Den internationale bagage - modernismens Paris

Abell var et billedmenneske, der blev dramatiker, og det gav ham nogle særlige forudsætninger for at skabe et nyt teatersprog. Hans scenografi blev i sjælden grad talende, ligesom hans ordkunst i sjælden grad blev billedrig. Han søgte det grænsesprængende, det suggestivt åbnende både i ord og billede, og med sin særlige evne til at skabe eventyrlige og poetiske universer blev han ofte sammenlignet med H.C. Andersen. Det faldt naturligt, at netop han fik den prestigefyldte opgave at skrive Det Kongelige Teaters festspil til Andersens 150-års fødselsdag i 1955.

For Abell var teatret „den frie tankes fantastiske fristed“. I denne opfattelse lå der dybest set et sammenstød mellem meget forskellige tankeverdener. På den ene side moderniteten, kulturradikalismen og arven fra Georg Brandes. På den anden side romantikernes religiøst farvede tro på poesien og fantasiens skabende magt. Abells livssyn, hans teatersyn og hele hans æstetiske projekt var på mange måder præget af forsøget på at slå bro over denne dobbelthed.

Han var født ind i det akademiske borgerskab som søn af en adjunkt ved Katedralskolen i Ribe. Moderen døde, da han var seks, faderen giftede sig igen, og familien flyttede først til Odense, siden til København. Her blev Kjeld sat i Metropolitanskolen, den skole, hvor faderen var ansat i få år indtil sin tidlige død. Da Kjeld blev student i 1919, havde stedmoderen i to år været alene med ham og hans to brødre.

Abell ville være maler. Han indskrev sig på Kunstakademiets malerskole under professor Vilhelm Wanscher, og samtidig skaffede han sig adgang til at følge arbejdet på Det Kongelige Teaters malersal. Men de økonomiske udsigter var for usikre, Abell begyndte i stedet at studere statsvidenskab, levede af studenterjobs og tog eksamen som cand. polit. i 1927. Samme år giftede han sig og rejste med hustruen, Grete, til Paris for at slå sig igennem som kunstner. Sin eksamen brugte han aldrig.

I begyndelsen var det en økonomisk katastrofe. Familien, som blev forøget med en søn, levede på et eksistensminimum. Det skete kun sjældent, at Abell fik opgaver, fx som designer af tekstilmønstre for modehuset Dior. Men gradvist lysnede det. Som teatermaler (datidens betegnelse for en scenograf) fik Abell arbejde hos eksperimenterende teaterfolk som Louis Jouvet (en anerkendelse fra en mand, der brugte bl.a. Picasso som teatermaler), og da han lærte George Balanchine, den senere grundlægger af The New York City Ballet, at kende i 1930, blev det begyndelsen til en ny fase. Den russisk-amerikanske danser og koreograf havde revolutioneret den klassiske ballet og gjort den til en moderne kunstart, og i 1930'ernes Paris tilhørte balletten den absolutte avantgarde. Abell blev scenograf og tolk for Balanchine, da han satte fem balletter op på Det Kongelige Teater, og han fulgte med ham til nye opsætninger i Paris og London. Abells scenografi var poetisk stiliseret, på én gang raffineret, enkel og yndefuld. Den vakte opmærksomhed. Da han vendte tilbage til København i 1932, var Kjeld Abell på vej til at blive et internationalt navn.

Balletten Enken i Spejlet (1934) med libretto af Kjeld Abell var hans første selvstændige scenearbejde. Den havde en ung enke i centrum, fanget mellem sin længsel efter at bryde ud og sin tunge binding til fortiden. Det var et tema, som dramatikeren Abell siden skulle bearbejde i mange variationer.