H.A. Brendekildes store maleri Udslidt (1889) af landarbejderen, der er faldet om på den stenede mark, indfanger og fastholder det sociale råb, som gjaldede i en tid, da social sikring ikke fandtes.

.

Johan Skjoldborg debuterede i 1893 med samlingen I Skyggen, som indeholder fortællingen „Slid“, der anslår det tema, Skjoldborg siden foldede mere ud i sine bedste romaner. Novellen skildrer husmanden Oles livtag med arbejdet med jorden og dermed den dannelsesvej, som skal være hans. Ole og hans kæreste, den rødhårede, fregnede, braknæsede Maren, der er „en lille fastbygget en med kraftigt Liv i de graa Øjne“, skal i gang med livet. De har tjent sammen og er forelskede i hinanden. Det er imidlertid en kærlighed, der ikke udtrykkes gennem sværmeriske symboler, men gennem en fælles anerkendelse af det, som livet skal bringe af sammenhæng mellem eros og arbejde:

Det daglige Samvær havde været saa hyggeligt. Naar han saa hende skynde sig over Gaarden med et Par Spande Mælk til Kalvene eller Valle til Grisene, saa fornøjede det ham at lægge mærke til, hvor de tykke Ben i klaprende Træsko kunde rappe sig over den brolagte Plads. Naar hun tumlede Bøtter og Baljer, saa de skramlede, skurede Træet hvidt og Jærnbaandene skinnende blanke og satte dem til Tørre paa Tremmebænken ved Bryggersdøren, saa blev han glad ved at se, hvor hun dog kunde nytte Næverne. Hvor hun færdedes i opskørtet Travlhed, frydede han sig over hendes kraftige, spændige Krop, der sprængte baade Knapper, Maller og Hægter; han smilede lykkelig og tog sig en frisk Skraa – nota bene af Obels i Aalborg – for at gøre Stemningen fuldkommen.

Ole ser sin dejlige kæreste i et helhedssyn, hvor det erotiske og stærkt sanselige ved Maren går i ét med hendes arbejdsomhed og håndelag for den livsgerning, de sammen har foran sig. Arbejdet og erotikken hænger nøje sammen, liv og sanselighed, virke og lyst er ét for Ole.

De to unge får da også opfyldt første del af drømmen, de bliver selvejere på en lod jord, hvor der skal slides og slæbes og kæmpes med lyngen og sandet, for at udkommet kan sikres. De slider, de to, og måske er det meget godt, for det var vel det, de ville, og de nærmer sig også det mål, de satte sig, at blive gældfri og samtidig have brækket den hede op, der som nyvunden, frugtbar agerjord skal sikre deres alderdom og deres slægts fortsatte trivsel. Men Oles besættelse af målet koster i forhold til at leve et hverdagsliv, der også rummer lyst og glæde og sansemæssigt overskud. Efter 15 års slid nærmer de sig det mål, der hedder gældfrihed, til gengæld er deres forhold gældtynget af mangel på fællesfølelse, leg og samtale:

Han talte aldrig derom, hentydede aldrig dertil, men aldrig gik der en Dag, sjælden en Time, uden at dette Maal vinkede ham med sin Fortryllelse. Han foretog ikke et Skridt, fattede ikke en Beslutning, inden han først havde søgt at klare, om det vilde hæmme eller fremme hans Plan.

Ole er blevet kalkulator frem for det hele menneske, som kunne se og udleve sammenhængen mellem liv, arbejde, kærlighed og fællesskab, selvom de to ganske vist stadig kan have skønne stunder:

Sommerdagene henrandt mellem krydrende Hø og friskduftende Neg. Under Leens skære Klang og livsglad Spøg gled Arbejdet som en Leg, og det muntre Arbejdsliv i Skjorteærmer paa solvarme Dage og Skyndingen ved Bjærgning af Aarets Afgrøde bragte dem nærmere sammen.

Det er i arbejdet og udfoldelsen af den produktive omgang med afgrøderne, at livet og legen findes, ligesom det er her personligheden dannes, men inden i Ole er relationen vendt fra at være udfoldelsen af hans drøm til at blive kalkulationens og det ydre måls besættelse af ham. I 25 år slider de sig frem og når målet. Sidste gældspost betalt, orden ude og inde, så den dag, han betaler det sidste afdrag i banken, flotter han sig med et ekstra pund af den dyre kaffe og noget bomuldsstof til Maren. Nu kan de 'flotte' sig, for de er fremme, synes Ole. Men glæden i Ole fortrænges af en stærk tomhedsfølelse. Hvad er det, der er opnået, hvad skal der nu kæmpes for, og har han i virkeligheden brugt sit liv på ikke at leve det? På vejen hjem fra banken og byen ser Ole,

at Klitbakkerne mod Vest stod i en truende Nærhed af hans Mark. Han havde jo nok lagt Mærke til, at de flyttede sig Aar for Aar mod Øster, men at der virkelig kunde være Fare for, at de ligefrem skulde spadsere over hans Agre, det havde han dog ikke tænkt sig. Men det var ikke umuligt; han maatte nok se sig vel for.Denne Opdagelse gjorde ham dog ikke modfalden, tværtimod viste der sig et energisk Blink i de gode, blaa Øjne, – der var da noget at slaas med.

Ole var ved at gå på grund, men der står den fortsatte livsopgave rejst som klitter på vej mod agerjorden. Skjoldborg slutter således sin novelle i en slags tvetydighed, for nok aner Ole et fornyet livsindhold, men kvalificerer det hans livsprojekt og personlighedsdannelse i nye retninger? På den anden side er det netop det golde, klitterne, han ser hobe sig op, og som han forstår, det vil blive hans næste gerning at give sig i kast med.

Som sagt rummer „Slid“ væsentlige sider af den tematik og de problemstillinger, som Skjoldborg siden folder mere ud, nemlig den utopiske drøm om en personlighedsdannelse, der bygger på sammenhængen mellem arbejdets og kærlighedens frigørende kræfter.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Et forfatterskab tager form - Slid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig