at de først er opstået i tiden op mod år 1500, virker deres verdensbillede mærkeligt statisk. En moderne læser vil oftest være ude af stand til at afgøre, om den enkelte vise afspejler 1200-, 1300- eller 1500-tallets virkelighed. Langt de fleste af mændene kaldes herrer; og kvinderne er fruer, jomfruer eller møer. At en del af dem kaldes jomfruer, skal ikke tages i almindelig, biologisk betydning, men betyder blot, at de er ugifte adelsfrøkener. Personbeskrivelserne giver ikke meget rum for individuelle karaktertræk. Personerne er typer, ikke individer. Mændene er bolde herrer eller riddere (hvilket i princippet er det samme); kvinderne små, stolte eller væne: liden Kirsten eller stalt Mettelille, den væne mø. Men de tilhører heller ikke en tid, hvor det individuelle er af betydning. Visernes fortællere er som regel diskrete i deres vurderinger af personerne. Det er af handlingsforløbet, sjældnere af direkte kommentarer, at læsernes – eller tilhørernes – sym- og antipatier bliver formet.

I visernes univers er det – som i landskabslovene – først og fremmest slægten, det gælder. Den står som en mere eller mindre usynlig magt bag en stor del af de handlinger, visernes personer foretager sig, enten i konflikt med slægten eller som slægtens forlængede arm. Det er først og fremmest kærligheden, der kan give problemer. Ofte antydes en tidligere uoverensstemmelse slægterne imellem, og det er i de viser, som eftertiden netop af den grund har opfattet som ældre, sjældent, at de unge slipper godt fra at forsøge på at etablere sig på trods af slægten, som fx i „Nilus og Hillelil“ (DgF 325 A), hvor det nygifte par efter brylluppet på grund af uvejr tvinges til at søge ly hos Hillelils morbror. Nilus har imidlertid slået en anden morbror ihjel, og derfor forlanger den overlevende morbror Nilus' søstersønner som en art gidsler. De nægter imidlertid, hvorefter Nilus ser på, at de slås ned. Først da griber Nilus selv til våben, såres dødeligt og flygter med Hillelil. Da de når hans søsters gård, nægter søsteren at være Hillelil i moders sted, for hun har jo mistet sine sønner. Nilus dør i sin søsters arme, hvorefter også Hillelil lægger sig til at dø.

Folkevisekvindens position er som kvindens i landskabslovene livet igennem præget af, at hun kun har ringe mulighed for at handle selvstændigt. Indtil hun bliver gift, er hun underlagt fædre eller brødre. Når hun er blevet gift, er det hendes mand, der bestemmer over hende og hendes formue. Kun som enke kan hun tillægges en form for myndighed, idet hun kan bestride ejendom, jord og formue, indtil hendes sønner er blevet myndige – under forudsætning af, at hun ikke øder værdierne bort. I praksis har der været tale om en vis fordeling af ansvar og arbejdsopgaver i hjemmet, men ifølge loven bestemte manden alt. Viserne demonstrerer dog, hvordan handlekraftige piger alligevel tør arbejde på at skabe et rum for en kærlighed, der går ud over slægtens ønsker – imidlertid ofte med et sørgeligt resultat. Kvinder kan dog også opføre sig med en myndighed og styrke, der ligner sagakvindernes, som i „Hr. Ebbes døtre“ (DgF 194), eller ligefrem over for kongen kræve den ret, der tilkommer dem, som i „Jomfruen paa tinge“ (DgF 222). Her står de faktisk i modsætning til langt de fleste af kvinderne i den engelsk-skotske viseoverlevering, der ellers har flere motiver fælles med den danske.

Uden for slægten eksisterer der i folkevisernes univers to højere instanser, der har mulighed for at gribe ind og afgøre visernes problemstilling til fordel for en af parterne, nemlig kongen og Vorherre. I en række af de mere eller mindre historiske viser er kongen dog selv en del af problematikken. Og på trods af at folkeviserne er opstået i en kultur, der slet ikke kan tænkes uden en kristen livsopfattelse, er Vorherre så godt som fraværende i de fleste viser, omend både han og hans helgener kan påkaldes i nødsituationer.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Visernes univers - slægten og den enkelte.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig