Ridderviser

I ridderviserne, hvortil den tidligere omtalte „Nilus og Hillelil“ hører, kan blodhævn og slægtsfejder ødelægge enhver harmoni. Kort og kontant er visen om „Torbens datter og hendes faderbane“ (DgF 288), der kun findes i en sen version i Det mindre stockholmske håndskrift (ca. 1641). Forud for visens begyndelse ligger en slægtsfejde, der trækker lange tråde ind i visens handling. På kun femten korte strofer og i få situationer formår den at skildre hændelser, der kunne give stof til en hel novelle eller roman.

Det er ofte blevet fremhævet, at folkevisens digter må have haft et grundigt kendskab til landskabslovene. På visse steder, kaldet fredhellige, nød personer en særlig fred, dvs. beskyttelse. Det betød, at hvis nogen begik drab her, var det en skærpende omstændighed.

I visen rider en flok mænd ud og begår et drab på hr. Torben, der nok så fredeligt går og pløjer. Der er tale om flerdobbelt helligbrøde, for dels er Torben på sin mark underlagt den såkaldte 'plovfred', dels har gerningsmændene skuret deres spyd en søndag aften, hvorved de har overtrådt helligdagslovgivningen. Endelig er de også vrede (en dødssynd). Det vil sige, at der er tre skærpende faktorer ved drabet. Til gengæld følger de loven til punkt og prikke, da de efter den brutale nedslagtning rider til Torbens gård for at tillyse drabet, dvs. forkynde for hans nærmeste, hvad de har gjort. Her modtager datteren dem gæstfrit, og det umulige sker: en af drabsmændene forelsker sig på stedet i hende: „Havde jeg vidst, du havd' været så god, / aldrig skulle jeg set din faders hjerteblod“. Hun beklager sig naturligt nok over at stå uden fader, hvorefter morderen resolut udbryder: „Haver jeg nu ikke gjort vel mod dig, / da skalt du herefter have så godt som jeg!“// Han sætte hende på ganger grå, / så slo [han] over hende kåben blå. / Så red han over de sorte heder, / aldrigh så hun sin fader mer'.“

Denne slutning på visen rejser nogle spørgsmål. Skal man opfatte den som lykkelig eller ulykkelig? Er det overhovedet meningsfuldt at stille et sådant spørgsmål? Det fremgår ikke, om pigen er glad for tilbuddet, og der forlyder intet om, hvorvidt de to kan leve sammen efter det, der er sket. Under alle omstændigheder sidder man som læser tilbage med en fornemmelse af, at man lige har overværet noget stort. En gru, en tragik, men også spiren til et håb har udfoldet sig for ens øjne. Omkvædet anslår en stemning af det uafvendelige: „Der dagen han dages, og duggen den driver så vide“. Der er udbredt enighed om, at visen om hr. Torbens datter afspejler ældre forestillinger om slægtens uomgængelighed, magt og betydning. Uden tilknytning til en slægt: intet liv, om end det kan være nok så ubehageligt for individet. Visens holdning behøver imidlertid ikke være identisk med nedskrivningstidens; tværtimod kan visen netop tænkes at ville demonstrere, hvordan det var i „gamle dage“.

„Jomfruen paa tinge“ (DgF 222 A fra Karen Brahes folio) kan læses som et andet eksempel på, hvordan landskabslovenes retsopfattelse også gør sig gældende i viserne. Jyske Lov kap. I, 8 og visen er således fælles om kvindens ret til at blive gift. Hvis hun ikke kan få sine slægtninge til at arrangere et bryllup for sig, må hun til sidst gå til kongen. I visen er det jomfruens morbrødre – typiske slægtninge i folkeviseuniverset – der øder hendes gods bort, mens hun selv blot kan se passivt til:

„Hør I, dannerkongen! vil I mig høre:jeg haver en sag for eders nåde at føre.

Jeg var mig så liden en barn,så tidlig faldt min moder fra.(…)Igen så lever min morbrødre syv:alt mit gods forøder de.(…)Men førend det skulle så længer blive,da ville jeg eders nåde mit fæd'rne give.“

Kongen – der ikke er en bestemt konge, men netop en instans, der er uafhængig af slægterne – tager opfordringen alvorligt og tilbyder hende en af sine riddere. Hun vælger den tilsyneladende lapsede Ove Stisøn, der imidlertid undslår sig og hellere vil klæde sig elegant og jage med hunde og høg end leve bondsk. Rask svarer hun:

Da sidder i karum [vogn] og ager med mig!så god en bondsæd da lærer jeg eder.

Tager plov i hånd, lader pløje vel dybt!Tager korn i hånd, sår mådeligt tykt!

Og lader så harven efter gå!Så må I vel jomfrues fæd'rne nå.

Ove accepterer; og kongen, der synes godt om hendes slagfærdighed, tager med sit følge hjem til Inge, hvor der holdes bryllup. Retten er sket fyldest; harmonien er (gen)oprettet; alle har spillet deres roller perfekt. Visens ophavsmand/-kvinde har haft mulighed for at lade sig inspirere af noget så prosaisk som en række lovparagraffer og har med ynde og humor vendt en ellers umulig situation til noget godt.

Men det er ikke alle konflikter, der kan løses. „Ebbe Skammelsøn“ (DgF 354 A, Jens Billes håndskrift) er ofte blevet tolket som individets opdukken i folkevisegenren. Ebbe er manden, der på én gang hænger fast i det gamle slægtssyn og gør oprør imod det – og må tage de uundgåelige konsekvenser af sine handlinger. Og igen er det kærlighed, der afstedkommer konflikten.

Ebbe tjener i kongens gård. Imens går broderen Peder hjemme på slægtsgården og lokker for Ebbes fæstemø, Lucelille (der i nogle versioner hedder Adelus). Som de fleste gode folkevisemøer lader hun sig ikke friste. Først da Peder siger, at Ebbe er død, kan Lucelille give Peder sin tro. Langt borte drømmer Ebbe, at der er noget galt. I folkeviserne har drømme altid noget på sig, så han søger orlov og haster hjem, hvor han får at vide, at brylluppet allerede er i gang. Søstrene får derefter de gaver, Lucelille skulle have haft. Med en forudanelse om, hvad der vil kunne ske, vil Ebbe ride bort, men hans forældre holder ham fast og byder ham den bedste plads og at skænke vin, den traditionelle måde at vise Ebbes høje position i familien på. Den nedarvede respekt for forældrenes bud slår igennem, og Ebbe bliver:

Hans fader bad hannum i salen gå,sidde af de øverste bænke;

hans moder fik ham kande i hånd,bad ham gå at skænke.

Skænkte han den brune mjød og så den klare vin;

hver tid han til bruden så,da randt ham tår' på kind.

Folkeviserne er næsten altid konkrete og giver sig ikke af med subtile følelsesnuancer. Det er således typisk, at Ebbes følelser kun vises udefra: tårerne, som enhver kan se.

Om aftenen følger Ebbe bruden til brudehus, hvor han minder hende om deres kærlighed. Da hun lover at være som en mor for ham, slår han hende ihjel. Og da Peder derefter intetanende tilbyder Ebbe den første nat med bruden, dræber Ebbe også ham og går derefter amok og sårer også sine forældre. Han har vendt sig mod sin egen slægt og har herefter ingen anden mulighed end at flygte ud i fredløsheden, en skæbne, der i omkvædet „Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild“ har ligget og luret hele visen igennem.

En variant af visen, DgF 354 B fra Karen Brahes folio, lader dog Ebbe tage på pilgrimsrejse og opnå syndsforladelse, idet han går over Skt. Peders grav. En sådan indgriben fra det guddommelige forskyder problemstillingen fra en konflikt mellem slægt og individ til noget, der kan afgøres på et højere plan mellem Gud eller kirken og den enkelte og som i fx „Jomfruen på tinge“ mellem kongen og den enkelte slægt. Forskellen afspejler, hvordan forskellige instanser gør sig gældende som højeste autoritet, kirken eller kongen på den ene side over for en selvbevidst adel på den anden siden. I efter-katolsk tid faldt adelens interesse for kirken, fordi dens embeder ikke længere gav samme magt og prestige som under katolicismen. Præstestanden blev en udpræget borgerlig stand.