De sammensvorne rider fra Finderup Lade efter mordet på Erik Glipping på St. Cæcilia nat 22. november 1286. I generationer har Otto Baches maleri fra 1882 været indbegrebet af en illustration til folkevisen om Erik Glipping og Marsk Stig. I forgrunden marsken og hans betroede mænd, i baggrunden over den brændende bygning helt til venstre kredser sorte fugle ildevarslende.

.

Hvor både Anders Sørensen Vedel og Svend Grundtvig mente, at de historiske viser i udstrakt grad kunne bruges som kilder til historien, betragtes de nu af mange med skepsis. Manglen på præcision i de historiske kendsgerninger opvejes imidlertid af andre og vigtigere aspekter, der giver viserne en historisk værdi på et andet, mentalitetshistorisk, plan. Det fremgår nemlig ofte af viserne, hvordan man ønskede at opfatte de kendte og kongelige personer, også selv om ikke alle viser er på kongens side. Tværtimod afspejler flere viser en konflikt mellem konge og adel. Men i og med at de kongelige også dengang kunne være forbilleder – eller exempla – skildrer viserne også, hvilke egenskaber og handlemåder der var efterlignelsesværdige, eller kredser om problemer og konflikter af almen karakter. De historiske viser har – som resten af folkeviserne – deres helte og skurke, mandlige såvel som kvindelige.

I visen om „Dronning Dagmar og junker Strange“ (DgF 132 E fra Karen Brahes folio) er kongens junker, Strange, blevet sendt til Bederland (dvs. Bøhmen) for at hente jomfru Dagmar. Han er ledsaget af adskillige navngivne mænd og pragtfuldt klædt. Strange skal spille tavlebord (et brætspil) med Dagmar. I folkeviserne er det en af måderne, hvorpå en bejler kan vinde den udkårne, også pr. stedfortræder. Strange vinder på kongens vegne; og Dagmar må følge med. Ved ankomsten til Danmark kan Dagmar med pigelig blufærdighed spørge, om kongen er så smuk som Strange:

„Hør I, Strange, hvad jeg siger eder:er vor konge så væn som I?“

Strange han ser sig op til sky:„han er langt væner end mine ti.“

„Hør du, Strange, hvad jeg siger dig,hvem er den sorte svend, der spiller for mig?“ [hilser på]

Hun bliver meget skuffet, da det viser sig, at det er kongen, der er „den sorte svend“ på stranden. Men på trods af, at Dagmar således egentlig har forelsket sig i kongens udsending, må hun tage dronningeværdigheden på sig. Strange lover som kongens lydige undersåt at tjene hende, en understregning af det feudale system og en antydning af den tidligere omtalte høviske kærlighedslære, der i 1200-tallet og senere var udbredt ved Europas fyrstehoffer, måske især som litterært fænomen.

Dagmar modtages forskriftsmæssigt på stranden og bliver derefter den uendeligt gode og omsorgsfulde dronning, der som morgengave ikke ønsker noget for sig selv, men for folket:

„Skal jeg dronning i Danmark blive,da skal alle fanger af jernet gives.Skal jeg dronning i Danmark være,da skal der hverken fattige eller rige over mig kære.“

I en læserkreds, der hørte til hofadelen, og med et kongehus, for hvilket dynastiske hensyn stod langt over noget så banalt som forelskelse, har vi her et storslået eksempel på, hvordan en ung, giftefærdig kvinde må lade de flygtigere følelser fare til fordel for det, der forventes af hende. Visen har kunnet tjene som eksempel til efterfølgelse. Dette understreges af, at en række kongelige bryllupsviser trækker på præcis de samme stereotyper, således især „Kong Hanses bryllup“ (DgF 166).

Der eksisterer et helt kompleks af viser, der handler om Marsk Stig og kong Erik Glipping (DgF 145). På nær den meget lange version, der rummer alle elementer (DgF 145 A fra Karen Brahes folio), kan man sige, at hver undergruppe fokuserer på forskellige delelementer af konflikten. De historiske kendsgerninger er, at kong Erik Glipping mellem 21. og 22. november 1286, Skt. Cæcilie nat, blev myrdet af ukendte gerningsmænd i en lade i Finderup i Jylland. Senere blev en række adelsmænd med Marsk Stig i spidsen dømt for mordet in absentia; en del af dem flygtede til Norge.

Visen findes i 11 varianter, mærket A-K. Varianterne B-K kan samles i mindre grupper, der tilsammen dækker hele den lange historie, man finder i A-varianten. Varianterne C-E indeholder kongens forførelse af marskens hustru samt marskens undsigelse på tinge og opbygningen af borgen på øen Hjelm (det sidste ses også i variant K). I holdning tager de parti for marsken og mod kongen. Varianterne F-G, som fokuserer på drabet i Finderup Lade og Ranes svig, tager parti for kongen. Endelig er der variant H-I, som indeholder Marstis drøm og Marstis antydning af, at dronningen har et udenomsægteskabeligt forhold (i H til Marsk Stig, i I til drost Ove). De slutter med landsforvisning og marskens borgebygning. Visevarianternes hovedsynspunkter svarer til senmiddelalderens to store magtfaktorer i Danmark: adelen og kongen.

Historikeren Helge Toldberg har i sin store monografi om Marsk Stigviserne fra 1963 agumenteret for, at den meget lange vise (A) i virkeligheden er Vedels sammendigtning af nogle af de korte, som – evt. via mellemled – er havnet i Karen Brahes folio. Som historiograf har Vedel brugt de kilder, han faktisk havde adgang til, så derfor bringer han i sin Hundredvisebog fire af de korte varianter, ordnet i kronologisk rækkefølge, der tilsammen dækker det meste af forløbet. Toldberg mener i øvrigt, at der ikke er noget logisk til hinder for, at den kongetro G-version kunne været blevet til allerede vinteren 1286-87.

I viserne bliver den politiske konflikt gjort til en privat-erotisk. Hvad viserne mangler i faktuel pålidelighed, opvejes af, hvad de rummer af spænding og dramatik. Selv i den lange A-version er det kongens forførelse eller voldtægt af marskens hustru, Ingeborg, der kommer i centrum (de historiske kilder kender i øvrigt ikke noget navn på hende). Hun bebrejder kongen, at han ikke holder sit løfte til hendes mand:

„Det lovet I unge her Marsti,der han af landet for:I skulle mig vogte og gemme,som jeg eders søster var.“De tændte op de vokselys,de stod på borden og brændt:så såre græd skønne fru Ingeborge,de fulgte hender med kongen til seng.

Kongen har svigtet på to planer. Dels har han brudt sit løfte, dels har han ikke levet op til rollen som de svages beskytter. Bagefter er fru Ingeborg skamfuld og ulykkelig. Både hendes og mandens ære er krænket. Hun nægter derfor at gå sin mand i møde, da han kommer hjem fra det krigstogt, kongen har sendt ham ud på for at kunne være alene med hende. Igen en typisk folkevisegestus: Ingeborg afslører ved sin opførsel, at noget er galt. Der er til gengæld heller ingen tvivl om, hvad fru Ingeborg forventer af sin gemal, og hvordan hun har i sinde at opnå det, hun ønsker:

„Nu skal jeg aldrig søvnen sovehos eders hvide side:førend I får vejet [dræbt] kong Erik,som mig haver gjort den kvid'“.

Så marsken, der i visen netop er lige så ridderlig, som kongen er det modsatte, opsiger huldskab og troskab, inden han iværksætter sin hævn. Marsken følger i det hele taget retssystemets regler og lader undsigelsen ske på tinge. Sideløbende med marskens officielle undsigelse inddrager fru Ingeborg sin slægt i hævnen, idet hun henvender sig til sin søstersøn, Rane, der får lokket kongen med til Finderup, hvorefter han røber opholdsstedet for de sammensvorne. Det fremgår ikke af visen, hvem der står bag de dræbende kniv- og sværdstik, men Marsk Stig tager skylden – eller æren – på sig. Første gang, da han møder op for dronningen i Skanderborg for at tillyse drabet, og anden gang, da han igen træder frem for Ingeborg – med en fiks anvendelse af det rimpar, der ellers markerer en lykkelig bryllupsnat:

Det mælte unge her Marsti,han tog hend' i sin arm:„nu haver jeg vejet kong Erik,som dig haver gjort den harm.“

Tronarvingen, hertug Christoffer, erklærer Marsk Stig fredløs, men marsken bygger blot en borg på øen Hjelm, hvorfra hans plyndrings togter mod forbisejlende udgår. Visens sympati er på den ædle marsks side, såvel i handlingsforløbet som i omkvædet: „Min ædelig herre, hin unge her Marsti!“

Men der findes også viser, der fortolker det historiske politisk uden at slippe interessen for det personlige. „Niels Ebbesen“ (DgF 156 Da fra Anna Munks håndskrift) er en vise, der i flere omgange har kunnet bruges i den ideologiske kamp mod tysk indflydelse. Første gang, naturligvis, da den blev til, måske allerede kort efter 1340, hvor den foregår. Siden er Niels Ebbesen-figuren blevet synonym med det simple, gode og antityske danske.

Visen skildrer dele af et begyndende oprør mod den tyske besættelsesmagt, hvor den holstenske grev Gerhard bliver snigmyrdet i Randers af væbneren Niels Ebbesen. Historikere mener, at Gerhard på det tidspunkt havde 3.000 mand i byen og 11.000 mand i Jylland i alt. Ironisk nok sker mordet på det historiske tidspunkt, hvor greven nærmest har tvunget hertug Valdemar af Sønderjylland (konge under navnet Valdemar 3., 1326-30) til at bytte len med sig, således at Valdemar skulle overtage Nørrejylland, mens greven skulle have Slesvig i pant.

Men visen koncentrerer sig om opgøret mellem en dansk helt, Niels Ebbesen, og en tysk skurk, grev Gerhard. Og også i denne vise gøres der noget ud af muligheden for undsigelse, idet Niels Ebbesen – i modsætning til greven – tilbyder sine folk at opsige deres ed til ham:

„I tager [tag] nu orlov, I dannesvende,hvem ikke lyster at tjene mig!og rider [rid] I til en anden herre,der kan lønne eder bedre end jeg!“

Bort da gik den liden smådreng,og så han Svend Trøst:Den samme dag, før aften komme,tjente han allerbedste.

Denne forudgribelse har fået nogle til at mene, at visen må være sen, idet kronologien delvist brydes. Svend Trøst viser sig at tjene Niels Ebbesen ved at sikre ham tilbagetoget over Randers bro, da greven er blevet myrdet. Selve morddåden legitimeres i sidste strofe ved hjælp af en fattig kones anerkendelse og taknemmelighed:

Det vare aldrig så fattig en kvinde,havde hun ikke uden en lev' [brød]:hun gav den gerne Niels Ebbesenfor han vog den kullede [skaldede] grev'.

Denne strofe er op gennem historien blevet tolket som folkets anerkendelse af Niels Ebbesens sag.

Trods de historiske kendsgerninger er valdemarerne besynderligt nok ganske fraværende i Niels Ebbesen-visen, men i øvrigt er der mange viser, der handler om „Kong Valdemar“. For når der optræder en kong Valdemar i viserne, er det som regel uden smålig skelnen mellem de fire konger, vi i Danmark har haft med dette navn.

Stoffet til „Kong Valdemar og hans søster“ (DgF 126 A fra Anne Basses håndskrift) findes spredt i viser fra hele det nordeuropæiske område: Sverige, Norge, Island, Færøerne, Skotland, Rhinlandet og det tidligere vendiske område i Nordtyskland. Man kan måske udtrykke det sådan, at et vandresagn har fundet nogle historiske personer i Danmark at knytte sig til. I den danske vise opfordrer dronning Sofie sin bror Boris (Buris) til at forføre Kirsten. Da hans bejlen gennem tre måneder ikke har den tilsigtede virkning, lærer hun ham runer, og så kan Boris godt overvinde Kirstens modstand. Resultatet er, at den før så dydige pige har fået andre interesser: „Når andre jomfruer de ganger i eng, / så ganger liden Kirsten med Boris til seng. // Når andre jomfruer synger i kor, / så ganger liden Kirsten med Boris til bord“. Forholdet får naturligvis følger (det gør det næsten altid i folkeviserne). Så selv om Kirsten har født i dølgsmål, får dronningen det at vide og tvinger Kirsten til ride til slottet for at deltage i velkomstfesten for den hjemvendte bror, kongen. Kongen lytter til dronningens anklager, men finder sin søster slank og letdansende nok. Da griber dronningen til korporligheder:

Hun gjorde liden Kirsten det til harm:Hun tog hendes bryst af hendes barm [ovenud af halsudskæringen].

Så malked' hun hende for kongens fod:„Min ædelige herre, tror I mine ord?“

I 1500- og 1600-tallet har ugifte kvinder faktisk skullet stille til udmalkning på byens rådhus, så øvrigheden kunne sikre sig, at de holdt sig fra utugt. Var der mælk, blev pigerne straffet, fx ved offentlig piskning og uddrivelse fra byen. I visen tror kongen omsider på anklagerne, og så forløber han sig fuldstændigt i sin iver for at straffe såvel utugten som det tillidsbrud, han opfatter utugten som:

Han slog hende iså længe,hun lå udi blodige strenge.Hun krøb under dronning Sofie hendes skind:Hun sparked' hende ud under fødder sin'.

Således fremstår både kongen og dronningen som eksponenter for en straf, der i visen ikke anerkendes som retfærdig. Kongen når dog at fortryde, da Kirsten dør af mishandlingen, og han sørger for, at hun mod dronningens ønske bliver begravet værdigt ved Vestervig, mens Boris lænkes til graven med en lang, lang kæde, så han hver dag kan gå mellem slot og grav.

Stoffet i „Kong Valdemar og hans Søster“ har ganske vist spinkle historiske rødder, idet Valdemar den Store (konge 1157-82) havde en søster, der hed Christina (Kirsten). Valdemar var gift med Sofie af Novgorod, som havde en broder, Burislef. Der eksisterer i øvrigt også en samtidig Buris Henriksen, der var beslægtet med Valdemar. På Vestervig kirkegård findes en gravsten, hvis indskrift kan tydes som noget med en broder og en søster. Men handlingsgangen i visen er der ikke historisk belæg for.

„Valdemar og Tove“ (DgF 121 C fra Christence Juels håndskrift m.fl.) hæver en formentlig ikke usædvanlig konflikt – trekantsdramaet – op på et kongeligt plan, hvor aktørerne er kong Valdemar, hans dronning (der i nogle versioner hedder Sofie, men hos Christence Juel er navnløs) og hans elskerinde gennem mange år, Tove. Konflikten slår ud i lys lue, da dronningen under dansen bemærker den sikkerhed, hvormed Tove fører sig frem. Dronningen spørger hende, hvornår kongen fik sin vilje med hende, og hvad hun fik i morgengave. Gaverne viser sig at være bedre end noget, dronningen nogen sinde har fået. Da hun kræver svar på, hvorfor kongen er så glad for Tove, svarer Tove, at det især er på grund af hendes sønner: „Kongen haver mig alt så kær: / jeg haver to sønner, de tjener hannem nær.“ Hermed er det også afsløret, at forholdet kan have stået på i omkring en snes år (og sønnerne endda være kongens). Dronningen vil have hævn. Hun har ikke mange manøvremuligheder, men efter to vintre lykkes det hende at lokke Tove med i badstue. Dronningen låser Tove inde og lader hende brænde ihjel dér. Da sønnen Christoffer hører det, rider han ud for at hjælpe sin mor. Men for sent.

Visen er ganske på elskerindens – frillens – side. Den sætter kærligheden langt højere, end hvad stand og embede kræver. Formentlig afspejler den et almindeligt socialt dilemma. Men den søger i nogle versioner også at forklare kongens betagelse, idet der på Toves lig findes „nogedt underligt, war suøbt i en klud“. Det halveres og begraves senere ved henholdsvis Vordingborg og Gurre, hvorefter kongens tilknytning overføres til disse steder: „Kong Valdemar fik de steder så kær, / begærede af Gud, han måtte der evig være.“ Det er uvist, om de stedsagn om kong Valdemar Atterdags vilde natlige jagter, der navnlig er knyttet til Gurre, stammer fra visen, eller om bevægelsen er gået den modsatte vej.

En vise, hvori den kongelige hovedperson i højere grad optræder kongeligt og med konsekvenser for hele landet, har vi med „Dronning Margrete“ (DgF 159). Den har motiver fælles med Rimkrøniken, men handler mest om Slaget ved Falkøping o. 1389 og omtaler flere navngivne mænd, fx en svensk Fekke Fin Olufsøn og den danske Iver Lykke.

Versionen i Dronning Sophias visebog (DgF 159 Cb) har et andet motiv, som man forbinder med striden mellem dronning Margrete 1. og kong Albrecht, nemlig strudhætten. De danske styrker har taget Albrecht til fange og ført ham for dronningen, som håner ham og giver besked om at sy en mægtig lang strudhætte til ham. Visens pointe består i, at Albrecht får løn som forskyldt, da hans hån vendes mod ham selv, og det ender med, at han, ikke Margrete, bliver ydmyget. Set i sammenhæng med, at Rimkrøniken kender samme historie, og at hovedparten af Rimkrøniken formentlig er blevet til i tredje fjerdedel af 1400-tallet, kan der være tale om, at stoffet er vandret fra krønike til vise eller omvendt, hvilket indebærer, at der har eksisteret folkeviser på denne tid.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Historiske viser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig